Danmarks oldtid var voldelig

Ja, han var en voldelig gut!

- det er både pointen i og overskriften på den første fortælling i CEPOS’ antologi over danmarkshistorien: 20 begivenheder der skabte Danmark. Det med det voldelige kommer jeg tilbage til lige straks. Først et par ord om bogen. For hvorfor egentlig lave sådan en antologi? Er det overhoved interessant? Og vil folk betale penge for den?

Det første spørgsmål kommer der svar på i forordet, der er forfattet af redaktionen bestående af Kasper Elbjørn og David Gress: “Danmark er et lille land, og i Danmark har der almindeligvis kun været plads til én opfattelse af historien ad gangen.” Og, tilføjer forfatterne, det gælder i øvrigt ikke kun i den offentlige (selv)forståelse, men også blandt fagfolk. Søger man bekræftelse for påstanden, kan man slå et kort smut forbi blogindlægget “Du er jo positivist” på Konservativ Reaktion, der kort og præcist bekræfter Elbjørn og Gress.

I sin bredeste forstand er “historien” den totale sum af menneskelige erfaringer. Men historieskriveriet har været tabuiseret: Alt for tit har historikere ladet egne præferencer diktere, hvor fingrene skulle lande på tastaturet – for derved at konstruere sig til en fortid, der passede bedre ind i forfatterens forståelse af selv samme. Man kunne endda gå så vidt som til at sige – ja, det er faktisk både sagt og skrevet – at den måde, hvorpå historien er blevet behandlet i de forgangne 200 år har været lidt af en skandale.

For hvordan levede disse oldtidsmennesker? Levede de i et harmonisk, klasseløst og ikke mindst kvindestyret samfund, som nogen mener? Det mener Bo Bjørnvig, som har skrevet antologiens første kapitel ikke. Tværtimod beskriver han et “samfund”, der kunne være hentet direkte fra Hobbes naturtilstand. Her i udpluk:

Kvinderne må have haft det hårdt i disse jægersamfund. Børnefødslerne og det hårde fysiske arbejde sled på dem. Yngre, fødedygtige kvinder havde høj status. De fik udstyr med i graven, mens de ældre intet fik.

Gravfund [fra det 4. århundrede f.kr. viser, at] de døde tilsyneladende blev splittet ad, knogler var brudt itu, og man havde anbragt dele af skelettet på forskellige steder. De makabre ritualer synes at have sigtet mod at ophæve den dødes identitet for at forene ham eller hende med forfædrene.

Man havde store fællesanlæg med samling af grøfter, hvori man lagde ligene for at samle knoglerne op senere og rense dem. Nogle gange er ligene blevet parteret inden skeletteringen. Hovedskaller slidte efter brug viser, at man har drukket af dem – og dyre- og menneskeofringer synes at have indgået i ritualerne.

Om mosefundene skrives der særligt:

[Det har] givet os rig viden om de sidste 1000 år f.Kr. med fund af 150 mænd, kvinder og børn, som er blevet bevaret gennem en garvningsproces, når de om efteråret og vinteren blev smidt ud i det iskolde, sure mosevand. Mange er dræbt af voldsomme kølleslag i hovedet, andre blev kvalt, så alt tyder på, at der var tale om menneskeofringer. På et barnekranium har man fundet snitsår efter skalpering, og marvspaltede menneskeknogler viser, at man har praktiseret kannibalisme…

Ikke er særligt rart sted, set med mine øjne. Derfor er det også mærkværdigt når citater fra andre historikere inddrages. For har der været tale om en kultur, der generelt var voldelig set med nutidens briller, eller helt enkeltstående tilfælde? Flertallet af historikere ser ud til at mene det sidste; at der udelukkende kan være tale om rene og skære tilfældigheder. Årsagen til kannibalisme har været “afspejler ekstreme hungerperioder, hvor man var nødt til at spise bofæller” og at kannibalisme “absolut hører til undtagelserne i datiden.” Begge disse citater er fra Oldtiden i Danmark; en forholdsvis ny (og flot!) bogudgivelse af forfatteren Søren H. Andersen.

Bo Bjørnvig fremhæver flere eksempler på mildest talt ideologisk historieskrivning. Han når omkring bortforklaringerne af klasseskel og betydelig social lagdeling allerede i stenalderen, og bringer også lidt af en indrømmelse fra en anden historiker som i citat fortæller, at historieskrivningen nok har været for fokuseret på en “solbeskinnet bronzealder” i en “tro på og et ønske om, at mennesket i urtilstanden levede i harmoni“.

Hvad vil han fortælle os med sin artikel? At det romantiske og idylliske billede af fortidens mennesker er et falsum. At slaveri, vold, barnemord og kannibalisme var en accepteret, og dermed også moralsk, del af oldtidens samfund. Og sådan er det.

Grunden til at denne bog er så vigtig er i og for sig ikke, at den giver et bud på en danmarkshistorie, hvis opståen og udvikling kan tilskrives mænd med stærke viljer og overbevisninger, for hvem der ikke var langt fra idé til handling. Bevares, en sådan danmarkshistorie er tiltrænkt; det er på tide, at det idylliserede billede af et Danmark, opstået som et naturligt og harmonisk kollektiv, trådt under fode af udbyttende kapitalister for så igen at blive genrejst af staude klasseforkæmpere dør. Det er dette, der er det vigtigste ved bogen: At den viser, at historien er mere – og mange gange noget andet – end bare det, man lærte i skolen.

Læreplaner i gymnasierne er stadig en god idé

I 2004 og i tiden deromkring blev der talt meget om en kanon over dansk kultur og historie. Det hele begyndte, da Ulla Tørnæs, der var undervisningsminister i 2004, sendte en ganske detaljeret papir på gaden, som hun kaldte en læreplan for historiefaget i gymnasieskolerne. I læreplanen var der en detaljeret 21-punkts plan over emner, som enhver gymnasieelev skulle kende til. Og målet var, at den historiske bevidsthed – måske som en del af den ”kulturkamp”, Anders Fogh Rasmussen lancerede i januar 2003 – skulle styrkes; fremover skulle gymnasielæren ikke have mulighed for at undervise i det stof, han selv mente var interessant (f.eks. indianernes historie i USA, de spanske invasioner af sydamerika og de sortes kamp i Sydafrika) på bekostning af den såkaldt fælles (kultur)historiske arv. Siden kom der også en læreplan for folkeskolen. Den såkaldte kulturkanon, danskkanon osv. har sidenhen fulgt.

Er læreplaner og kanoner en god idé? Ja, som udgangspunkt.

Jeg mener nemlig, at det er værd at alle danskere har en sans for dansk historie og kultur, som sammen med sproget (men laaang fra ligeså betydeligt som det) skaber den danke nation. For at opnå en sådan sans betyder det altså noget, at man også har en kronologisk forståelse af historien; at man ikke får sin viden gennem tre-fire større emner, som man så derfra forsøger at relatere til en vag kronologi.

Men ikke alle mennesker mener, at sådan noget er en god idé. Der er mange mennesker her i landet som gerne så, at der var svenske tilstande her til lands. På den anden side af Øresund er det upassende at tale om svensk kultur, historie og arv. Sådan noget opfattes i den pæne svenske debat som nationalistisk fetischisme og stridende mod den relativistiske multikulturelle konsensus-opfattelse, som alle svenskere skal have – bedst  illustreret i sagen om den lille skoleelev, der blev sendt hjem fra skole fordi han havde en landsholdstrøje på. Sådan noget var nemlig fæl nationalisme mente skolelæreren, inspektøren, bestyrelsen, kommunen osv.

Ja, svenske tilstanden skal vi ikke have i Danmark. Derfor er det vigtigt, at der kommer styr på, hvad der undervises i; ihvertfald så længe underviseren får sin løn og pension betalt af skattekassen. Hvordan målet så opnås kan diskuteres. Ideelt set burde gymnasiernes og skolernes bestyrelser være deres opgaver så modne, at det var dem der dikterede hvad der undevistes i, i deres institutioner – med ansvar overfor dem der har valgt dem og dem der betaler gildet; for hvis ikke bestyrelsen gjorde sådan noget, hvorfor så overhovedet have en? Og det er jo netop problemet; for mange af disse bestyrelser er til (vulgært sagt) at lukke op og skide i. Dette, kombineret med en til tider selvretfærdig selvforståelse hos lærestaben, er en farlig cocktail.

Heldigvis har vi en statsmagt der kan skride ind; ligesom den bør gør i de få tilfælde, hvor civilsamfundet ikke selv kan klare opgaven.

Sådan mente jeg i 2004 og 2005 – og sådan mener jeg i dag.

Geert Laier fra CEPOS skriver fornuftige ting om kvindekvoter

I en kommentar til den vedvarende offentlige snak om såkaldte “kvindekvoter”, kommer CEPOS’ forskningschef, Geert Laier Christensen, kort og fint rundt om de vigtigste pointer… imod kvindekvoter. Man skal ikke være lavet af meget borgerligt stof før end man er enig i, at kvindekvoter er noget forkvaklet pjat – borgerlige mennesker har nemlig en mavefornemmelse der siger dem, at man skal se på personen og hans/hendes kvaliteter, fremfor noget så tilfældigt, som de biologiske kendsgerninger.

Derfor er Geert Laiers Christensens kommentar heller ikke tilegnet borgerlige. Men derimod de mennesker som mener, at kvindekvoter er en god ting; de mennesker, der i definitionen af deres politiske overbevisning bruger ordet “social-” i en eller anden udformning.

Grunden til at der ikke skal være kvindekvoter i Danmark er ifølge kommentaren:

1. At der ikke er helt 50/50 jobfordeling mellem mænd og kvinder er arbejdsmarkedet uretfærdigt.
2. Uretfærdigheder er noget man afskaffer ved lovgivning. Derfor skal der lovgives og reguleres for at opnå en 50/50-forderling.
3. Dette er paradoksalt, da lovgivning i så fald er netop diskriminerende – overfor både mænd og kvinder!

Derefter følger et interessant case-eksempel fra Norge som viser, at mænd rent faktisk ikke kun ansætter mænd; sådan som kvindekvotetilhængerne altid siger. Det synes jeg er værd at tænke over. Meget endda.

Han afslutter med kommentarens måske nok vigtigste pointe:

I øvrigt er det spørgsmål, der mangler svar på i denne debat, hvorfor mangfoldighed skal ses som et mål i sig selv. Mangfoldigheden bibringer ofte nye måder at anskue verden på, men for det første er det ikke givet, at ydre attributter såsom køn og etnicitet automatisk bringer nye synsvinkler med sig, og for det andet er det heller ikke givet, at den ’anderledeshed’ organisationen bibringes, vil bidrage med noget positivt eller endsige at 40 procent ’anderledeshed’ er det perfekte miks.

Læs hele kommentaren på CEPOS’ hjemmeside.

Der må sadles lidt om

Jeg er vågnet og et nyt år er dermed officielt begyndt. Bloggingmæssigt betyder det, at jeg sadler om; men jeg holder selvfølgelig ikke op. For efter at have genlæst en del af mine indlæg har jeg kunnet se, at der er et ting og sager, som jeg gerne vil ændre på. Så hvorfor ikke lade 2010 være en form for første milestone i en sådan proces?

Hvad skal der så ske? Jeg har lavet et par punktet, som skal være opfyldt førend jeg selv vil skrive, at 2. milestone er opnået. De er:

1. At finde et bedre forhold imellem tekst og indhold: Mine indlæg skal ikke være for korte og heller ikke for lange.
2. Jeg skal have implementeret min “modningsplan” så indlæg ikke bare publiceres lige efter de er skrevet, men først efter en gennemlæsning – jf. i øvrigt pkt. 1.
3. Bloggen skal se anderledes ud: Jeg er træt af den nuværende layout-model og vil kunne godt finde på at gå over til en noget mere minimalistisk udformning. Men vi får se. DONE!
4. Alle indlæg skal tagges og kategoriseres: Da jeg for et par måneder siden lavede nogle store ændringer i den måde jeg taggede og kategoriserede indlæg på, nåede jeg ikke at få alle de gamle indlæg omtagget og omkategoriseret. at Det skal altså gøres. For min egen skyld. P.t. kan det godt være ganske bøvlet finde ældre indlæg.
5. (NYT PUNKT) Få kigget siderne min about me-, kontakt-, og arkiv-side igennem og tilrettet.

Lidt god musik.

Som jeg vistnok fik skrevet en del om på Facebook for et par nætter siden, så har jeg siddet og ordnet min elektroniske musiksamling; noget, som man skal passe på med, da det altid tager meget længere tid end man lige tror. Hér snublede jeg over en CD jeg har med den danske gruppe Entakt; albummet hedder “Træerne vokser ind i himlen“.

Og det er efter min mening noget af det bedste musik, der er lavet her i landet. Et suverænt godt album; uden et dårligt nummer på.

Her er videoen fra det bedste af numrene: