Altruistisk ondskab på forsiden af DJØF Bladet

Tænk sig engang, at man her gik og troede, at dét at være målrettet var en god ting i sig selv. Heldigvis kan nyeste nummer af DJØF Bladet redde ud af den vildfarelse, med følgende overskrift på forsiden:

“Et målrettet hippiebarn”

Den altruistiske selvforståelse nærmest driver ned ad forsiden som sirup: Når du er målrettet er du ambitiøs; når du er ambitiøs er du egoistisk; når du er egoistisk er du ond. Heldigvis er den kvinde der er målrettet og omtalt i bladet også barn af “hippier”, hvilket selvfølgelig skal forstås således, at fordi hendes forældre havde nogle bløde (læs: røde) værdier, må hun også have arvet dem.

Takket være hendes forældres kollektivistiske sindelag kan datteren sidde tilbage og nyde en samfundsmæssigt sanktioneret blancocheck til at være målrettet. Hun har jo tydeligvis de rette værdier – inderst inde…

Det frie samfund: Den offentlige mening og socialismens sejrsdans

Modstanden mod oplysningstidens filosofier baseret på rationalisme har været udtalt siden dengang de blev fremsat. Kritikken mod fornuften og empirien er for mig at se urigtig, men har alligevel en vis berettigelse når den påtaler den rækkevidde og dybde, hvormed oplysningsfilosofferne mente idéerne ville sprede sig og høste anerkendelse blandt masserne.

At visse af tidens filosoffer havde en (nogen ville sige nærmest blind) tro på, at masserne handlede fornuftigt på baggrund af erfaringer og anden håndterbar og behandlet information har været den liberale filosofis akilleshæl. Derfor bør man, også som liberal, yde en vis tak til realismens filosoffer, så som Burke og de Maistre, for netop at have anskueliggjort problemet; også selvom disse konservative tænkere selv havde en for blind tiltro til, at tidligere tiders paternalistiske samfundsformer og økonomiske institutioner kunne og skulle opretholdes. Disse konservative formåede ikke at finde en løsning på det problem som var, at en stadig større andel af befolkningerne ikke havde en plads i det gamle økonomiske system.

Da kapitalismen bankede på døren blev den lukket ind med åbne arme. Og til at begynde med gik det godt: Den teknologiske udvikling tog fart, levestandarden blev væsentligt forhøjet for masserne, befolkningsantallet steg. Men når ikke blot systemet er fornuftigt i sig selv – når man også forudsatte, at alle mennesker var fornuftige og at flertallet ville handle fornuftigt og ikke give sig i kast med nye sociale eksperimenter, der kunne lede tankerne hen på tidligere tiders paternalistiske og etatistiske stats- og styreformer, gjorde man en stor fejltagelse.

For som en steppebrand spredte andre idéer sig gennem samfundet; idéer, som i deres indhold var ikke blot reaktionære og ufornuftige, men tilmed overtroiske. De liberale filosoffer, der fuldt og fast troede på, at frie mennesker i et frit samfund også ville handle fornuftigt og ønske det frie samfunds beståen, måtte sande at de tog fejl. For hvad nyttede det at de kunne fortælle, at levestandarden rent faktisk også var stigende i takt med befolkningsvæksten, når den offentlige mening var en anden og langt mere marxistisk: At kapitalismen fører til større fattigdom for den såkaldte arbejderklasse.

Problemet hér var ikke så meget dét, at visse filosoffer, der kaldte sig liberale, argumenterede for indkomstkonfiskation og omdistribution (altså statsgodkendt tyveri med straf til dem, der ikke vil lade sig bestjæle) af pengene med det formål, at sikre masserne mere positivt defineret ”frihed”, men at de kapitalistiske filosoffer ikke tog ordentligt til genmæle og dermed lod den offentlige mening føre i retning af disse såkaldt social-liberale der, når alt kommer til alt, ikke var meget anderledes i deres mål end kollektivister i andre lejre.

Mange mennesker har gennem tiden stillet spørgsmålet:

”Er I nu også sikrer på, at denne indblanding i andre menneskers sager (forstået som disse menneskers ejendomsret og den måde de forvalter den på) ikke har nogen som helst påvirkning på produktionens størrelse? At det I faktisk gør er med til at hæmme væksten, frem for at forøge den?”

En opposition mod indblanding fra staten og mod konfiskation af ejendom og omdistribution er fuldt ud berettiget. Produktionen i et samfund er ikke uafhængig af den sociale og økonomiske orden. Staten kan ikke styre produktionen uden at dette kommer til at smitte negativt af på netop produktionen – og sådan er det ligegyldigt om den offentlige mening er enig heri eller ej.

Det frie samfund: Hvad betyder den offentlige mening?

Hvad betyder “den offentlige mening” egentlig for et samfunds udvikling? Det er et rigtigt godt spørgsmål. Viser det sig, at den offentlige mening har en betydning, som samfundets medlemmer vælger at tage hensyn til, vil selvsamme medlemmer opleve og positivt anerkende, at deres udfoldelsesmuligheder er begrænset i forhold til, hvis de ikke anerkendte selvsamme offentlige mening. Endnu mere vigtigt kunne man spørge: Hvilken konsekvens skal eller vil det have for de personer, som vælger at ignorere den?

I et samfund med en ren markedsøkonomi er en hver person fri til at gøre sine egne opdagelser og innovationer, at udnytte disse og i processen samle partnere til sig med samme visionære oplysthed, som innovatøren selv. Hér betyder det ikke noget, at masserne ikke forstår produktet eller er uenige i produktets konstruktion osv.: Innovatøren og hans partnere er frie til at forfølge deres egen skæbne og dermed lade markedskræfterne – massernes købelyst – afgøre, om innovationen var en ny nødvendighed eller ej.

I en mere “social markedsøkonomi” (for at bruge det tyske begreb for en økonomi med en etatistisk statsmagt) spiller de eksisterende og potentielle relationer mellem personerne i samfundet en større rolle end i den rene markedsøkonomi og man vil hér være nødt til at erkende, at den offentlige mening har en særlig styrke: Hér kan innovatøren ikke arbejde, hvis han ikke har en vis støtte i den offentlige mening.

Fåtallet af verdens økonomier er bare i nærheden af på et tidspunkt at ville kunne kalde sig rene markedsøkonomier. Dertil betyder den offentlige mening rent faktisk for meget; og det er vigtigt at anerkende, at intet system – statsligt såvel som økonomisk – kan vedblive med at eksistere, hvis ikke systemet accepteres af flertallet af personerne i samfundet. En upopulær stat, politisk leder eller et upopulært økonomisk system må i det lange løb bukke under for presset fra offentligheden.

Ser man på f.eks. reguleringen eller borgernes velfærd er der ingen forskel på, om de regler der sætter tingene i kraft er dikteret af en Führer eller et parlament. Reglen er der og resultatet er det samme. Metoderne hvorved reglen er vedtaget er selvfølgeligt forskellige; men når resultatet er det samme kan man belejligt spørge, hvilket system der egentlig er det værste: Det hvor man bindes af en diktator eller det hvor man binder sig selv?

Selvom enhver god idé altid har sin oprindelse i en individuel persons sind, må han altid opbakning fra den offentlige mening, hvis de ønsker at samfundet skal tilpasses den gode idé. Som Ludwig von Mises skriver i Human Action:

The flowering of human society depends on two factors: the intellectual power of outstanding men to concieve sound social and economic theories, and the ability of these or other men to make these ideologies palatable to the majority.

The masses, the hosts of common men, do not conceive any ideas, sound or unsound. They only choose between the ideologies developed by the intellectual leaders of mankind. But their choice is final and determines the course of events. If they prefer bad doctrines, nothing can prevent disaster.

Fortsættes her…

Det frie samfund: Det hele starter med et citat

If one wishes to advocate a free society – that is, capitalism – one must realize that its indispensable foundation is the principle of individual rights.

If one wishes to uphold individual rights, one must realize that capitalism is the only system that can uphold and protect them.

And if one wishes to gauge the relationship of freedom to the goals of today’s intellectuals, one may gauge it by the fact that the concept of individual rights is evaded, distorted, perverted and seldom discussed, most conspicuously seldom by the so-called “conservatives”

Ayn Rand i artiklen “Man’s rights“, som findes i bogen The Virtue of Selfishness

En “perle” fra biblen: Homoseksualitet er forbudt, men du må gerne knalde dine døtre

En af de mest kendte historier fra Det gamle Testamente i biblen handler om Sodoma og Gomorra: To byer der tilintetgøres, fordi deres indbyggere er homoseksuelle. I min optik bør man dog læse historien til ende, før man begynder at bruge den til at retfærdiggøre sine moralske synspunkter. For gør man brug af historien må man gøre det i sin helhed: Gør man det, argumenterer man også for, at pædofili kan være fornuftigt.

Historien er således: Der er en mand der hedder Lot og som bor i Sodoma. Hér får han en aften besøg af to engle (som man jo nogle gange gør…) som han efter lang tids overtalelse, får til at gå med sig hjem under dække af, at de skal have vasket deres fødder. Som aftenen går bliver huset omringet af samtlige mænd og drenge fra Sodoma, som gerne vil hilse på disse to engle og dyrke sex med dem.

Lot vil ikke have at der skal dyrkes sex mellem mænd, så han tilbyder samtlige byens mænd at ”gøre hvad de har lyst til” Lots to små døtre – som, oplyser Lot, er jomfruer.’

De to engle har dog en anden plan: De vil ødelægge byen og tilskynder Lot til at samle sin familie, samt de to gutter hans døtre skal tvangsgiftes med, og fører dem ud af byen, før det ødelæggelserne kan begynde. De to gutter vil dog ikke med, så Lot rejser fra byen med sin kone og to døtre. Under rejsen kommer Lots kone til at kigge sig over skulderen og bliver med ét forvandlet til en saltstøtte. Så nu er det bare Lot og hans to døtre der er tilbage.

Det er her historien bliver temmelig nasty: For langt oppe i bjergene slår Lot og de to døtre sig ned. De har det fint, men som den ene datter siger:

Far er gammel og der er ingen mænd i landet, som vi kan få børn med på samme måde som alle andre.

Derfor beslutter de sig for at drikke farmand fuld og dyrke sex med ham, så slægten kan føres videre. Den første aften tager den ældste datter Lot og den næste aften den yngste. De blev gravide og slægten kunne føres videre.

Er det god moral?