Gastronomiens fjollede hieraki

Man skal passe på med at gå ind på Wikipedia; det ved de fleste studerende med hang til overspringshandlinger. Pludselig er der gået to timer og det man skulle havde lavet, ligger stadig, helt og aldeles ufærdigt, på bordet foran en.

I en stund som denne snublede jeg over en artikel om noget ganske fjollet. Gastronomiens hieraki. Ja, indenfor gastronomi har man åbenbart et hieraki. Grunden til at jeg egentlig faldt over Wikipedia-artiklen var, at jeg lige blev nødt til at slå ordet “foodie” op. En foodie er i øvrigt en person, som godt kan li’ mad; selvom han ikke indgår i gastronomiens hieraki (hvilket jeg i øvrigt ikke forstår).

Anyhooooeee: Alt efter hvor meget man kan lide og går op i mad og drikkevarer, har man en placering indenfor en af gastronomiens 6 klasser. Disse er:

  • Gastronome
  • Gourmet (A connoisseur of food and drink)
  • Friand (Epicure)
  • Gourmand (One who enjoys eating)
  • Goulu (Glutton)
  • Goinfre (Greedy-guts)

Gastronomen er ham/hende, der er mest nørdet med mam, mens ham/hende i bunden vel nok nærmest er på niveau med et lille bitte barn.

My take? Jeg synes det er fjollet.

Bagom SF’s nye profilering

Vimeo fandt jeg en video fra “det unge digitale idébureau” Wasabi hvori bureauet selv forklarer, hvordan man har været med til at vende op og ned på det billede, det danske vælgerkorps har af Socialistisk Folkeparti.

Videoen er ret kort og dermed også sagt, at jeg godt kunne havde tænkt mig en lidt mere dybdegående gennemgang af nogle af de idéer og målsætninger, der ligger bag SF’s nuværende profil. Så vidt ses, har dette firma haft en vigtig rolle at spille i denne profilering; og indrømmet: Jeg synes selv at nogle af de nye tiltag er ret gode. Når det kommer til udseende altså.

Her er videoen:

Selv damerne elsker Liberal Alliance. Hvor dejligt.

Jeg er snublet over en ny blog, som virker helt okay. Damefrokosten hedder den og jeg kunne godt forestille mig, at jeg ville kigge forbi engang i ny og næ. Se bl.a. deres indlæg om seneste udgave af Danmarks Radios tv-debatprogram “Debatten”, hvor Anders Samuelsen m.fl., klarede sig super-godt og forudberegneligt troværdigt overfor samtlige øvrige etablerede partier i Danmark, i en næsten time lang tour de force, som selv de største modstandere må tage hatten af for.

Damefrokostens blogindlæg afsluttes fint med bl.a. disse ord, som varmede mit hjerte:

“Men jeg synes, tiden er forbi, hvor en meget stærk skepsis i forhold til Liberal Alliance er den naturlige og fornuftige reaktion. Og latterliggørelse er slet ikke på sin plads.”

Bør det være tilladt at bedrive insiderhandel?

Det mener det østrigsk-økonomiske webmagasin Økonomia. I en ny artikel kan man således læse, regulering af (læs: forbud mod) insiderhandel (eller misbrug af information) med aktier ret faktisk skulle være med til lægge en dæmper på aktiens såkaldte reelle kursudvikling, samt at den offentlige regulering i sig selv kræver “enorme ressourcer”.

Om det første er tilfældet skal jeg ikke kunne sige; og om det andet vil jeg henvise til den offentligt tilgængelige “litteratur”, der viser statens indtægter og udgifter. Den er frit tilgængelig, så det står enhver frit for at undersøge, om disse udgifter nu er så “enorme” som de påstås at være. Jeg selv tvivler på det – men det må være op til Økonomia at dokumentere det.

Som det nok kan ses, har jeg en lidt lunken fornemmelse over artiklen, som jeg ved første gennemlæsning ikke er meget enig i. Min umiddelbare uenighed vedrører som sagt ikke påstanden om, hvorvidt insiderregulering hæmmer en reel kursudvikling, men har til gengæld sin rod i en vis skepsis overfor den argumentationsform der benyttes. Den går nogenlunde således: En kort historisk gennemgang => hvordan er det i USA => kort om hvordan det er i EU/DK => nogle real life-historier fra USA => et citat fra Milton Friedman => en opsummering og derefter en konklusion: Man skal ikke regulere på området.

Jeg bliver nødt til at læse artiklen igennem igen for at komme med nogle mere uddybende kommentarer. Men jeg kan da ligeså godt sige det her, at jeg er noget skeptisk overfor at skulle drage paralleller fra US-reguleringen til EU/DK-reguleringen – bare sådan uden videre altså. Økonomia forlanger af mig, at jeg foretager et leap of faith, som jeg ikke umiddelbart er villig til at foretage uden nogen nærmere forklaring. Og hvorfor har man ikke taget udgangspunkt i netop EU/DK-reguleringen? Det forstår jeg ikke. Hvis det er den danske regulering man vil kritisere – og det er det vel, når man har skrevet en dansk artikel – hvorfor så ikke gøre det. Værdipapirhandelsloven er ikke en hemmelig lov.

Der er rigeligt dansk litteratur på området; punditokraternes Jesper Lau Hansen er f.eks. dokter på en disputats om netop informationsmisbrug.

Men det er alt sammen noget, som jeg vil komme tilbage til i et senere blogindlæg.