Danmarks oldtid var voldelig

Ja, han var en voldelig gut!

- det er både pointen i og overskriften på den første fortælling i CEPOS’ antologi over danmarkshistorien: 20 begivenheder der skabte Danmark. Det med det voldelige kommer jeg tilbage til lige straks. Først et par ord om bogen. For hvorfor egentlig lave sådan en antologi? Er det overhoved interessant? Og vil folk betale penge for den?

Det første spørgsmål kommer der svar på i forordet, der er forfattet af redaktionen bestående af Kasper Elbjørn og David Gress: “Danmark er et lille land, og i Danmark har der almindeligvis kun været plads til én opfattelse af historien ad gangen.” Og, tilføjer forfatterne, det gælder i øvrigt ikke kun i den offentlige (selv)forståelse, men også blandt fagfolk. Søger man bekræftelse for påstanden, kan man slå et kort smut forbi blogindlægget “Du er jo positivist” på Konservativ Reaktion, der kort og præcist bekræfter Elbjørn og Gress.

I sin bredeste forstand er “historien” den totale sum af menneskelige erfaringer. Men historieskriveriet har været tabuiseret: Alt for tit har historikere ladet egne præferencer diktere, hvor fingrene skulle lande på tastaturet – for derved at konstruere sig til en fortid, der passede bedre ind i forfatterens forståelse af selv samme. Man kunne endda gå så vidt som til at sige – ja, det er faktisk både sagt og skrevet – at den måde, hvorpå historien er blevet behandlet i de forgangne 200 år har været lidt af en skandale.

For hvordan levede disse oldtidsmennesker? Levede de i et harmonisk, klasseløst og ikke mindst kvindestyret samfund, som nogen mener? Det mener Bo Bjørnvig, som har skrevet antologiens første kapitel ikke. Tværtimod beskriver han et “samfund”, der kunne være hentet direkte fra Hobbes naturtilstand. Her i udpluk:

Kvinderne må have haft det hårdt i disse jægersamfund. Børnefødslerne og det hårde fysiske arbejde sled på dem. Yngre, fødedygtige kvinder havde høj status. De fik udstyr med i graven, mens de ældre intet fik.

Gravfund [fra det 4. århundrede f.kr. viser, at] de døde tilsyneladende blev splittet ad, knogler var brudt itu, og man havde anbragt dele af skelettet på forskellige steder. De makabre ritualer synes at have sigtet mod at ophæve den dødes identitet for at forene ham eller hende med forfædrene.

Man havde store fællesanlæg med samling af grøfter, hvori man lagde ligene for at samle knoglerne op senere og rense dem. Nogle gange er ligene blevet parteret inden skeletteringen. Hovedskaller slidte efter brug viser, at man har drukket af dem – og dyre- og menneskeofringer synes at have indgået i ritualerne.

Om mosefundene skrives der særligt:

[Det har] givet os rig viden om de sidste 1000 år f.Kr. med fund af 150 mænd, kvinder og børn, som er blevet bevaret gennem en garvningsproces, når de om efteråret og vinteren blev smidt ud i det iskolde, sure mosevand. Mange er dræbt af voldsomme kølleslag i hovedet, andre blev kvalt, så alt tyder på, at der var tale om menneskeofringer. På et barnekranium har man fundet snitsår efter skalpering, og marvspaltede menneskeknogler viser, at man har praktiseret kannibalisme…

Ikke er særligt rart sted, set med mine øjne. Derfor er det også mærkværdigt når citater fra andre historikere inddrages. For har der været tale om en kultur, der generelt var voldelig set med nutidens briller, eller helt enkeltstående tilfælde? Flertallet af historikere ser ud til at mene det sidste; at der udelukkende kan være tale om rene og skære tilfældigheder. Årsagen til kannibalisme har været “afspejler ekstreme hungerperioder, hvor man var nødt til at spise bofæller” og at kannibalisme “absolut hører til undtagelserne i datiden.” Begge disse citater er fra Oldtiden i Danmark; en forholdsvis ny (og flot!) bogudgivelse af forfatteren Søren H. Andersen.

Bo Bjørnvig fremhæver flere eksempler på mildest talt ideologisk historieskrivning. Han når omkring bortforklaringerne af klasseskel og betydelig social lagdeling allerede i stenalderen, og bringer også lidt af en indrømmelse fra en anden historiker som i citat fortæller, at historieskrivningen nok har været for fokuseret på en “solbeskinnet bronzealder” i en “tro på og et ønske om, at mennesket i urtilstanden levede i harmoni“.

Hvad vil han fortælle os med sin artikel? At det romantiske og idylliske billede af fortidens mennesker er et falsum. At slaveri, vold, barnemord og kannibalisme var en accepteret, og dermed også moralsk, del af oldtidens samfund. Og sådan er det.

Grunden til at denne bog er så vigtig er i og for sig ikke, at den giver et bud på en danmarkshistorie, hvis opståen og udvikling kan tilskrives mænd med stærke viljer og overbevisninger, for hvem der ikke var langt fra idé til handling. Bevares, en sådan danmarkshistorie er tiltrænkt; det er på tide, at det idylliserede billede af et Danmark, opstået som et naturligt og harmonisk kollektiv, trådt under fode af udbyttende kapitalister for så igen at blive genrejst af staude klasseforkæmpere dør. Det er dette, der er det vigtigste ved bogen: At den viser, at historien er mere – og mange gange noget andet – end bare det, man lærte i skolen.