Bestilling af nye nummerplader: Et indblik i statens selvbetjeningsløsninger der ikke virker

Statsmagten er meget forhippet på “selvbetjening over internettet”. Selvbetjening er også rigtigt smart. Potentielt vil jeg som borger have mulighed for at kunne ordne alle mine mellemværender med det offentlige, online og med min digitale signatur. Potentielt altså.

For selvom danske politikerer ynder at fortælle, at Danmark er det land i Verden, der er længst fremme med selvbetjening, så er de gængse selvbetjeningsløsninger mildest talt latterlige. Og her tænker jeg ikke på den digitale tinglysning, men på alle de andre løsninger, som man kommer i kontakt med, når man gerne vil en lidt større herre over sagerne. F.eks. dét at rekvirere en ny nummerplade til sin bil, hvis den ene er faldet af i snevejret, eller at bestillet et nyt pas.

Jeg var ude for det førstnævnte her for ikke så længe siden. Her har SKAT en selvbetjeningsløsninger hvorigennem man kan bestille en ny nummerplade; sådan markedsføres det ihvertfald. Man logger ind med sin digitale signatur på SKAT.dk og så skulle man ellers bare tro, at man skulle udfylde en elektronisk formular for at bestille nummerpladen, betale med sit dankort og så vente på, at nummerpladen kom med posten. Sådan er det selvfølgelig ikke.

Man starter med at logge ind med sin digitale signatur. Derefter kan man forholdsvist hurtigt finde en side hvor der står, at man kan bestille en ny nummerplade. Der udfylder man en formular og betaler derefter for den nye nummerplade med sit dankort. Så langt godt.

Derefter springer kæden helt af. For efter alt den elektroniske formular er udfyldt og pladen betalt, og selvom man er logget ind med en digital signatur (for christs sake!) skal man nu printe formularen ud, underskrive den og derefter indlevere den til SKAT. Ja, selvom man er logget ind med en digital signatur, som i mange andre sammenhæng helt fint kan bruges til at signere dokumenter med, vil SKAT have, at jeg skal spilde min tid og min printertoner med at printe et stykke papir ud, underskrive det og bruge tid på at indlevere den til SKAT. Hvorfor dog ikke bare lade mig underskrive den online? Ligesom jeg f.eks. gør med mine aftaler med min bank?

Der er endda en lille twist, som gør situationen mere absurd. For da jeg fik indleveret formularen kunne den rare dame ved SKAT fortælle mig, at jeg ikke kunne indlevere den. Hvorfor, spurgte jeg? Fordi den ikke var ledsaget af den rigtige attest!

Hvilken attest, spurgte jeg. For inde på SKATs selvbetjening var der ikke nogen attest; jeg havde gjort alt hvad jeg skulle. Til punkt og prikke. Udfyldt blankette, betalt, printet, underskrivet og indleveret. Hvad mere skulle jeg dog gøre?

Jo, det SKAT ville have var, at jeg skulle finde en helt anden attest; printe den ud, sætte et énkelt kryds på den, underskrive og så — selvfølgelig — indlere den til SKAT. For den kan heller ikke udfyldes online.

Grunden til at denne attest skal udfyldes er, at SKAT gerne vil have, at jeg sætter et kryds i et felt hvori der står, hvad der er sket med den gamle nummerplade. Ja, det har SKAT en selvstændig attest til, som ikke er en del af den blanket man skal udfylde, når man bestiller en ny nummerplade.

Hvor er det dumt. Og hvor er det tåbeligt, at SKAT slet ikke nævner denne attest i forbindelse med, at man udfylder bestillingsblanketten! Den eneste måde man kan finde attesten på er, at gå ind på en meget lang liste på SKATs hjemmeside og så prøve om man kan finde den. Det er iøvrigt ikke en nem opgave.

Denne løsning har intet med selvbetjening at gøre. Og det er det samme når det kommer til rekvirering af nye pas og en lang række andre ydelser fra staten. Det er næsten som om, at de bevidst modarbejder en.

Min totale forvirring om Politikens aftale

Politiken har indgået et forlig med otte organisationer, som angiver at repræsentere efterkommere af den muslimske købmand og profet Muhammed. Dagbladet mener angiveligt, at det er på sin plads at indgå et sådant forlig; så fred være med det.

Da jeg ikke er en del af Politikens redaktion, kan jeg selvfølgelig ikke gøre nærmere rede for de bevæggrunde, som man har haft for at indgå forliget.

Men det skal da nævnes, at jeg selv finder det noget betænkeligt at indgå nogen som helst aftale med en organisation, der påstår at repræsentere en gruppe af mennesker, forenet af én fælles forfader, som afgik ved døden for 1500 år siden. Hvordan kan disse organisationer dog være berettiget til at indgå aftaler, i profetens navn underforstået, den dag i dag? Hvad får Politiken ud af det? Og hvad får disse organisationer ud af det? Og måske endnu mere vigtigt: Hvorfor pokker findes der organisationer som disse?

Fællesskabslæsning/-debat af Burke

Der er lagt op til den store gennemgang af Edmund Burkes værk Reflections on the revolution in France i den nye studiegruppe Occident på Aarhus Universitet (Facebook-gruppen findes her). Blandt bagmændene til gruppen er Christian Skov, som nogen nok vil kende fra den udemærkede blog Konservativ Reaktion og jeg er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at der primært vil blive gennemgået værker af konservativ karakter. Men det gør nu ikke så meget; hvis bare stemningen er i orden og der er mulighed for at få kaffe et sted.

Jeg har ihvertfald påtænkt at dukke op til det første møde, som afholdes d. 4. marts. Læsestoffet er, så vidt ses, første afsnit – omtrent 100 sider -ovennævnte skrift af Burke, som i øvrigt kan hentes gratis fra Online Library of Liberty — hvilket man nok burde kunne finde tid til. Selv har jeg kun skimtet visse passager af skriftet igennem fra tid til anden; så det vil helt sikker blive spændende at få vent denne klassiker.

Nu med en specialeblog på metaniveau (eller sådan noget)

Som det er nogen bekendt, er tiden ved at være nået dertil, hvor det sidste stykke såkaldte akademiske håndarbejde skal laves: Specialet — en ond tekstopgave, som 80′ernes fire- og trekløverregeringer mente, at alle akademikere, ikke blot humanisterne, skulle skrive, i forbindelse med, at de gjorde deres uddannelser færdige.

For at gøre det hele lidt mindre træls, har jeg besluttet mig for at lave en specialeblog. Den kan læses her. Men før du går igang så a word of caution, om man vil: Der er ikke tale om en blog ligesom denne, men nok snarere en art twitter-wordpress-hybrid, der er baseret på, at jeg poster enten små updates, links eller citater (muligvis et billede eller to) og ikke teksttunge indlæg; ensige indlæg på dette indlægs størrelse. Alle indlæg siget noget om den proces jeg er i, men jeg forestiller mig ikke, at de kommer til at handle om det emne, som mit speciale handler om. Metablogging er nok en korrekt beskrivelse.

Verden fra min altan vil selvfølgelig stadig blive opdateret!

Nyt om Microsofts valgmulighedsskærm

Microsoft og Europa-Kommissionens CC-DG har altid haft et… øhmm… produktivt forhold; altså hvis man ser på mængden af papir den ene har sendt til den anden og omvendt. Som det nok er nogen bekendt, var Kommissionen først efter Redmond-virksomheden i forbindelse med en påstået bundeling af Windows Media Player med Windows; en sag som Microsoft tabte og efterfølgende var tvunget til at lave en N-version af Windows for at afhjælpe. Denne N-version af Windows inkluderede ikke Windows Media Player; og det er nok de færreste der har den installeret på deres maskiner, eftersom de fleste mennesker køber deres Windows-software i en OEM-version, der følger med ens hardware.

En nyere sag handlede om Internet Explorer. Hér er man nået frem til, at Microsoft skal inkludere en “valgmulighedsskærm” i Windows som gør, at man som bruger, når man installerer Windows, har muligheden for at undlade at installere Internet Explorer og måske istedet kører med f.eks. Goggle Chrome (en suveræn browser!), Firefox eller (den vattede) Opera.

En sidebemærkning: Hele idéen med valgmulighedsskærmen stammer faktisk fra Microsoft selv. Det var en af de idéer der blev bragt på banen, i de amerikanske anti-trust-sager i 1990′erne, men som blev afvist af myndighederne på den anden side af atlanten. Hér mente man ikke, at det var nødvendigt.

Har man Windows 7 kan man afinstallere Internet Explorer uden at det ødelægger ens Windows. Det er en god nyhed og man kunne mene, at denne mulighed ville gøre valgmulighedsskærmen overflødig. Men det gør den åbenbart ikke.

På sin corporate/legal blog skriver Microsoft om, hvordan de vil implementere valgmulighedsskærmen. Det er interessant læsning, hvis man går lidt op i spørgsmålet — og der er også billeder!