Nej, det gør det ikke. Tvætimod er tilhører jeg den gruppe af danskere, som ikke har det fjerneste imod at blive kaldt “ultraliberalistiske”, selvom jeg selv foretrækker ordet “minarkist”; altså tilhænger af Minimalstaten Danmark og modstander af den nuværende stats- og samfundsorden.
Men patentet gavner jo virksomhederne, og som borgerlig stoler man jo mere på virksomheder end på mennesker?!?
En sætning som den her ovenfor hører man ikke kun fra tåbelige ungsocialister, men også fra f.eks. almindelige voksne mennesker. Ordene er måske anderledes, men meningen er den samme: Liberale – og især de ultraliberale – går virksomhedernes ærinde og vil hellere kæmpe for Shells ret til at dumpe olieboreplatformer i Nordsøen end mod Færøernes drab på hvaler.
Men det er altså en misforståelse af den helt store slags.
Når man påtager sig det lable som hedder liberalist, hvad udtrykker man så samtidig? Man fortæller verden, at man sætter mere pris må mennesker end på stater. Hvis mennesker laver virksomheder, investerer deres penge i kapitalmarkederne eller bare bruger dem på smart modetøj og dejlig mad skal de have lov til det – pointen er den, at det er dig, mig og alle de andre, der træffer vores egne valg.
Finder vi f.eks. en dag på en opfindelse, som kan kurere cancer enten sælger vi ideen til en anden person eller producerer selv løsningen. Hvis vores opfindelse er succesfuld tjener vi måske penge på den; er den ikke, må vi droppe den, eller finde ud af at tjene vores penge på en anden måde, medens vi på nærmest filantropisk vis fortsætter produktionen af produktet som en form for bibeskæftigelse.
Finder min nabo også ud af hvordan han kan kurere cancer, måske endda på samme måde som jeg selv, vil han nok også gerne ind på markedet og pludselig er vi konkurrenter. Og det er godt; for når vi konkurrerer mod hinanden gavner det både vores egen innovation, ressourceforbrug m.v., ligesom det — med mindre vi har indgået en ulovlig aftale om ikke at konkurrere! — vil gavne vores købere (dem, som på moderne tvetydigt dansk hedder “forbrugerne”) i for at ikke blot lavere priser, men også bedre seriveaftaler og kundevilkår.
Med andre ord: Konkurrencen gavner alle – også selvom den er barsk.
Eller sådan ville det ihvertfald være, hvis ikke jeg havde mulighed for at udtage et patent på min opfindelse.
Hvad er et patent egentlig? Dengang jeg var helt lille i 1980′erne var der kun én tv-kanal i Danmark og det var Danmarks Radio. Og det var en meget kedelig kanal. Vil man gerne vide hvor kedelig den var, kan man bare kigge på den norske NRK1, som på bemærkelsesværdig vis, har formået at fastholde en forretningsmodel som den DR havde i 1980′erne. Man stater f.eks. først med at sende tv ved 17.30-tiden!
Pointen er den, at Danmarks Radio havde et monopol og at det først var efter at monopolet blev brudt af TV2, at kanalen begyndte at sende noget ordenligt fjernsyn – takket være konkurrencen.
Monopoler kan komme i to former: Enten er de private eller også er de statslige: Det private monopol kommer sig af, at man for egne midler bygger en bro over et sund og så kræver betaling for at andre kan bruge den, eller at man er så dygtig til at opfylde markedets (altså forbrugernes) ønsker og derfor bliver den største spiller. Det offentlige monpol er, i modsætning til det private, ikke en konsekvens af dygtighed eller investeringer, men et udslag af en beslutning i embedsmandsværket. Pr. dekret giver man en privat person eller et statsligt organ en eneret til at gøre dette eller hint og med et pennestrøg forbyder man derved andre for at gøre det samme.
Når man får et patent får man i realiteten et statsligt monopol på en opfindelse. Og kender man sin historie godt nok vil man hurtigt se, at patentet ikke er meget anderledes, end fortidens statslige og kongelige privilegier.
Med et patent i hånden kan man forsvare sin opfindelse i alle de lande, hvori man har fået en patentret. Og patentet er netop noget, som man generelt søger land for land. F.eks. har vi ikke noget EU-patent (selvom det er på bedding).
Har man knoklet for at gøre sin opfindelse kan jeg godt se, at det må være dejligt, at man sådan kan hvile på lauerbærerne efter at patentet er udtaget og opfindelsen beskyttet. Ja, nogle mennesker lever endda af at opfinde, patentere og derefter give licens på patentet – hvilket i mine øjne er en afsindig forretningsmodel, omend en ganske profitabel af slagsen.
Med patentet i hånden kan man således give licens til andre, så de kan fortsætte produktionen af opfindelsen. Man kan også selv producerer videre og så kan man, værst af alt, lade være med slet ikke at gøre noget. Gør man ikke noget er verden andre 6 mia. mennesker, så længe patentet løber, berøvet for at udnytte opfindelsen.
Det sidste er skrækeksemplet, men også de øvrige handlemuligheder rummer farer. For når man har en eneret, hvorfor så dog indlade sig på at konkurrere? Man kan jo koncentrere sig om bare at markedsføre.
Eksemplet med Danmarks Radio viser klart, at mere konkurrence gavner os alle – herunder også Danmarks Radio. Hvad ville der mon ske, hvis man ikke længere udstedte patenter?
Modstanden mod patenter er liberalistisk hjerteblod. Uden patenter er mennesker mere frie, konkurrencen er friere og mulighederne for at Hr. Jensen og Fru Petersen til at realisere deres drømme, meget større.
Den russisk-amerikanske forfatterinde Ayn Rand skrev nogle fantastiske bøger om det at være arbejdsom, ærlig, stræbende og f**king-ligeglad med, om andre mennesker får ondt i røven over dét. Står man og mangler en bog og læse, så hop ned til din lokale boghandel og bed om The Fountainhead eller en anden bog hun har skrevet; og har de den ikke på lager, så kig forundret på ekspedienten og spørg: “Hvad?!? Har I ikke Ayn Rand på lager?”
