I en ganske kort periode i mine noget yndre år, to uger tror jeg det var, mente jeg fuldt og fast, at den bedste samfundsorden var den, som man skabte. Eller omvendt: At en naturlig samfundsorden, som ganske enkelt opstår fordi mennesker taler og handler med hinanden, var noget hø. Heldigvis kom jeg tilbage på ret køl og jeg kan stadig ikke forstå, hvordan jeg dog kunne have tænkt som jeg gjorde.
Måske har Lars Hvidberg svaret i sin klumme “Smart socialisme“…?
Jeg er ved at læse en bog om byen Venedis historie af den britiske adelsmand og forfatter John Julius Norwich (som også har forfattet tre vidunderlige bøger om Byzantium, der varmt kan anbefales) og er nået til omkring år 1400, der mere eller mindre er begyndelsen på Venedis guldalder, efter en gang for alvor at have knust Genoa og cementeret både sin position til både søs og på terra firma.
Venetianerne havde en ganske finurlig styreform, som velsagtens kan kaldes oligarkisk, men som ikke desto mindre også — fra tid til anden, omend sjældent – lod dygtige handelsmænd og (ikke mindst) håndværkere og kunstnere indtræde i senatet og deltage i landets styre. Byen var, hvis ikke den første, så nummer to til at få gadebelysning om natten – og for at holde de mange fjender i skak, havde man et efter sigende effektivt hemmeligt politi, der fra tid til anden hev mistænksomme mennesker til forhør i Timandsrådet.
Men selvom byens historie på visse punkter har fællestræk med det, som man Thatcher ville kalde en politistat (men som vi vistnok ikke har de fjerneste problemer med nu om stunder!!!) var det ikke desto mindre et samfund, der med al tydelighed var drevet efter nogle af de værdier, man genfinder i den borgerligt-liberale idéverden: Stræben, arbejdtsomhed og ærlighed. Et sandt mulighedernes land, før Amerika blev opfundet.
Hist og her får man dog også indtrykket af, at statsmagten ikke ville have, at folk skulle klare sig for godt. Statsmagten var over alt – og hvis en handelsrute eller en kategori af handelsvarer blev for rentabel, nationaliserede staten selv samme således, at de driftige handelsmænd fremover skulle have tilladelse til at gøre det, de førhen kunne gøre uden. I mine øjne en tåbelig idé, men i dengang blev det accepteret. Måske fordi mulighederne for fortsat at gøre en god stadig eksisterede. Og så skal det selvfølgelig understreges, at disse indskrænkninger i den erhvervsmæssige frihed skal tilskrives en politik der var baseret på sikkerhed og standardiseringer (f.eks. af skibe, der næsten alle var statsbyggede (og derfor ejede) efter samme model med den fordel, at man kunne opbevare reservedele) og måske også en form for proto-nationalisme — men ikke socialisme eller kollektivisme.
Et eksempel på god statslig regulering finder man i Venedis laugsstruktur, der som de private organisationer de nu og engang var, bl.a. implementerede statsmagtens brede retningslinjer. Nok i erkendelse af, at statsmagten ikke ved alt og at det er bedre at et givent problem løses af dem der kan løse det og ikke af bureakurater.
Most of the official controls on industrial standards and conditions of work [i Venedi var børnearbejde forbudt allerede fra middelalderendes begyndelse -- selvom man godt kunne eje slaver...] were imposed through the guilds, whose carefully-framed statues were all subject to the approval of government supervisors; within broard limits, however, these organizations enjoyed a considerable measure of autonomy and proved of increasing value, as the years passed, both to their members and to the state.
Unlike the gulds of other Italian towns they never became, or attempted to become, a political force in the republic: most of their members had been disenfranchised [altså udenfor politisk indflydelse siden man indførte oligarkiet], while the patricians whose power they might elswhere have been led to oppose were, in the peculiar conditioins pertaining to Venice, not feudal aristocrats but, in all probability, guild members themselves.
[The guilds] formed the asis for a remarkably effective system of social security, caring for their members in sickness and old age and assuming responsibility for their widows and children on their deaths.
Selvom teokraterne i Irak og selvmordsbombemændene i det nordvestlige Pakistan på lydoptagelser og videobånd siger, at USAs præsident Barack Obama er en ligeså stor djævel som sin forgænger, har vi det med i denne del af verden, at tage sådanne med en ganske overbærende sindsro. Kritikken kommer jo, når ret skal ret, fra nogle tåber, der som denne blogger, stiller deres meninger til rådighed for enhver.
”Bushbashing” var før en udbredt sport på denne og den anden side af Atlanten. Det burde heller ikke undre nogen, at ”Obamabashing” ser ud til at være det nye sorte, nu da de første 100 dage er veloverstået og støvet for alvor ser ud til at have lagt sig. At kritisere magthaver, både egne og andres, bør være en yndet sport blandt borgere og undersåtter – ligesom det at sidde på en café eller en bodega og ordne verdenssituationen bør være det.
Det er bare som om, at situationen nu, i forhold til tidligere, er temmelig asynkron. For medens røsterne imod præsident Obamas forskellige tiltag – ikke mindst ”Obamacare” – ser ud til at bølge frem og tilbage i Amerika, synes der ikke at være en tilsvarende opposition eller sund skepsis i denne del af verden. Hist og her støder man måske på en kritisk historie i en avis eller på en blog, men det er lidt som om, at en skræmmende stor del af os her i Europa, har lagt hjernen lidt på hylden, når det kommer til Obamas gøren og laden som præsident.
Ser man på meningsmålingerne, er det kun omkring 50 % af amerikanerne, som har sat kryds i feltet ”strongly approve” eller ”approve” da de blev spurgt. I en leder i The Economist har man da også noteret sig, at Obamas approvalratings ikke er meget anderledes end dem Nixon eller G.W. havde på samme tidspunkt i deres præsidentperiode. Ligeledes understreger avisen, at især andelen af støtter blandt de såkaldt ”uafhængige” er klart faldende. Som de skriver:
De synes Obama vil bruge for mange af deres penge.
Der er noget ganske marchiavellisk over Barack Obama, som hans forgænger slet ikke havde, men som også kan genfinde hos Bill Clinton. Hele håndteringen af situationen omkring det Iranske valg viser ganske tydeligt, hvordan Barack Obama tænker og handler politisk, frem for moralsk. Whats in it for me-attituden genfindes også i Obamacare-programmet, der mere end en sundhedsplan, er et bureaukratisk korthus, som kommer til at gavne embedsmændene i Washington mere end borgerne ude i de amerikanske delstater.
En påfaldende anekdote om Obama fandt den anden dag sin vej til BBC World News, hvor en senator fortalte om hvordan Obama, efter sin første tale i senatet, på en næsten Jeffrey Skilling-agtig facon fik sagt noget i stil med: I’m a fucking genius.
Man sagde om Tony Blair at han var ”all style and no substance”, hvilket ikke var helt korrekt – eftersom Blair rent faktisk foretog nogle ganske modige og moralske valg som premierminister i årene 2002-03 – men dog mere sandt end forkert. Jeg har mine bange anelser om, at man ikke vil komme til at sige noget tilsvarende om Barack Obama – i hvert fald ikke i Europa.
