Der er skrevet ganske meget spændende litteratur om liberalisme, konservatisme og spændefeltet derimellem. Debatten har gået lidt frem og tilbage og det er egentlig sjældent, at der sker noget virkeligt banebrydende på disse så ideologiske fronter; og det er måske også fint nok. Det ville nok være lidt træls, hvis ens definition på lad os sige ”ejendomsret” fra den ene dag til den anden, ikke længere stemte overens med den officielle, så at sige.
Tag dog ikke fejl! Nogle gange sker der ændringer på netop den her måde; og det er noget man behandler indenfor retsfilosofien.
Retsfilosofi lyder måske kedeligt. Det er det selvfølgelig ikke. Området er dybt og efter forholdene også temmeligt bredt; ret ofte kan man genfinde gængse politisk/ideologiske problemstillinger behandlet enten direkte eller tangerende indenfor retsfilosofien og jeg tror, at de færreste mennesker ville føle sig helt fremmede indenfor begrebsverdenen.
På reolen ved siden af mit skrivebord er der en hylde, hvor min beskedne samling af retsfilosofiske klassikere er samlet. Fire bøger er der i alt og her er en liste over dem; præsenteret i den rækkkefølge jeg bedst* kan li’ dem (1 = synes bedst om; 4 = synes dårligst om).
- The Morality of Law af Lon L. Fuller
- Freedom and the Law af Bruno Leoni
- Laws Empire af Ronald Dworkin
- The Concept of Law af H.L.A. Hart

The Morality of Law
Den første bog, The Morality of Law, vil jeg anbefale enhver at købe. Gruden til det er, at det er den eneste bog på listen, som virkelig tager fat om problemet ”moral kontra lov” på en pokkers praktisk måde og rent faktisk viser, at lovgivnignen i et område (ihvertfald summen af den) skal være moralsk forsvarlig/korrekt for at de som lovene omfatter også vil overholde dem. Uden at ville skulle bevise det er det lidt som om, at man genfinder noget af Mises/Hayek-verdensbilledet i den her bog. Og det er dejligt.
Den anden bog, Freedom and the Law, vil jeg delvist anbefale. Egentlig ved jeg ikke, om bogen rent faktisk burde være på den her liste – for den skiller sig meget ud i både emnevalg og fremlægning. For sammenligningens skyld kunne man måske sige, at den her bog nok ville svare til Murray Rothbards ”The Ethics of Liberty” og de tre øvrige til Ludwig von Mises’ ”Human Action”. Men jeg regner med at skrive mere om denne bog – som de vistnok er glade for på Misesinstituttet – her på bloggen på et senere tidspunkt.
Den tredje bog er rendyrket ondskab; eller rummer ihvertfald potentialet til at være det. Laws Empire af Ronald Dworkin er som jeg ser det, en manual til, hvordan socialliberale/socialdemokratiske/socialistiske idéer kan føres ud i livet via domstolene, fremfor parlamentet. En studie i hvordan katastrofedommen Row v. Wade kunne blive til, om man vil (prøv at læs dommen og se, om du ikke også synes, at begrundelsen for resultatet er temmeligt søgt – og minder betænkeligt meget om en bortforklaring, der er skrevet for at retfærdiggøre et på forhånd kendt resultat). Når det så er sagt, er der nogle rigtigt gode afsnit hist og her i bogen.

The Concept of Law
Den fjerde og sidste bog er også den kedeligste: The Concept of Law. Jeg har faktisk aldrig fået læst den helt igennem, men har måtte springe frem og tilbage, fordi enkelte tekstpassager har været så keeedelige, at jeg følte at livet blev suget ud af min krop. Ikke desto mindre rummer den også nogle henrivende gode passager; og den er rigtigt godt skrevet. Bogen har måske kun et problem: Synspunktet den forfægter. For dette er den eneste bog på listen, der repræsenterer en positivistisk retsopfattelse – altså en forståelse verdensopfattelse der siger, at moral og lov/retfærdighed ikke har ret meget med hinanden at gøre. Alene derfor kan den anbefales – men først efter man har snuset til ihvertfald Lon L. Fullers bog.
Konklusionen? Køb Fullers bog; den er rigtigt god.
* ”Jeg bedst kan li’ dem”: Vurderingen er så subjektiv som den kan være. I den indgår om jeg generelt er enig i bogen, eller kun er enig i et par afsnit. Om den er velskrevet; gerne ironisk og så, om den er inddelt på en måde jeg kan lide.
Fin boganmeldelse
Hvis jeg skulle få et grundlæggende indblik/overblik over jura og retssystemet hvad ville du anbefale at starte med?
R
Puha det er et lidt svært spørgsmål sådan at svar på, helt enkelt. Det kommer jo lidt an på, om der også gerne må være lidt kant ved det du læser; eller om det bare skal være en bog (f.eks. en lærebog), som mere eller mindre forsøger at fremlægge de forskellige holdninger rent refererende.
Bogen “Retsfilosofi, retsvidenskab og retskildelære” er pensum på jurauddannelsen i Århus og er en OK bog. Men den har en lang række mangler og går ikke rigtigt i dybden. Men den giver da et fint overblik.
Hvad med en bog “Jura for Dummies” ? …
Tak for svaret – og godt nytår til alle!
R
Pingback: Bruno Leoni om jura og statskundskab « Verden fra min altan