Jeg er lige faldet over en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen om et emne, der engang betog mig meget og som har en vis relevans for et blogindlæg om due process-klausulen i USAs forfatning, som jeg lægger på bloggen i morgen. “Også Alf Ross lod sig regere af de døde” hedder artiklen (UfR 2010B.10), som korrekt påpeger, at selv de største proponenter for et synspunkt, selv kan have svært ved at efterleve det. Og selvom man skulle mene, at den der ged nu måtte være barberet, så er artiklen god læsning, til når man ikke lige har andet at tage sig til.
Månedsarkiv: februar 2010
Problemet med Euroen
It’s a problem of the EU’s own making, of course: had they tried to design the Euro as a stable and solid currency for the whole region, they would have just re-branded the Deutschmark, and they certainly wouldn’t have let Greece in. Indeed, they probably wouldn’t have let Italy in. But no, the Euro was designed not as a currency but as a testament of political faith in the Union.
The central values of civilization are in danger
The central values of civilization are in danger. Over large stretches of the Earth’s surface the essential conditions of human dignity and freedom have already disappeared. In others they are under constant menace from the development of current tendencies of policy. The position of the individual and the voluntary group are progressively undermined by extensions of arbitrary power. Even that most precious possession of Western Man, freedom of thought and expression, is threatened by the spread of creeds which, claiming the privilege of tolerance when in the position of a minority, seek only to establish a position of power in which they can suppress and obliterate all views but their own.
Fra Mont Pelerin Selskabets statement of aims. Og det er lige så rigtigt i dag, som det var i 1947.
Offerløse forbrydelser er også noget makværk
Offerløse forbrydelser er noget makværk
Mit forrige indlæg handlede om den selektive håndhævelse af knivforbuddet og jeg vil gerne fortsætte lidt i samme emne; som man vel kan siges at være nedbrydningen af lovenes værdi. For ingen steder er dette vel mere tydeligt, end når det kommer til offerløse forbrydelser.
At have heroin på sig eller at køre uden sikkerhedssele er eksempler på offerløse forbrydelser. I nogle lande er det forbudt at være homoseksuel eller at være prostitueret; dette er også offerløse forbrydelser. Kendetegnet ved denne kategori af forbrydelser er altså, at de kræver i hvert fald én villig deltager (forbryderen). At køre uden sikkerhedssele er noget man får en bøde for; uagtet at man selv eventuelt kommer til at lide en skade. Det er jo lidt vanvittigt.
Det er intet under at det er svært at håndhæve denne type af regler. De eneste gange man få en bøde for ikke at køre med sikkerhedssele er jo netop i de sporadiske trafikkontroller, eller hvis man bliver taget i at køre lidt hurtigere end tilladt.
Selvfølgelig kan man ikke udelukke, at visse offerløse forbrydelser håndhæves meget nidkært. Men størsteparten lever et stille liv og trækkes kun frem, når de ved et tilfælde opdages. Så det er heller ikke noget under, at så mange mennesker gennem tiden har fremsat en modvilje mod lovgivning af denne type – og enhver sand liberal tilhænger af retsstaten er da også imod.
Den selektiv håndhævelse af knivforbuddet er noget makværk
I Danmark er det forbudt at gå med kniv. Det står der nemlig i våbenlovens § 4:
På offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende er det forbudt at bære eller besidde kniv eller dolk, medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål.
Det danske knivforbud bliver selektivt håndhævet
Det lille ”og lignende” betyder, at man f.eks. ikke må have en kniv i sin bil – når bilen altså er på et offentligt sted, hvilket de fleste biler med nummerplader på vel må antages at være. Er man dog en af de heldige, som ejer en foldekniv med en klinge på højst 7 cm, kan man slippe for tiltale; men ellers er man en værre forbryder.
Udover at være komplet stilforvirret, er man således en forbryder, hvis man bærer en kniv til pynt (f.eks. hvis man er sækkepibespiller eller grønlænder). Ja det er heller ikke tilladt at bærer kniv udelukkende med henblik på forsvar, selvom det vel egentlig stemmer OK overens med den våbenholdning der er her til lands.
Problemet med bestemmelsen er ikke i sig selv det den forbyder, men den måde den forbyder det på. For hvad er egentlig et ”anerkendelsesværdigt formål”? Det er op til domstolene at afgøre. Det må antages at det er anerkendelsesværdigt for en spejder at gå med dolk; men hvad med ham der lige har købt en kniv og som skal transportere den hjem? Er det lovligt? Ja, hjemtransporten er – men hvad nu hvis han laver et lille pit-stop nede i kiosken for at købe en pakke smøger? Skal vi straffe ham for det? Måske!
Det er anklagemyndigheden der har bevisbyrden for at man har handlet ulovligt, og de vil alt andet lige tage udgangspunkt en normalsituation. Desværre for en række danskere har man set, at det ikke er normalt at have en hobbykniv liggende i bilen; de bliver nemlig straffet.
Man kunne sige at der ikke er noget at komme efter her. Alle ved at man ikke må have en hobbykniv på sig og hvis man har det, så skal man straffes. Det synspunkt er jeg principielt og helt generelt set enig i. Problemet er bare det, at sådan ligger landet ikke.
Rigsadvokaten, der er den øverste anklagemyndighed her i landet, meddelte nemlig den 6. oktober sidste år, at en lang række knivsager ville blive stillet i bero.
Rigsadvokaten har besluttet at stille en række sager om ulovlige knive i bero. Det drejer sig blandt andet om sager, hvor der er berettiget tvivl om, hvorvidt der foreligger særligt formildende omstændigheder…Rigsadvokaten understreger, at landets anklagere fortsat vil retsforfølge klare overtrædelser af forbuddet mod at bære kniv på offentligt tilgængelige steder.
Det her er hvad man kalder selektiv håndhævelse; og det er noget værre makværk.
Vi har her at gøre med et stykke lovgivning, som er strikt formuleret og så en anklagemyndighed der siger, at den kun vil håndhæve loven i visse grovere tilfælde. Det ikke bare lyder, det er temmelig arbitrært, og jeg er ret så sikker på, at dette netop var et af de tilfælde man tænkte på, da man opfandt begrebet ”retsstaten”.
I mange tilfælde er det helt fornuftigt at have en strikt formuleret lovgivning og man skal da heller ikke fortænke lovgiver i at lave strikte formuleringer. Deres intentioner er jo, som sådan, ikke onde. Men efter at have hørt på den ene og den anden politiker sige i dagspressen, at det skam ikke var meningen, at hr. og fru Danmark skulle ind og sidde for at have haft en hobbykniv i bilen, så er det helt på sin plads at konkludere, at lovgiver har lavet en fejlformulering i loven.
Man har været for strikt og dermed for upræcis.
Konsekvensen af strikt formuleret lovgivning, som efterfølgende håndhæves selektivt, er tydelig og skræmmende: Politiet og anklagemyndigheden har arbitrært have mulighed for at håndhæve loven; og i de tilfælde hvor de mener en person skal straffes, kan de slæbe vedkommende for en dommer og dér fremlægge sagen i vished om, at de nok skal få medhold. Selektiv håndhævelse eller ej: Handlingen var jo ulovlig. Det står der jo sort på hvidt i loven.
Dette er retsusikkerhed som hindrer forudberegnelighed – og dét er så uliberalt som noget kan være.
