Christian Skov indleder på Konservativ Reaktion-bloggen et opgør med nogle mennesker indenfor det, man måske kan kalde ”den konservative bevægelse”. Stridens kerne: Konservatismens væsen; et definitionsspørgsmål, der har betaget alt for mange mennesker i alt for mange år.
Problemet får vi at vide er, at nogle konservative mener at konservatismen skal defineres som (klassisk) liberalisme. Det kan både Christian Skov og jeg selv være enig i er et problem! For ligeså lidt som han ønsker at den konservatisme associeret med den åhh så vulgære invidudualisme, ligeså lidt ønsker jeg, at liberalismen perverteres og forpestes, at denne den konservative kollektivisme.
Hermed et bud på ét af de mange områder, der adskiller liberalismen fra konservatismen: Kultur og historie, samt en kort omtale af Sverige, der kunne havde været Christians drømmeland.
Det er ikke liberalt at ville en såkaldt fælles og national kulturpolitik. Hermed forstået et system, hvor offentlige råd og nævn, på bedste smagsdommervis fordeler penge ud til områder, som de nu og engang mener, er vigtige at dele penge ud til. Det skyldes, at der ikke er noget som hedder ”dansk kultur”, men derimod kulturelle retninger, tendenser, skoler m.v., som ingen mere end den anden er mere kulturelt rigtig end den anden. Derfor skal skatteydernes penge heller ikke spenderes på noget, der i uungåeligt vil blive opfattet som et partsindlæg.
Hvad så med historien, der på kliché kunne kaldes for ”den danske arv”? Hér finder vi fortællingerne om landets og nationens historie; en fortælling, der handler om mennesker og begivenheder, der optræder i en kronologisk række og som er bemærkelsesværdige fordi vi mener de har betydning. Problemet med denne arv er, at den oftest udlægges på måder, der kommer faktum til skamme.
De konservative har det med at blande disse to vidt forskellige verdner sammen under ét stort kulturbegreb: Det som udstilles på Nationalmuseet er det samme, som det der udstilles på Arken. Noget er gammelt, noget andet helt nyt – men begge dele er de ”kultur”. Tag nu f.eks. kulturministeriet – et ganske uliberalit ministerium – der på sin hjemmeside definerer historiske data som ”kulturarv”.
Og ifølge konservatismen indtager dette kulturbegreb en helt central position i idésystemet, som noget der er altomfattende og bevaringsværdigt. Derfor er konservative også ganske skruppelløse når det kommer til hvem der skal betale regningen; for det skal borgerne selvfølgelig – dem, for hvem kulturen betyder så uerstatteligt meget. Nationalmuseet, Den Gamle By, Den Kongelige Ballet, Arken, Trapholdt, Arbejdermuseet, for pokker, endda de danske biografer! Alle er de udtryk for kultur og alle skal de have støtte. Alt skal kulturbevares. Alt er lige gyldigt.
Men som man kan se er der en forskel: Historie er summen af menneskelige erfaringer; kultur er et udtryk for velstand. Jo højere levestandard, desto mere kultur og højere niveau af civilisation.
Liberalisten mener ikke, som man ellers kunne forlades til at tro, hvis man lytter til visse konservative, at historien er komplet ligegyldig. Herfra hvor jeg sidder, er historien interessant af flere årsager. Og hvis jeg gerne vil læse mere om f.eks. Byzantium eller kigge i kildematerialet til juni-grundloven finder jeg en bog eller skriftsamling, der giver mig mere viden om emnet – jeg er ikke tvunget til at beskæftige mig mere med et emne end et andet… Med mindre jeg går i en af de offentlige skoler eller gymnasier; men hér er der jo heller ikke nogen, der tvinger en til at få topkarakter i faget. Den eneste der kan tvinge mig til noget som helst er mig selv – og så skal andre folk ellers blande sig udenom.
Hvis jeg vil beskæftige mig med kultur, fatter jeg enten selv penslen og slår mig ned som kunstner, eller hyrer en kunstner til at male et billede af et eller andet, ligesom det er sket utallige gange gennem historien, for verdens mest kendte malere.
Historien og kulturen trænges i baggrunden, som Christian Skov skriver. Det er også rigtigt. Men i baggrunden for hvad? Hvis jeg bruger min tid på at arbejde for at tjene penge til at købe fødevarer, og glemmer at gå på museum eller reflektere over kongerækken, er jeg så et slet menneske? Er det virkelig så slemt, at man har lov til at rationalisere og prioritere for sig selv? At man har lov til at tænke og vælge?
Sverige er et land med en kultur- og historieopfattelse, der er baseret på benægtelse. Men ingen ville påstå, at den svenske model er liberal – tværtimod. Det er kollektivistisk, og til med eksemplet på det, som konservative påstår ikke findes: Kollektivistiske samfund, der også er ahistoriske.
Skyldes denne udvikling i Sverige, at den skånselsløse individualisme har trængt den ”normativt fælles forståelsesramme” i baggrunden? Nej, vel. På den anden side af Øresund går man meget op i helhederne, når man træffer beslutninger; beslutnigner, der til med gerne skulle være så moralsk korrekte som overhoved muligt.
Hvis Sverige ikke havde været et så historiebenægtende samfund, ville det så ikke være en konservativ succeshistorie? Et sted på jorden, hvor den normative fælles forståelsesramme får lov til at underkue den barnlige metodiske individualisme, som så arrogant forsøger at sige til folk, at f.eks. moral kan være noget andet og mere, end hvad lige historien og kulturen dikterer.
56.170051
10.199187
Mit
