Lad mig lige viderebringe dette lille skriv af den (totalt über-seje!!!) tjekkiske præsident Václav Klaus: “When Will the Eurozone Collapse?” hedder det.
Gider du ikke læse den, så er konklusionen denne:
[T]he European monetary union is not at risk of being abolished. The price of maintaining it will, however, continue to grow.
Man bliver så træt af at høre på den pro-palæstinensiske lobbys åh-så-hjertenskærende beklagelser i fjernsynet; mens de demonstrerer i nærheden af Israels ambassade i Danmark. Så hult det lyder; næsten som dengang i de gode gamle dage, hvor USSRs danske 5. kolonne gjorde det samme udenfor den amerikanske ditto.
Her er et par videoer, som IDF har lagt ud på YouTube. De viser hvordan de såkaldt fredfyldte blokadebrydere går til angreb på IDF-styrkerne, da deres skib blev bordet.
Så hvordan skal vi sige stillingen er p.t.?
1 point til Israel for at have lagt beviserne ud på nettet,
0 point til Frit Palæstina-bevægelsen for at blive taget i deres egne, fede løgne.
Jeg var en kort stund ganske betaget af Ayn Rand, hendes politiske filosofi “objektivismen” og hendes bøger. Hendes bøger stadig (rigtigt) gode og bør læses; og hendes pointer for mig at se nærmest evigt gyldige. Mellemregningerne derimod…
I en nøddeskal er objektivismen et tankesæt, der forsøger at forklare, hvorfor man skal forsage det bestående (læs: socialistiske) system og erstatte det med et frit samfund. “Forsøger” fordi, at det system Ayn Rand stabler på benende ikke er et frit samfund i den gængse forstand, men vel nærmest en art kreativt værksted, baseret på en spartansk overlevelsesfilosofi.
Ayn Rands påtænkte samfundsstruktur er ligeså lidt liberalisme, som Hans Hermann-Hoppes er det.
Case in point kunne f.eks. være Rands og objektivisternes holdning til intellektuel ejendom. Et område, hvor man nærmest forguder det statssanktionerede monopol. Eller måske fornægtelsen af, at et væsentligt karakteristikum for menneskets udvikling netop er viljen og evnen til at være sociale og indgå i fællesskaber – og at selv ufrivillige fællesskaber historisk set har været med til at drive den menneskelige civilisation frem.
Den kreative tanke er unægtelig menneskelig og individuel; egoistisk om man vil. Udvikling skabes af mennesker, der handler sammen i et fællesskab, og ikke af institutioner – men de skabes indenfor et institutionelt paradigme og på baggrund af en fælles historie.
Konservativ Reaktions Peter Nørgaard har skrevet en form for anmeldelse af den vulgære ungdomsfilm Døde Poeters Klub, der i min egen verden er ligeså dårlig og ligegyldig, som den danske historie/bog/film om “livet” i og omkring Metropolitanskolen i København (titlen har jeg forlængst glemt).
Hvad handler filmen så egentlig om? P.N. giver svaret:
Filmens budskab gøres klart allerede fra filmens første minutter, og herefter er der ellers lagt op til en ørkenvandring af de helt store. For os andre, filmens tilskuere, er filmen vel nærmest fordummende i sig selv. Vi får aldrig noget at tænke over, vi præsenteres heller ikke for et egentligt alternativ. Vi får at vide, at vi skal ”leve mens vi gør det, og elske mens vi tør det”, for nu at bruge Piet Heins gamle citat, og herefter er vi så tvangsindlagt til budskabet om at alle afvigelse over fra denne æstetiske rettesnor er reaktionært, konservativt og mere eller mindre totalitært.
Dette er ikke meget anderledes end den så famøse Hamas-kanin – bare med omvendt fortegn.
Det tidspunkt i historien, hvor amerikanerne udskiftede de konføderale idealer med de føderale var i sandhed en trist stund for en nation, født i frihed. Til trods for en velformuleret kritik af konføderalismen og fortale for føderalismen, som man f.eks. finder den i Alexander Hamiltons Federalist Papers, ændrer de flotte ord ikke på de allerede skrevne – og især ikke, når de står i den amerikanske forfatning.
I forfatningen står det klart og tydeligt hvad den føderale kongress har kompetence til; lidt på samme måde, som man har forsøgt sig på i den nuværende EU-traktat. Men til forskel fra EU-systemet, som har meget magt på papiret, har den amerikanske føderalstat et yderst begrænset område, hvori den kan undertvinge delstaterne og disses borgere sine befalinger… Hvis man altså respekterede forfatningen, som den var skrevet.
Siden sydstaterne tabte borgerkrigen har udviklingen i USA været i føderalisternes favør. Derfor kommer man også galt af sted, når man siger, at føderale regler mod racisme er forfatningsstridige; som Ron Pauls søn Rand Paul sagde for ikke så lang tid siden.
Så faldt alle føderalisterne over ham; og Washington Post har (ikke overraskende) også støvet de store ord af for at komme med verbale skud over boven. Men som man siger:
“You can bend it and twist it… You can misuse and abuse it… But even God cannot change the Truth.”
