Altid ministerens ansvar – aldrig gerningsmandens

Kød“Det er samfundets skyld” synger TV-2. Kunne noget mon være mere 1990′er-agtigt! For det er sørme ikke samfundets skyld længere – det er ikke os alle sammen, som længere skal stille til ansvar, når noget ikke udarter sig, som de gode intentioner ellers dikterer.

Nu om stunder handler det ikke om at man udviser et dårligt samfundssind, er klasseforræder eller en forpulet egoistisk individualist. Folk fra alle samfundslag – fra den lille individualistiske lejer til den store kollektivistiske – mennesker, der enten forguder Agatha Christie eller elsker at gnave sig igennem Sjöwald &  Wahlöe ser ud til at stimle sammen omkring et nyt mantra: Det er ministerens skyld.

Danmarks Radio har kunne konstatere, at en række supermarkedskæder har solgt fordærvet kød.

Det er et problem; fordærvet kød kan være dødbringende og det er noget, som alle mennesker kan være enige om, er en dårlig ide at sælge. Det eneste man kan bruge det til er, at fremstille hunde- og kattefodder af.

Har man afsløret hvem de nederdrægtige slagtere er? Vist deres billede og udstillet dem, som de plattenslagere og dårlige håndværkere, alle kan se at de er? Nej.

Man er gået til ministeren. Det er hendes skyld, hedder det sig, at der ikke er en god nok fødevarekontrol. Hendes og ingen andres.

Jeg ved ikke, om en fødevarekontrol nogensinde ville kunne garantere kødkøberne ikke-fordærvet kød. Jeg tror det ihvertfald ikke; og jeg vil gerne se et bevis for, at et statsligt kontrolorgan nogensinde har kunnet skabe 100% vished på det område, organet kontrollerer. Ja det skulle da lige være, at Fødevarestyrelsen selv fattede kniven og slagtede svinet!

Man kan sagtens sige, at Fødevarestyrelsen har været ugrundige. Det har de selv erkendt. Fair nok, det er også kun et kontrolorgan. De kan ikke være alle steder på alle tider.

Problemet står på den anden side af skranken i delikatessen. Det er slagteren der har foretaget den handling, som vi alle mener er så forkastelig. Ham, og ham alene. Der er ingen der har tvunget ham til at sælge fordærvet kød – havde han fået en ordrer, kunne han bare have anmeldt sin arbejdsgiver.

Så sort-hvidt er det faktisk: Ingen som helst dansk slagtermester har været tvunget til at “forædle” sit kød. De har gjort det af egen fri vilje.

Hvorfor er det så, at ministeren skal have skylden? Hun har ikke gjort noget forkert. Hun har ikke instrueret sine embedsmænd i ikke at opdage fordærvet kød. Tværtimod har betaler hun embedsmænd penge for at finde det fordærvede kød. Ministeren kunne da umuligt have gjort mere.

Hvorfor skal hun have skylden? Hvorfor har TV-Avisen, aviserne og ikke mindst det floskulært patetiske TV2-News igen-og-igen kørt historier om det her emne, uden at fokusere på gerningsmændene?

Jeg undrer mig over den kultur, jeg mener er ved at opstå. En kultur, hvor det ikke handler om at det er samfundets skyld; eller den enkelte skadesvolders skyld. Skylden ligger altid hos en politiker; the buck stops here.

DR vil være et selvstændig aktieselskab

Det ser ud til, at Danmarks Radio gerne vil både blæse og have mel i munden. Således er foretagenets bestyrelsesformand kommet på den geniale idé, at gøre Danmarks Radio mere uafhængig af den statslige styring — uden derved at skulle give op på licensen; som jo også er alt for lav.

Det er i sig selv en genial idé at skabe afstand mellem Danmarks Radio og staten gennem udskillelse af DR til et aktieselskab. Forudsat, at dette nye aktieselskab ikke får en krone af staten. Ingen licenser og andre støttepenge. De må klare sig selv.

For det kan godt være at TV-2 og Dong m.fl. er eksempler på statsejede aktieselskaber; men bare fordi disse monstrøsiteter eksisterer betyder det ikke, at det er en god idé at de findes.

Statslige aktieselskaber burde ikke findes; men være en del af fortiden, ligesom statsligt jordbesiddelse, statsskove og “offentlige strande”. Hvorfor er det at staten skal eje alle disse ting?

Der findes rigeligt med eksempler fra andre lande på, at tv- og radiofirmaer sagtens kan leve og overleve som private enheder — underkastet markedsøkonomiens så ganske anti-kulturradiale kundeservice og efterspørgselsbegreber. Det samme gør sig gældende for de andre eksempler: Skovene og strandene, som burde være et anliggende for det lokale civilsamfund der rent faktisk bor i området.

Ved at gøre DR til endnu et statsligt aktieselskab ender man med at få sig en mediemastodont, der kan stå endnu mindre til regnskab for de licenspenge den får overdraget af finansministeren, som har taget dem fra borgerne.

Med mindre man mener, at en ny form for statslig korporatisme er en fornuftig idé, kan man ikke være andet end imod, at DRs organisationsform laves om på denne måde. Så hellere lukke lortet det ned (læs: privatisere/sælge).

70 kr for en pakke cigaretter? Mogens Lønborg vil have mere statslig prisstyring

Både Politiken og 180grader.dk har i dag historien om, at den konservative magistrat/borgmester i København Mogens Lønborg (i visse kredse kendt som Løgnborg) mener, at prisen for en pakke cigaretter skal fastsættes af staten til en rund 70 krone.

En lang række varer, som forsøder vores hverdag er underlagt en indkrekte statslig priskontrol. Snapsen var mig bekendt det første som blev afgiftsbelagt med det formål, rent faktisk at få færre til at drikke det; hvilket for en sidebemærkning er absurd, nå nu snaps er et så vidunderligt produkt. Cigaretterne og øl’en er også afgiftsbelagt efter en lignende devise.

Devisen er som følger:

Hvis der ikke var nogle afgifter men blot moms, ville nydelsesmiddel X koste 10 kr i kiosken nede på hjørnet. Nydelsesmiddel X er imidlertid en substans, som er forbundet med visse risici at indtage; således er der en potentiel fare for, at nogle af de virksomme stoffer i nydelsesmiddel X kan fører til en række sygdomme, som på sigt kan føre til dødsfald. Derudover har nydelsesmiddel X den “bivirkning”, at dens indtagelse får det lokale hvori den indtages til at få en sær – omend midlertidig – duft; som sætter sig i tøjet og – tror nogen – fører til tømmermænd. Derfor må man som ansvarlig politiker udvise ansvarlighed og mandsmod: Der indføres en afgift på produktet, så det nu koster 100 kr. at købe.  Prisen er nu så høj, at den ligger over en vis offergrænse. Vil man købe nydelsesmiddel X skal man m.a.o. ofre en forholdsmæssigt for stor del af sin øvrige formue på at købe det; en formue, der også kunne bruges på mælk, tøj og varige forbrugsgoder.

Hvad end priskontrol er direkte eller indirekte mødes den af et problem: Danmark er omgivet af andre lande. Selvom disse andre lande skulle have lignende statsstyrede priskontroller er der en chance for, at prisen i bare et af landende vil være lavere end den danske.

Er prisen på nydelsesmiddel X således lavere i Tyskland end i Danmark vil man, når omkostninger i forbindelse med hjemtagelsen er taget i betragtning, med fordel kunne foretage sine indkøb i Tyskland fremfor i Danmark – når blot man køber nok.

Den danske stat kunne selvfølgelig forsøge på at indføre en told-kontrol ved grænsen; men takket være det Schengen kan det ikke være en varig løsning.

Og det er netop det, som den konservative Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen god ved. Og det er godt. For så er han da ihvertfald lidt fornuftig. I modsætning til Mogens Lønborg.

Prisværdig beskrivelse af kræverdanmark

Fra den modsatte side af gadekæret kommer der en vidunderlige beskrivelse af den danske krævermentalitet. Således kan skribenten “A.O.” på Konservativ Reaktion berette om debatten der efterfulgte et foredrag, forestået af en liberal person, som med begrædelig tydelighed afsluttedes samme sted, som så mange andre debatter af denne slags: På det jævne, på det jævne.

Sej plakat: En visuel historie over USAs centralbank

JP Koning har lavet en imponerende plakat, som man kan printe ud eller få trykt (eller købe via Financial Graph & Art), som på smuk, visuel facon viser historien bag USAs centralbank – med billeder, historier og grafer. Den er i sandhed imponerende – og noget som alle pengenørder bør eje.

Takket være Creative Commons-licensen kan du også downloade den lige her: FEDs historie i plakatformat.

I øvrigt er det også muligt at købe (desværre ikke downloade) en graf i plakatstørrelse over prisen på guld – med tilhørende begrundelse for, hvorfor prisen er enten faldet eller steget.

Det hele er ret sejt.

HT: Steve Horwitz