McDonald vs Chicago: Fakta (opdateret)

Otis McDonald bor i Chicago og vil gerne kunne beskytte sig selv i sit eget hjem. For at kunne gøre det bedst mulig, mener han, at han skal have mulighed for at have et skydevåben i hjemmet, ligsom han mener, at forfatningens 2. tillæg giver ham lov til.

Bystyret i Chicago har imidlertid vedtaget en regel, som gør det umuligt for Otis, at gøre som han vil. De har nemlig vedtaget en regel der siger, at ingen som helst person må eje et skydevåben – og det er alle former for skydevåben der er tale for – med mindre altså, at de har et registreringsbevis. Sådan et udstedes af Chicago By.

Men halløj, det lyder jo slet ikke så slemt, gør det? Otis kunne vel bare tage ind på kommunekontoret og få sig sådan et bevis, og så ville alle problemerne være væk?

Nej! Chicagos bystyre har nemlig også vedtaget en regel som siger, at man slet ikke kan få et registreringsbevis til langt de fleste former for skydevåben.

Ja, det er smart. Chicago har rent faktisk et effektivt forbud mod våbenejerskab — lidt i stil med, hvad vi har her i Danmark.

Hvorfor har Chicago så det? Det har de fordi, at de gerne vil beskytte deres borgere mod “tab af ejendom og skade eller dødsfald på grund af skydevåben”; som det hedder til støtte for reglen i referatet fra det byrådsmøde, hvorpå forbuddet blev iværksat. Det var tilbage i 1982.

Otis er uenig. Han mener der var en dårlig idé med det forbud. Det virker nemlig ikke, siger han. Chicagos politi støtter ham. Han kan nemlig fremvise en officiel statistik der viser, at antallet af drab rent faktisk har været stigende siden våbenforbuddet trådte i kraft og at Chicago nu om stunder er en af de byer i USA med højest mordrate — som følge af skydevåben!

Og det med drabsforsøg og trusler har Otis selv været ude for adskillige gange. Han bor selv i et boligområde med mange drab og voldshandlinger. Havde han været yngre var han måske flyttet, men han er nu og engang i slutningen af 70-erne; men han ejer da et skydevåben. Et skydevåben, som han dog er nødsaget til at opbevare udenfor bygrænsen. Så den kan, når nøden er allermest nær, ikke være ham til megen hjælp.

Efter USAs højesteret afsagde dom i sagen D.C. vs Heller lagde Otis McDonald sag an mod Chicago. Forbuddet skal ophæves, mener han. I de lavere domstole fik han ikke medhold. Den føderale appelinstans var heller ikke med ham, men hér var begrundelsen dog ikke, at forbuddet var “OK”, men at den konkrete dommer ikke ønskede at give sig ud i en alt for højspændt forfatningsfortolkning. Det måtte være højesterets privilegium.

Og så endte sagden der.

McDonald vs Chicago: Forhistorien

I 2008 afsagde USAs (føderal)højesteret en afgørelse i sagen D.C. vs Heller. District of Columibia havde igennem mange år haft en regel, som direkte forbød folk i D.C. at have våben i deres hjem. En række personer, heriblandt Heller, mente, at denne regel var i strid med forbundesforfatningen (som jeg herefter vil kalde forfatningen).

Forbundsforfatningen indeholder nemlig i sit 2. tillæg en regel der siger, at alle har ret til at eje og bærer våben.

Spørgsmålet var dog, om denne regel også gjaldt D.C. Hér er det vigtigt at bemærke, at D.C. ikke er nogen delstat, men derimod et føderalt område, der i princippet er direkte underlagt Kongressen.

I forfatningens 14. tillæg er der en regel der siger to ting: Først og fremmest har alle amerikanere ret til en fair rettergang (due process); ligeledes har de ret til ikke at få deres ”privilegier” begrænset af ”the United States”. Disse to regler kommer jeg tilbage til i indlæget ”McDonald vs Chicago: 14. tillæg”. Pointen er, at man via disse to bestemmelser har lavet en forfatningsretlig regel der siger, at de rettigheder amerikanske borgere er tillagt efter forfatningen også skal respekteres af delstaterne.

Lad os lige tage den igen: Når du ser på USA skal du se på landet på to niveauer: Først og fremmest har vi delstaterne. De har deres egne forfatninger, som kan være forskellige og indeholde forskellige rettigheder. Disse forfatninger lever deres helt eget liv og kan sagtens begrænse en given rettighed, som andre stater vælger ikke at begrænse. Dernæst har vi føderalstaten, som også har en forfatningen. Det er den forfatning de fleste mennesker kender som ”amerikas forfatninge”. Mere eller mindre indtil man fik indført den 14. tillæg gjaldt de rettigheder, som forfatnignen nævner, kun overfor føderale myndigheder. Idéen er således, at føderalstaten ikke kan lave et våbenforbud – men det kan delstaterne. Eller det er ihvertfald det spørgsmålet var.

For i hvilke tilfælde binder en regel i den føderale forfatning delstaterne? Det er det, som både DC vs Heller-dommen og den aktuelle McDonald vs Chicago handler om.

Udgangspunktet i begge sager er, at der er en ret til at bære våben. Denne ret er garanteret på føderalt niveau, men er den også det på delstatsniveau? Kan delstaterne lave et effektivt våbenforbud?

I D.C. vs Heller var svaret et uomtvisteligt: ”Nej, det må man ikke”. Den regel der var i D.C. var i strid med den føderale forfatningen og derfor var den uvirksom.

Men da D.C. ikke er en delstat blev spørgsmålet, om også delstater var omfattet af denne begrænsning. I sin essens handler McDonald vs Chicago om hvorvidt forbundsforfatningens 2. tillæg også gælder for delstater.

Dernæst handler dommen om, hvilken bestemmelse i 14. tillæg, man vil bruge for at understøtte argumentet på. Dette er et i sig selv interessant spørgsmål, som fortjener et selvstændigt blogindlæg – hvilket det også får.

McDonald vs Chicago: Dommen

View this document on Scribd

Skydevåbensdommen udstiller forfatningshykleriet

Roger Pilon fra Cato Institute har lige en kommentar til McDonald vs Chicago-dommen fra i går, hvori USAs højesteret endnu engang slog fast, at retten til at bære skydevåben er en individuel rettighed — og således ikke er forbeholdt hverken føderal- eller delstaterne.

Dommen kommer næsten samtidig med, at USAs føderalsenat står overfor at skulle tage stilling til, hvorvidt Elena Kagan skal være højesteretsdommer eller ej. Det er disse høringer, som Roger Pilon fokuserer på i lyset af dommen:

The Supreme Court’s decision today that the Second Amendment applies against the states cannot be helpful to Democrats in the upcoming elections or to Elena Kagan in her confirmation hearings. Most Court-watchers expected the decision to come out as it did, yet the dissent by the Court’s four liberals speaks volumes. How could other rights in the Bill of Rights be good against the states, but not this right? Given the quality of their argument, the conclusion that the Court’s liberals are picking and choosing their rights on political grounds is inescapable.

And that issue will arise in the Kagan hearings, given some of her past statements about the Second Amendment. Will it block her confirmation? Probably not, given the numbers. But the discussion should illuminate the issue for the voters, and that’s good.

Retten til at bære våben er stadig en individuel rettighed

USAs højesteret afgjorde i går en retssag vedrørende retten til at bære våben. McDonald vs Chicago er sagens navn og mere præcist handlede den om rækkevidden af US-forfatningens 2. tillæg, jf. det14. Jeg gennemgik kort sagens umiddelbare indhold tilbage i januar 2009.

Spørgsmålet var om en by (Chicago) kunne opretholde nogle regler, der effektivt forbød besiddelsen af skydevåben. – Og dommen er dermed nært beslægtet med D.C. vs Heller., som jeg har skrevet massivt om tidligere.

Resultatet blev, at Chicago ikke kunne opretholde sine regler.

Retten til at bære skydevåben er en individuel rettighed, beskyttet af US-forfatningensniveau med virkning for både føderal- og delstatsmyndigheder. Retten til at bære våben er nu cementeret fast oven på den høje piedestal, hvorpå også den vidtrækkende amerikanske ytringsfrihed og ophævelsen af slaveriet er at finde.

I mine næste to tre indlæg kommer jeg nærmere ind på, hvad dommen reelt siger; og jeg garanterer, at min gennemgang vil være langt mere dybdegående, end den, som de danske medier har bragt.