Hvis man boede i England i 1750 og havde en enkelt penny på lommen, ville denne ene penny have større købekraft, end ét pund har i dag. Eller sagt lidt anderledes: Siden 1750 er pengene blevet omkring 140 x mindre værd.
Prisudvikling siden 1750
Ude til højre er der en graf, som viser prisudviklingen i England fra 1750 til 2003. Når grafen sådan stiger betyder det, at priserne er steget; og det er de takket være inflationen. Når inflationen stiger, falder pengene i værdi. Hvad der før kostede 100 kr. koster nu 200 kr.; for at kunne overleve må man tjene flere penge og dette sker som oftest ved, at en selv og arbejdsgiveren kompenserer for inflationen ved at regulerer ens løn således, at realværdien er i hvert fald den samme, som den var året før. Det er skruen uden ende.
Det som grafen konkret viser er, at priserne i perioden mellem 1750 og 2003 er steget omkring 140 gange – men at der i perioden fra 1750 og indtil 1938 kun skete en tredobling af priserne. Det er først herefter, og først rigtigt fra engang i 1970’erne, at priserne er steget og pengenes værdi dermed forringet.
Tænk over det: Kun en tredobling af priserne – i en periode med Napoleonskrige, den industrielle revolution, bilens opfindelse, Første Verdenskrig og den russiske revolution!
Grunden til at inflationen har kunnet stige så meget som den har gjort er den simple, at der er kommet flere penge i udbud. Med en valuta som de dominerende er det rigtigt nemt at forøge pengeudbudet; rent faktisk skal man bare lade seddelpressen køre og lade Nationalbanken trykke flere pengesedler, end den destruerer.
Grunden til at man bare sådan kan lave penge sådan uden videre er, at denne form for penge ikke er bakket op af noget; de er det, som man på engelsk kalder ”fiat money”: Penge som en statsmagt siger, er det legale betalingsmiddel og som har den værdi, som der nu og engang står på pengesedlen – og som man som indehaver ikke kan kræve indløst til f.eks. guld.
Forestillede vi os i stedet, at den danske krone var knyttet op på en guldstandard ville vi ikke havde oplevet en så stor inflation. Det skyldes nemlig, at Nationalbanken ikke ville have mulighed for at trykke pengesedler til en værdi der var større end den værdi, de nationale guldreserver havde. Skulle det så ske, at man fandt en produktiv guldmine i Sydamerika ville udbuddet af guld på verdensmarkedet stige, og det kunne så føre til, at den danske krones værdi faldt og grafen ude til højre stige.
En hel del borgerlige er mentale medlemmer af en bevægelse som prædiker “real money”: En møntfod der er knyttet op på f.eks. en guldstandard eller et andet ædelt metal, som har en forholdsvis lang naturlig halveringstid. Det mener jeg også ville være fornuftigt.
For selvom grafen ude til højre virker noget virkelighedsfjern er den netop udtryk for en barsk realitet. Og den realitet er, at især rammer de fattigste mennesker i samfundet. De er dem med færrest penge, som rammest hårdest, når pengenes værdi forringes og rugbrødet, mælken og andre dagligdags fornødenheder på papiret bliver dyrere.
Derfor er det også paradoksalt, at man fra statens side – siden 1970’erne – har valgt at finansierer en såkaldt velfærdsstat med hvad der ligeså godt kunne være matadorpenge; og at man stadig bliver ved! Tænk på bail-out-pakkerne; hér er der blevet spyttet flere penge ud i til banker og kreditinstitutioner. Når disse penge med tiden tilflyder borgere og virksomheder i øvrigt, vil mængende af penge være forøget – og inflationen stigende. Så vil det pludselig være nødvendigt at indeksregulere overførelsesindkomsterne yderligere og derved smække flere penge i udbud; og skruen uden ende vil dreje og dreje.
Det synes jeg er uhyggeligt.
Kilde: Office og National Statistics; Economic Trends 604, Marts 2004
a) Sammenlign evt. din graf med den her:
http://en.wikipedia.org/wiki/File:Population_curve.svg
Der er rigtigt mange ting, der ser sådan der ud, hvis du ser over en tilstrækkelig lang årrække. Alt der vokser med en (relativt) fast procentuel vækst/tidsenhed udvikler sig på den måde. Den der graf er i mine øjne omtrent lige så uhyggelig som en graf over udviklingen af cyanobakterier i en petriskål; hvis du ændrer på x-aksens værdier ville den se ud på samme måde, hvis den årlige inflationsrate var 0,01 procent/år.
b) Overførselsindkomster i Danmark reguleres på baggrund af lønudviklingen, ikke inflationsudviklingen. En ændring af denne indekseringspraksis (til inflationsregulering) ville være ønskelig, men er usandsynlig, og den vil med relativt stor sikkerhed ikke blive udløst som en følge af politiske beslutninger truffet inden for de sidste par år.
c) “Derfor er det også paradoksalt, at man fra statens side – siden 1970’erne – har valgt at finansierer en såkaldt velfærdsstat med hvad der ligeså godt kunne være matadorpenge; og at man stadig bliver ved”
Alt andet i økonomien finansieres altså også af de samme ‘matadorpenge’. Jeg læser det lidt som om du er af den opfattelse, at staten ikke har råd til at betale for alle de ydelser, den leverer; at den længe har haft det problem; og at den derfor løbende dækker underskuddet vha. pengeekspansion og inflation, og i øvrigt har gjort det siden 70erne. Det finder du altså (forhåbentligt) ikke mange, der vil være enig med dig i, for det er noget sludder. Seigniorage i Danmark udgør højt sat en procent af de offentlige indtægter, jeg husker endvidere at have set et estimat fra slut-halvfemserne på 0,4-0,5 procent af BNP (nej, er doven og gider ikke finde paperet), så at det er det leje, vi snakker om, er ikke nyt. Nej, som Torben M. Andersen m.fl. har sagt i mange år, så er den offentlige sektors finansiering ikke i balance på langt sigt på nuværende tidspunkt, men indtil for ganske nylig var der faktisk balance på kort sigt, og det er ikke vha. pengemængdevækst og inflation, at regeringen finansierer udskydelsen af nødvendige reformer. Den bruger gæld, og det er såmænd slemt nok.
Hvordan er udregnignen af Seigniorage foretaget?
Ikke at jeg vil antyde, at den dansk stat bruger det aktivt, men inflationen kommer typisk staten tilgode.
Hejsa US og tak for kommentarerne.
1) Ja, det er helt rigtigt, at indkomstoverførelserne her i landet er reguleret efter lønudviklingen på arbejdsmarkedet; og jeg har da heller ikke nogen steder haft til hensigt at skrive at det var anderlees. Det jeg har skrevet på dette punkt er blot, at der sker en mere eller mindre automatisk regulering af disse overførsler; hvilket der i øvrigt er mange andre – og også bedre – grunde til er dumt.
2) Du må endelig ikke forstå det som om at jeg skriver, at staten ikke har råd til at betale regningen. Staten har altid råd til at betale regningen, eller for den sags skyld at kautionerer e.l. for dette og hint. Og jeg er helt med på, at den danske seddelpresse ikke kører på fuld drøn, alt mens Økonomiministeren står og siger “gi’ den mere gas – folk skal ha’ deres penge” – det billede scenariet giver er bare imidlertid rigtigt godt, fordi det karikerer situationen som den er rigtigt fint (derfor også ordet “matadorpenge”).
I samme publikation (eller nok en af de andre jeg kiggede i) var der en graf over den britiske statsglæd, som viste samme udvikling. Det var egentlig idéen, at der skulle være en form for follow-up blogindlæg, men jeg kom lidt bort fra den.
Bare apropos uhyggelige grafer:
http://gregmankiw.blogspot.com/2010/01/budget-picture.html