Bail-outs – nu også til forbrugere med flekslån

capitalism-boundFinanskrisen ser ud til at have cementeret et billede i vores hjerner af, at staten, hvis noget skulle “gå galt” i økonomien, nok skal komme til undsætning. Det er selvfølgeligt heller intet under; efter Lehman Brothers kollapsede i USA har politikere og kommentatorers pladeren til fordel for såkaldte “bail-outs” været en fast, oftest implicit, del af jargonen, når samtalen har gået på især banksektoren og lånemarkederne.

Da krisen var på sit højeste – altså dengang, hvor ingen talte om andet – udgav Institute of Economic Affairs i London en publikation kaldet “Verdict on the Crash: Causes and Policy Implications“, som primært handlede om hvorvidt man skulle give staternes regeringer og parlamenter en del af skylden for finanskrisen. Konklusionen var, at det kunne man – og i samme ombæring blev myten om, at krisen primært skyldtes “grådighed” godt og grundigt demonteret, som det fatamorgana det er.

Publikationen, som jeg også omtalte i et indlæg dengang den udkom, rummede også en fremtidsforudsigelse: At det eksisterende corporate finance-regime står for fald, og vil blive/er blevet erstattet af et system, hvori virksomheder, når de er blevet “to big to fail”, ikke får lov til at gå konkurs.

Med andre ord vil konsekvensen af et sådant system være, at en virksomhed, der har tilstrækkeligt mange ansatte eller er aktiv på bankmarkedet, kan have en ledelse, der træffer ufornuftige, irrationelle eller direkte dumme beslutninger, der skader virksomheden — men uden at det vil komme til at få nogen som helst effekt på virksomhedens eksistens. Staten kommer nemlig med en “bail-out”-pakke.

Et system hvor Peter bærer det fulde ansvar for Pouls fejl er dumt. Det eroderer det, man med et populært-politisk begreb kan kalde “det personlige ansvar” og hvad værre måske er: Det tvinger mennesker, som rent faktisk har handet fornuftigt og været sig selv ansvarsbevidste, til at betale for hele gildet. Jeg må gentage: Det er dumt.

Men det har åbenbart ikke kun været virksomhederens finansieringssystem, som er blevet påvirket af krisen. TV2 NEWS meddeler i dag, at også private danske borgere med rentetilpasningslån er overbeviste om, at staten nok skal gribe ind, hvis renten skulle stige alt for meget:

“Der har desværre bredt sig en helt forkert opfattelse af, at regeringen griber ind, hvis renterne igen bliver for høje, i stil med det, den gjorde i efteråret. Men sandsynligheden for, at det sker igen, er forsvindende lille, og man risikerer derfor en situation, hvor der bliver tager alt for store risici, siger cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian.

Man kan kun være enig i at det er meget beklageligt, at folk tror, at staten vil bærer ansvaret for ens egene tåbelige låneaftaler. Men kan man virkelig fortænke folk at have denne holdning ?

God hyggelæsning om alt fra at horde penge, over Karl Marx til atomkraft

Det høre til det unormale her på bloggen, bare at poste en forbandet masse links til andre menneskers blogindlæg, avisartikler m.v., uden først at komme med en lille historie om, hvordan jeg faldt over selvsamme tekster eller i det mindste at trække en rød tråd ud. Dette indlæg er et af de unormale.

Nedenfor er links til en masse god hyggelæsning. Alle er på engelsk og kommer fra den amerikanske tænketank Mises Institute, der har en god tradition for farverige og langt-fra kedelige artikler. Nogen har jeg kun snuset til, men alle har jeg selv stjernemarkedet i min Google Reader-feed-læser.

Nikolaj Hawaleschka Stenberg får Nobels Fredspris 2009

Den Norske Nobelkomitee har besluttet, at Nobels Fredspris 2009 skal gives til Nikolaj Hawaleschka Stenberg, der til dagligt studerer jura ved Aarhus Universitet, for sine ekstraordinære bestræbelser for at styrke samarbejdet mellem mennesker. Komiteen har lagt særligt vægt på Nikolajs intentioner.

Sådan kunne det have lydt, hvis komiteen rent faktisk havde givet mig Fredsprisen. Istedet har de givet den til Barack Obama – men med stort set samme begrundelse.

Det som jeg ikke kan få mit hoved rundt omkring er følgende: Hvorfor giver man Fredsprisen til et menneske som belønning for gode intentioner?

Er komiteen blev fuldstændigt vanvittige eller betyder sætningen “at sætte handling bag ord” ikke noget i Norge? Vil nordmændende virkelige have, at vi skal belønne alle gode ideer med en fredspris og så i øvrigt være ligeglade med handlingerne?

Åbenbart.

Alfred Nobel kan ikke være tilfreds, med den norske middelmådighed.