Mindst 14 % af USAs befolkning er ultraliberale

I amerikansk politik taler man om tit om “the independent vote“; personer der ikke identificerer sig som enten “republikanere” eller “demokrater”, men mere i stedet som noget tredje. Det er disse mennesker, som, hvis de var indvalgte i en parlamentarisk forsamling, ville kalde sig selv for crossbenchers - for nu at blive ved det engelske.

Videoklippet nedenfor indeholder et interview med David Boaz; en person jeg har nævnt adskillige gange her på bloggen. Han er direktør for den succesfulde tænketank Cato Institute, der har til huse i USAs føderale hovedstad og som udgiver en masse lækkert materiale, der kan give de fleste mennesker stof til eftertanke. David Boaz kalder sig selv for “libertarian” – altså et individ der identificerer sig selv som liberal i den klassiske forstand, ligesom jeg selv gør – og videoen handler om, hvor stor en indflydelse de klassiske liberale idéer vil have i de kommende amerikanske valgkampe. M.a.o.: Hvor megen politisk magt – i form af gennemslagskraft i valgresultaterne – har the libertarian independent vote?

David Boaz har i nogle af sine tidligere bøger og artikler været inde på, at en ny klassisk liberal tidsalder stod for døren; så meget andda, at der er lidt drengen-der-råbte-ulv over det. For når alt kommer til alt, er der tale om lidt af en gammel traver.

I videoen henviser Boaz imidlertid til en ny undersøgelse han selv og Cato Institute har foretaget. Den viser tre ting:

1. At der rent faktisk er et klassisk liberalt vælgersegment i USA;
2. at dette segment udgør mindst 14 % af den samlede vælgermasse; og
3. at denne procentsats sandsynligvist, hvis man lægger undersøgelser fra Gallup, Zogby m.fl. til grunde, er noget større end 14.

Kommentaren der følger undersøgelsen viser en anden finurlighed; nemlig at klassisk liberale mennesker sjældent kalder sig selv for “klassisk liberale”. Mon ikke også, at det er sådan i Danmark; stedet hvor man som klassisk liberal ofte må finde sig i at blive karakteriseret som ekstremist, ultraliberalist og alle muligt andre flotte ord, som i den politiske selvforståelse af en eller anden grund har fået en negativ tone (God knows why?!?)

Libertarian — or fiscally conservative, socially liberal — voters are often torn between their aversions to the Republicans’ social conservatism and the Democrats’ fiscal irresponsibility. Yet libertarians rarely factor into pundits’ and pollsters’ analyses… Few of the voters we describe as libertarian identify themselves as such. But the Ron Paul campaign and the burgeoning opposition to President Obama’s big-government agenda suggest that small-government voters may be easier to organize than they have been in the past.

Pointerne er interessante og jeg håber da meget på, for amerikanernes egen skyld, at disse ihvertfald 14 % af vælgerne opnår mere end 14 % af indflydelsen ved de næste valg.

Her er videoen:

Obama om patenter

USAs præsident Barack Obama talte på et såkaldt townhall-meeting den 22. januar om patenter; og han lader forstå, at patenter er en god ting. Og derfor burde jeg heller ikke bringe det citat jeg bringer, da jeg er dybt uenig med ham. For der er nemlig delte meninger om disse rettighededstyper, og der er både kraftige moralske/normative og mere nede-på-jorden-argumenter imod patenter og andre former for såkaldt intellektuel ejendom; ophavsrettigheder, designs osv.

Grunden til at jeg alligevel vil videredele Obamas ordveksling er, at den vel meget fint viser, i hvilken retning udviklingen går.

Q    I’m an inventor, and I hold U.S. patent number 7,397,731.

THE PRESIDENT:  Okay.

Q    And before I ask my question I’d like to make a sales pitch.  (Laughter.)  If you can use my patent in your next election, I think you can raise a ton of money worldwide.  You should take a look at it.

THE PRESIDENT:  All right, we’ll take a look.  All right.

Q    If you can’t use it, the government could use it, and I could build a multibillion-dollar business here in Ohio.  (Laughter.)

THE PRESIDENT:  All right, we’ll take a look at your patent.  Go ahead, what’s your question?

Q    Yes, okay, it has to do with international patent rights.  With all this free trade and trade barriers falling, it’s really hard for an individual like me with a global-scope patent to file all over the world and get patent protection everywhere, and having to go overseas to fight infringement.  So if you’re going to drop trade barriers, maybe you can extend my patent rights to the foreign countries.

THE PRESIDENT:  Well, this is a great question, and this is a huge problem.  (Applause.)  Look, our competitive advantage in the world is going to be people like this who are using their minds to create new products, new services.  But that only helps us and helps you build a multibillion-dollar company if somebody can’t just steal that idea and suddenly start making it in Indonesia or Malaysia or Bangladesh with very cheap workers.

And one of the problems that we have had is insufficient protection for intellectual property rights.  That’s true in China; it’s true for everything from bootleg DVDs to very sophisticated software.  And there’s nothing wrong with other people using our technologies.  We just want to make sure that it’s licensed and you’re getting paid.

So I’ve given instructions to my trade offices — and we actually highlight this at the highest levels of foreign policy  — that these are issues that have to be addressed because that’s part of the reciprocity of making our markets open.  And so when I met with President Hu of China, this is a topic that, at dinner, I directly brought up with him.  And — but as you point out, it’s got to be sustained, because a lot of times they’ll say, yes, yes, yes, but then there’s no enforcement on their end.

And one of the things that we’re also doing is using our export arm of the U.S. government to help work with medium-sized businesses and small businesses, not just the big multinationals to protect their rights in some of these areas, because we need to boost exports.

Can I just say, we just went through a decade where we were told that it didn’t matter, we’ll just — you just keep on importing, buying stuff from other countries, you just take out a home equity loan and max out your credit card, and everything is going to be okay.  And it looked, for a lot of people, like, well, the economy seems to be growing — but it was all built on a house of cards.  That’s what we now know.  And that’s why if we’re going to have a successful manufacturing sector, we’ve got to have successful exports.

When I went and took this trip to China, and took this trip to Asia, a lot of people said, “Well, why is he going to Asia?  He’s traveling overseas too much.  He needs to be coming back home and talking about jobs.”  I’m there because that’s where we’re going to find those jobs, is by increasing our exports to those countries, the same way they’ve been doing in our country. If we increased our exports — our share of exports by just 1 percent, that would mean hundreds of thousands of jobs here in the United States.  Five percent — maybe a million jobs, well-paying jobs.  So we’re going to have to pry those markets open.  Intellectual property is part of that process.

HT: @dkpto på Twitter.

Et interessant (socialt) vinprojekt, som gavner de små børn i Afrika.

I min komplet tilfældige faren rundt omkring på nettet, snublede jeg over Fledgling Wine; et projekt der går ud på, at producere god vin for derved at støtte Room to Read-initiativet. Det er et meget cool initiativ, men jeg aner ikke, om man kan købe vinen i Danmark (mit gæt er: nej, det kan man ikke).

Initiativet er startet af en af medstiftene af Twitter – og det kan jeg godt lide. For jeg er nemlig ved at være træt af at skulle høre på the establishment (Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og hvad de nu ellers hedder) og deres ustandselige gentagelse af det samme projekt, år for år for år for år. De vil så gerne have, at jeg betaler dem et fast beløb en gang om måneden uden at få noget materielt igen; med Fledgling Wine og lignende initiativer, kan jeg rent faktisk nyde et glas vin og samtidig gøre noget godt. Det er sgu da en fed idé!

En uhyggelig graf: Prisudviklingen siden 1750

Hvis man boede i England i 1750 og havde en enkelt penny på lommen, ville denne ene penny have større købekraft, end ét pund har i dag. Eller sagt lidt anderledes: Siden 1750 er pengene blevet omkring 140 x mindre værd.

Prisudvikling siden 1750

Ude til højre er der en graf, som viser prisudviklingen i England fra 1750 til 2003. Når grafen sådan stiger betyder det, at priserne er steget; og det er de takket være inflationen. Når inflationen stiger, falder pengene i værdi. Hvad der før kostede 100 kr. koster nu 200 kr.; for at kunne overleve må man tjene flere penge og dette sker som oftest ved, at en selv og arbejdsgiveren kompenserer for inflationen ved at regulerer ens løn således, at realværdien er i hvert fald den samme, som den var året før. Det er skruen uden ende.

Det som grafen konkret viser er, at priserne i perioden mellem 1750 og 2003 er steget omkring 140 gange – men at der i perioden fra 1750 og indtil 1938 kun skete en tredobling af priserne. Det er først herefter, og først rigtigt fra engang i 1970’erne, at priserne er steget og pengenes værdi dermed forringet.

Tænk over det: Kun en tredobling af priserne – i en periode med Napoleonskrige, den industrielle revolution, bilens opfindelse, Første Verdenskrig og den russiske revolution!

Grunden til at inflationen har kunnet stige så meget som den har gjort er den simple, at der er kommet flere penge i udbud. Med en valuta som de dominerende er det rigtigt nemt at forøge pengeudbudet; rent faktisk skal man bare lade seddelpressen køre og lade Nationalbanken trykke flere pengesedler, end den destruerer.

Grunden til at man bare sådan kan lave penge sådan uden videre er, at denne form for penge ikke er bakket op af noget; de er det, som man på engelsk kalder ”fiat money”: Penge som en statsmagt siger, er det legale betalingsmiddel og som har den værdi, som der nu og engang står på pengesedlen – og som man som indehaver ikke kan kræve indløst til f.eks. guld.

Forestillede vi os i stedet, at den danske krone var knyttet op på en guldstandard ville vi ikke havde oplevet en så stor inflation. Det skyldes nemlig, at Nationalbanken ikke ville have mulighed for at trykke pengesedler til en værdi der var større end den værdi, de nationale guldreserver havde. Skulle det så ske, at man fandt en produktiv guldmine i Sydamerika ville udbuddet af guld på verdensmarkedet stige, og det kunne så føre til, at den danske krones værdi faldt og grafen ude til højre stige.

En hel del borgerlige er mentale medlemmer af en bevægelse som prædiker “real money”: En møntfod der er knyttet op på f.eks. en guldstandard eller et andet ædelt metal, som har en forholdsvis lang naturlig halveringstid. Det mener jeg også ville være fornuftigt.

For selvom grafen ude til højre virker noget virkelighedsfjern er den netop udtryk for en barsk realitet. Og den realitet er, at især rammer de fattigste mennesker i samfundet. De er dem med færrest penge, som rammest hårdest, når pengenes værdi forringes og rugbrødet, mælken og andre dagligdags fornødenheder på papiret bliver dyrere.

Derfor er det også paradoksalt, at man fra statens side – siden 1970’erne – har valgt at finansierer en såkaldt velfærdsstat med hvad der ligeså godt kunne være matadorpenge; og at man stadig bliver ved! Tænk på bail-out-pakkerne; hér er der blevet spyttet flere penge ud i til banker og kreditinstitutioner. Når disse penge med tiden tilflyder borgere og virksomheder i øvrigt, vil mængende af penge være forøget – og inflationen stigende. Så vil det pludselig være nødvendigt at indeksregulere overførelsesindkomsterne yderligere og derved smække flere penge i udbud; og skruen uden ende vil dreje og dreje.
Det synes jeg er uhyggeligt.

Kilde: Office og National Statistics; Economic Trends 604, Marts 2004

Bruno Leoni om jura og statskundskab

Bruno Leoni, som han var

Så er det Bruno Leoni-tid! Men hvem er Bruno Leoni? Jo, han var (død er han nemlig) en italiener, som var både jurist og liberal. Men til forskel for så mange andre jurister, som også siger at de er liberale, valgte han at kæmpe imod det eksisterende retssystem, som han (helt korrekt) mente, var både uliberalt og frihedskrænkende. Han praktiserede m.a.o. hvad han selv prædikede.

Her er en passage fra allerførst i hans bog “Freedom & The Law”, som derfra hvor jeg sidder, virker helt korrekt, selvom den ikke er skrevet indenfor de seneste par år. Bogen kan i øvrigt anbefales, hvis man gerne vil læse noget mere om en liberalistisk tilgang til juraen og gerne have et lille grin, eller to, med på vejen.

It seems to be the destiny of individual freedom at the present time to be defended mainly by economists rather than by lawyers or political scientists.

As far as lawyers are concerned, perhaps the reason is that they are in some way forced to speak on the basis of their professional knowledge and therefore in terms of contemporary systems of law.  As Lord Bacon would have said, “They speak as if they were bound.” The contemporary legal system to which they are bound seem to leave an ever-shrinking area to individual freedom.

Political scientists, on the other hand, often appear to be inclined to think of politics as  assort of technique, comparable, say, to engineering, which involves the idea that people should be dealt with by political scientists approximately in the same way as machines or factories are dealt with by engineers. The engineering idea of political science has, in fact, little, if anything, in common with the cause of individual freedom.