Det mener det østrigsk-økonomiske webmagasin Økonomia. I en ny artikel kan man således læse, regulering af (læs: forbud mod) insiderhandel (eller misbrug af information) med aktier ret faktisk skulle være med til lægge en dæmper på aktiens såkaldte reelle kursudvikling, samt at den offentlige regulering i sig selv kræver “enorme ressourcer”.
Om det første er tilfældet skal jeg ikke kunne sige; og om det andet vil jeg henvise til den offentligt tilgængelige “litteratur”, der viser statens indtægter og udgifter. Den er frit tilgængelig, så det står enhver frit for at undersøge, om disse udgifter nu er så “enorme” som de påstås at være. Jeg selv tvivler på det – men det må være op til Økonomia at dokumentere det.
Som det nok kan ses, har jeg en lidt lunken fornemmelse over artiklen, som jeg ved første gennemlæsning ikke er meget enig i. Min umiddelbare uenighed vedrører som sagt ikke påstanden om, hvorvidt insiderregulering hæmmer en reel kursudvikling, men har til gengæld sin rod i en vis skepsis overfor den argumentationsform der benyttes. Den går nogenlunde således: En kort historisk gennemgang => hvordan er det i USA => kort om hvordan det er i EU/DK => nogle real life-historier fra USA => et citat fra Milton Friedman => en opsummering og derefter en konklusion: Man skal ikke regulere på området.
Jeg bliver nødt til at læse artiklen igennem igen for at komme med nogle mere uddybende kommentarer. Men jeg kan da ligeså godt sige det her, at jeg er noget skeptisk overfor at skulle drage paralleller fra US-reguleringen til EU/DK-reguleringen – bare sådan uden videre altså. Økonomia forlanger af mig, at jeg foretager et leap of faith, som jeg ikke umiddelbart er villig til at foretage uden nogen nærmere forklaring. Og hvorfor har man ikke taget udgangspunkt i netop EU/DK-reguleringen? Det forstår jeg ikke. Hvis det er den danske regulering man vil kritisere – og det er det vel, når man har skrevet en dansk artikel – hvorfor så ikke gøre det. Værdipapirhandelsloven er ikke en hemmelig lov.
Der er rigeligt dansk litteratur på området; punditokraternes Jesper Lau Hansen er f.eks. dokter på en disputats om netop informationsmisbrug.
Men det er alt sammen noget, som jeg vil komme tilbage til i et senere blogindlæg.
