Jeg snublede lige over denne amerikanske politiske video på YouTube, som helt klart et en af de bedre – med teatralsk melodrama, blød violin og alt hvad der sig dertil hører:
Opdatering: Okay, det ser ud til, at man skal hoppe ind på selve YouTube for at kunne se den.
Hvis du troede det var bøvlet at oprette et trossamfund, skal du tro om igen. Faktisk kræver det blot, at du udfylder en enkelt blanket, frankere og poste den til Familiestyrelsen og et uafhængigt udvalg herunder. Så behandler de sagen og venter tilbage til dig med besked om, hvorvidt din ansøgning er blevet godkendt eller ej. Det er faktisk slet ikke så bøvlet, som man nok kunne havde forventet i et land, hvor skrankepaveri ikke længere er et skældsord. Men som det (helt korrekt) hedder sig:
Religions- og trosfriheden sikrer det enkelte menneskes ret til at vælge og fravælge en religiøs livsanskuelse og organisationers ret til at bekende deres lære og udføre deres ritualer. Denne frihed indebærer ikke krav på offentlig godkendelse af alle organisationer, der hævder at være af religiøs karakter.
Bevares, det ville havde været mere enkelt hvis man bare kunne oprette et trossamfund sådan uden videre – og det er der jo for så vidt heller ikke nogen der stopper en i – men med denne godkendelsesprocedure, sikrer man sig, at de administrative fordele m.v. (f.eks. at kunne vie mennesker) man har som trossamfund, kun opnås efter en vis statslig forhåndskontrol. Og det kan jeg som sådan ikke have det fjerneste imod. I øvrigt sondrer man betegnelsesmæssigt imellem “godkendte trossamfund” (som kan vie mennesker) og “religiøse samfund” (som er trossamfund, der ikke kan vie mennesker, men som stadig har de skatteretlige fordele) og et par andre betegnelser af mindre betydning.
Man kan på den anden side heller ikke fornægte, at den statslige godkendelsesprocedure også har en vis negativ effekt på udbuddet af religiøse tilbud på markedet. Ser man på listen over trossamfund kan man hurtigt se, at der rent faktisk ikke er så mange steder alligevel, hvor man kan købe sig til frelse i efterlivet. Hvis man er sådan lidt uforstående overfor religiøsitet er der selvfølgelig ikke det fjerneste galt heri. Man begrænser jo, når alt kommer til alt, antallet af religiøse tosseanstalter. Hvilket i sig selv er en uhyre positiv kvalitet ved systemet.
Det spændende spørgsmål i denne anledning er, hvornår et trossamfund kan siges at have en “religiøs karakter”. Igen fra Familiestyrelsens hjemmeside:
Et trossamfund må være baseret på en bestemt religion. Religionsbegrebet er imidlertid langtfra klart. Det er historisk udmøntet i Europa og associeres især til de monoteistiske skriftreligioner. Men en så snæver begrebsanvendelse indebærer brud med pluralismens principper. Begrebet hviler ikke på objektive kendetegn, og der kan ikke henvises til en autoritativ, videnskabelig definition. Der pågår endda en omfattende debat blandt religionsforskere om fænomenets afgrænsning og vigtigste kendetegn.
Hvordan kan et offentligt organ, der skal træffe sine beslutninger på baggrund af fakta, egentlig tage stilling til, hvorvidt et trossamfund har religiøs karakter? Jeg har svært ved at se hvordan. Og godkendelsesproceduren er da også, fremgår det ligeledes, mest af alt en øvelse udi afvejning af forskellige hensyn overfor hinanden. Det synes jeg ikke er så hensigtsmæssigt.
Via Niclas Berggren.
I stedet for at genfortælle tekstens hovedpunkter, vil jeg blot overlade Dem med denne afsluttende passage fra et nyt og ganske fyldestgørende stykke tekst fra American Enterprise Institute. For der er jo sagt meget om Grækenland og Euro’en – men sjældent noget fornuftigt – og dette er undtagelsen:
It would seem that Europe’s interests would be better served if its policymakers were to recognise the basic flaws in the eurozone concept as patently revealed by the outsized internal and external imbalances of its Club Med members. The fact that the euro’s founders deliberately omitted the mapping out of an exit strategy from the euro does not mean that the arrangement will not be torn asunder by the insuperable vulnerabilities of its peripheral member countries. Better that the eventual break-up of the euro in its present form occurs in a well thought out manner than in a disorderly fashion driven by market forces.
Mere tydeligt kunne jeg ikke selv sige det.
Jeg blev lige nødt til at dele det her:
