I øjeblikket læser jeg Arthur Seldon

Jeg stå for at skulle et par dage udenbys og har i den forbindelse allieret mig selv med en bog, der indeholder nogle af Arthur Seldons skrifter. Det er bog seks i en serie af i alt syv bøger, som Liberty Fund har udgivet under serietitlen: ”The Collected Works of Arthur Seldon”. Den bog jeg er ved at læse hedder ”The Welfare State: Pensions, Health and Education” og handler, som navnet antyder, om velfærdsstaten.

The Welfare State

Bogen indeholder et par kortere artikler og så en bog-i-bogen. Skrifterne er fra 1956-1998 (så vidt ses) og er alle funderet i en grundlæggende afsky for velfærdsstatens bærende princip: Universalisme.

Ifølge Seldon er det et helt centralt problem, at velfærdsordninger er universalistiske. Når alle mennesker er omfattet af f.eks. en folkepensionsordning, mister de motivationen til selv at sparer godt nok op til deres egen alderdom. Konsekvensen heraf er, at velfærdsydelsen får samme udformning, som en skrue uden ende, idet ikke blot dem med det største behov, men også middelklassen og opefter, får en forventning om, at der også vil være en folkepension, når de en dag bliver gamle nok.

Udover den negative påvirkning på menneskers motivation, fører velfærdsordningerne også andre problemer med sig: For det første tager de ikke højde for at alle mennesker er forskellige og derfor har forskellig behov (one size fits all-modellen); dernæst finansieres ordningerne ved skatteopkrævning – noget, der hvis man tager den demografiske udvikling in mente, vil vise sig at være problematisk. Ligeledes er det noget af et paradoks, at dem der betaler til ordningen selv drager nytte af ordningen; med andre ord opkræves de penge i skat for derefter at få nogen af dem tilbage igen – men først efter, at de har været en tur rundt om den offentlige administration, med de administrationsomkostninger det så pådrager.

Jeg forventer at skrive lidt mere om bogen, når den er færdiglæst.

Velfærdsstaten er som en krykke

Velfærdsstaten er som en krykke. Hvis du har brækket benet er den god at gå med; men når benet engang er vokset sammen igen, er den bare en belastning.

Frit efter Arthur Seldon.

Sundhedsreformen: Den er uden tvivl upopulær, men er den også ulovlig?

Peter Kurrild-Klitgaard har i Berlingerne et skriv om US-præsident Barack Obamas sundhedsreform. For lige at tage den her, så er det selvfølgelig ikke ”Obamas sundhedsreform”, men derimod Kongressens, jf. den tredeling af magten, som man – til nok stor overraskelse her i Danmark – rent faktisk har en praktisk betydning i USA.

Følger man med i andre medier end de danske vil man også vide, at sundhedsreformen er kolossalt upopulær i USA. I strid med præsidentens egne valgløfter, er den vedtaget bag lukkede døre og ikke i offentligheden. Og den 31. marts kunne analysebureauet Rasmussen Report således berette, at 54 % af amerikanerne mente, at sundhedsreformen ville forringe – gentager: forringe – kvaliteten af sundhedsydelser i USA. Hele 57 % mente, at deres private sundhedsomkostninger ville stige, hvis reformen blev vedtaget. Det er ikke så lidt endda.

Så når mennesker som Ulla Therkelsen toner frem på skærmen og fortæller, at det er helt sensationelt godt, at denne sundhedsreform er trådt i kraft osv., prædiker de primært egne holdninger og undlader helt at referere fakta. Hvordan det så kan være tilfældet er en anden historie; men mon ikke det har noget at gøre med, at de skandinaviske journalister i USA har en latent forkærlighed til statsstyrede sundhedssystemer fordi det nu og engang er den type af systemer, som de selv kender bedst.

Kurrild-Klitgaard kommer også ind på den hvor upopulær reformen er i USA. Men hovedvægten ligger nu på de konstitutionelle problemer, der medfølger reformen.

Som jeg selv tidligere har blogget om, så risikerer amerikanere, der vælger ikke at tegne en sundhedsforsikring, at blive stillet for en dommer og smidt i fængsel, fordi de har valgt ikke at være forsikret. Bemærk i den forbindelse, at der blot er tale om en sundhedsforsikring og ikke en ansvarsforsikring. Man kan med andre ord ryge i fængsel for ikke at tegne en forsikring, der i sidste ende kun vil gavne en selv.

Dette er muligvis i strid med forbundsforfatningen; som netop ikke lægger op til, at forbundsstaten skal detailregulere delstatsborgernres dagligdag — dette er delstaternes prærogativ.

Ansvarsfrie udtalelser på TV

På TV2 News er der et program der hedder “Presselogen”, der markedsføres som det sted, hvor landets chefredaktører på bedste katolske vis, bekender deres synder. Hvor meget bekendelse der er i programet kan dog diskuteres; programmet er som jeg ser det, primært et debatprogram, hvor kommentatorer kommenterer andre kommentatorer. Men det er da okay at se på.

I programmet er der et segment, hvor de tager imod spørgsmål og forsøger at svare på dem. Og jeg har tilladt mig at indsende ét, som omhandler TV-nyhedernes nok største problem: Den totale mangel på at stille personer til ansvar for deres ytringer.

Her er hvad jeg har indsendt:

Det er vistnok blevet normen, at man i TV har eksperter i studiet for at udlægge en sag, eller stiller om til journalister indenfor et særområde (f.eks. når man stiller om til dagbladet Børsen), når man skal fortælle en historie herfra. Det er alt sammen meget fint; der er intet i vejen med at gøre brug af eksperter osv. Men ofte er det næsten som om, at det udvikler sig til ren og skær mikrofonholderi.

Når man f.eks. har en økonom i studiet for at forklare, hvorfor en EU-hjælpepakke til Grækenland er en god idé, hvorfor stiller man ham så ikke spørgsmålet ”hvorfor?” Det sker utroligt sjældent, at man rent faktisk stiller en ekspert o.l. til regnskab for hans/hendes udtalelser. Hvordan kan det være? Hvis han er ekspert, så må han da forholdsvist enkelt kunne forklare hvorfor tingene er som de er — i stedet for bare at konstatere at tingene nu og engang er som de er og vil flaske sig på en bestemt måde.

Et andet eksempel kunne være, når man stiller om til en journalist på børsen, som kan berette, at aktie X er faldet pga. begivenhed Y. Men hvorfor er det sådan? Stil dog spørgsmål!

Med andre ord: Hvad er årsagen til, at man altid tager en eksperts ord for gode vare og aldrig spørger ”hvorfor”?

Lad os så håbe på, at der kommer et svar.

En lille vittighed

Heaven is Where:
The Police are British,
The Chefs are Italian,
The Mechanics are German,
The Lovers are French and
It’s all organized by the Swiss.

Hell is Where:
The Police are German,
The Chefs are British,
The Mechanics are French,
The Lovers are Swiss and
It’s all organized by the Italians.”