For dem der lyster har jeg endnu engang en artikel på det liberale forum/netmagasin Liberator.dk. Den hander helt grundlæggende om aftalefrihed. Læs den på liberator — eller lige her:
Er det liberalt at lovgive om arbejdstider og mindsteløn?
Svaret på overskriften: Som helt klart udgangspunkt, nej. Og lad mig lige tilføje et “!”.
Er man liberalist, vil man vende sig imod lovgivning om arbejdstider og mindsteløn. Det vil man fordi, man som liberalist 1) ved at markedsøkonomien er det økonomiske system, der a) er mest naturligt for mennesker, da det “efterligner” menneskelig adfærd, og b) er det system, der sikrer den mest effektive målopnåelse (målet er almindelig menneskelig ”lykke”), samt 2) fordi lovbundne regler på området ændrer på helt almindelige og allerede indgåede ansættelsesaftaler. Aftaler som netop er indgået, fordi der er aftalefrihed.
På jurastudiets første år lærer man, hvordan aftalefriheden gennem tiden – men mest af alt indenfor de seneste 100 år – er blevet forringet mere og mere. Den mest primitive regulering — at aftaler skal holdes, med mindre de strider mod lov (f.eks. aftaler om lejemord) eller ærbarhed (f.eks. at modparten ikke overholder sin del af aftalen) — er nu om stunder suppleret af et væld af regler og ikke mindst generalklausuler, der har det tydelige formål, at lade domstolene fastsætte, hvad to mennesker har aftalt; med den twist at domstolene kan “censurere” i en aftale og f.eks. fjerne visse såkaldt byrdefulde klausuler, hvis man mener, at den ene part er mere svag end den anden. Og så er der selvfølgelig hele det nye forbrugerområde, der er baseret på en arkaisk tanke om, at man som privatperson er “svag”, når man køber en brødrister, og at sælgeren derfor skal have en ringere beskyttelse under loven, end havde han selv været privatperson; et synspunkt, der er mere socialistisk-moralsk bestemt end empirisk understøttet.
Ingen regel uden modifikation. Derfor er der, som også nævnt, en mulighed for at, at man skal kunne lovgive sig ud af uhensigtsmæssige situationer. Det er der i princippet heller ikke noget galt i. Intet samfund kunne overleve, hvis det f.eks. blev en kutyme, sådan i flæng at udtage lejemordskontrakter på hinanden. I en sådan (meget tænkt) situation, ville en lovregulering være passende. Det ville den være, fordi det a) er umoralsk at slå eller få slået et andet menneske ihjel, og b) er en nærmest naturstridig ting (læs: anti-evolutionært) sådan at slå sine stammefæller ihjel (dette gælder selvfølgelig ikke ikke-stammefæller, som det historisk set, har været i orden at dræbe).
Men der er en grænse og spørgsmålet er, hvor den skal trækkes. Et samfund er kendetegnet ved den spontane orden. Det ved vi fra Hayek. Spørgsmålet om grænsedragningen er dermed også et spørgsmål om, hvor langt vi er villige til at gå i vores indgriben i denne orden. Hvornår bliver samfundets naturlige orden unaturlig?
Antager man, at der er en konsensus om, at det ikke er i orden at slå sin nabo ihjel og bliver drab sanktioneret af lokalsamfundet gennem sædvanebestemte kutymer, så er der i princippet intet i vejen for, at man skulle “ophøje” denne sædvane til skreven lov; da skreven lov (igen pr. tradition) anses som mere tungtvejende end kutymer. Loven er jo blot udtryk for noget, der allerede gælder i forvejen.
Men hvad nu hvis vi sagde, at mennesker ikke måtte arbejde mere end 37 timer i en anden mands tjeneste. Ville dette være i overenstemmelse med de allerede gældende regler? Måske – måske ikke. Højst sandsynligt er der ikke nogle faste regler på området; arbejdstidsregler er typisk noget, som man har indført gennem lovgivning uden nogen hensyntagen til de etablerede normer. Der er flere problemer med en sådan regel:
1. Hvis der ikke er nogle regler på området har folk lov til at arbejde mere end 37 timer, hvis de enten har lyst til det, eller hvis de orker det. Hvad er der dog galt i det? Bare fordi man arbejder mere end 37 timer er der jo ikke tale om slaveri; man får jo, trods alt, penge eller andre goder for sit arbejde.
2. Hvor kommer de 37 timer fra? Er der en norm der siger, at 37 timer er særligt ideelt, det kunne måske være, at en guddom engang havde åbenbaret, at man ikke måtte arbejde i længere tid, eller er det bare et arbitrært fastsat tal? Højst sandsynligt det sidste.
3. Hvis man ikke må arbejde mere end 37 timer, vil en ansættelsesaftale imellem to personer der siger, at den ene skal arbejde 37,5 time for den anden, være ulovlig. Begge parter vil således være kriminelle og i princippet kunne straffes, hvis krænkelser er strafbelagte.
4. Det er tale om ressourcespild, hvis politiet skal lave ”dyneløfteri” i alle landets virksomheder.
5. Der er tale om et skridt på vej mod en politistat, da politiet med ét får kompetence til at foretage arrestationer af mennesker, der p.g.a. en lovbestemt ændring af lovligt indgåede aftaler nu betragtes som kriminelle. Og kriminelle skal som bekendt retsforfølges.
Der findes mange flere grunde.
Vil man have læse et konkret eksempel fra området, hvor USA’s højesteret rent faktisk gik ind og kendte noget delstatslovgivning om netop arbejdstider og mindsteløn ugyldig ud fra det liberalt kapitalistiske doktrin om aftalefrihed, skal man kigge nærmere på den såkaldte Lochner-periode.
En central dom er Lochner versus New York, hvor både sammenskrivningen (syllabus) og dommer Peckhams begrundelse med fordel kan læses. Der er tale om noget rigtigt ”guf” med gode, sunde argumenter, som kan bruges, hvis man kommer til at diskutere emnet med sine venner eller fjender.
Bryan Caplan 
