Det frie samfund: Den offentlige mening og socialismens sejrsdans

Modstanden mod oplysningstidens filosofier baseret på rationalisme har været udtalt siden dengang de blev fremsat. Kritikken mod fornuften og empirien er for mig at se urigtig, men har alligevel en vis berettigelse når den påtaler den rækkevidde og dybde, hvormed oplysningsfilosofferne mente idéerne ville sprede sig og høste anerkendelse blandt masserne.

At visse af tidens filosoffer havde en (nogen ville sige nærmest blind) tro på, at masserne handlede fornuftigt på baggrund af erfaringer og anden håndterbar og behandlet information har været den liberale filosofis akilleshæl. Derfor bør man, også som liberal, yde en vis tak til realismens filosoffer, så som Burke og de Maistre, for netop at have anskueliggjort problemet; også selvom disse konservative tænkere selv havde en for blind tiltro til, at tidligere tiders paternalistiske samfundsformer og økonomiske institutioner kunne og skulle opretholdes. Disse konservative formåede ikke at finde en løsning på det problem som var, at en stadig større andel af befolkningerne ikke havde en plads i det gamle økonomiske system.

Da kapitalismen bankede på døren blev den lukket ind med åbne arme. Og til at begynde med gik det godt: Den teknologiske udvikling tog fart, levestandarden blev væsentligt forhøjet for masserne, befolkningsantallet steg. Men når ikke blot systemet er fornuftigt i sig selv – når man også forudsatte, at alle mennesker var fornuftige og at flertallet ville handle fornuftigt og ikke give sig i kast med nye sociale eksperimenter, der kunne lede tankerne hen på tidligere tiders paternalistiske og etatistiske stats- og styreformer, gjorde man en stor fejltagelse.

For som en steppebrand spredte andre idéer sig gennem samfundet; idéer, som i deres indhold var ikke blot reaktionære og ufornuftige, men tilmed overtroiske. De liberale filosoffer, der fuldt og fast troede på, at frie mennesker i et frit samfund også ville handle fornuftigt og ønske det frie samfunds beståen, måtte sande at de tog fejl. For hvad nyttede det at de kunne fortælle, at levestandarden rent faktisk også var stigende i takt med befolkningsvæksten, når den offentlige mening var en anden og langt mere marxistisk: At kapitalismen fører til større fattigdom for den såkaldte arbejderklasse.

Problemet hér var ikke så meget dét, at visse filosoffer, der kaldte sig liberale, argumenterede for indkomstkonfiskation og omdistribution (altså statsgodkendt tyveri med straf til dem, der ikke vil lade sig bestjæle) af pengene med det formål, at sikre masserne mere positivt defineret ”frihed”, men at de kapitalistiske filosoffer ikke tog ordentligt til genmæle og dermed lod den offentlige mening føre i retning af disse såkaldt social-liberale der, når alt kommer til alt, ikke var meget anderledes i deres mål end kollektivister i andre lejre.

Mange mennesker har gennem tiden stillet spørgsmålet:

”Er I nu også sikrer på, at denne indblanding i andre menneskers sager (forstået som disse menneskers ejendomsret og den måde de forvalter den på) ikke har nogen som helst påvirkning på produktionens størrelse? At det I faktisk gør er med til at hæmme væksten, frem for at forøge den?”

En opposition mod indblanding fra staten og mod konfiskation af ejendom og omdistribution er fuldt ud berettiget. Produktionen i et samfund er ikke uafhængig af den sociale og økonomiske orden. Staten kan ikke styre produktionen uden at dette kommer til at smitte negativt af på netop produktionen – og sådan er det ligegyldigt om den offentlige mening er enig heri eller ej.