De åh-så-latterlige undskyldninger for slaveri i USA

Fra tid til anden kan man på nettet og amerikansk tv (hvis man kan tage det) have fornøjelsen af at se en eller anden person, som oftest indehaver af en elle anden form for borgerligt ombud, sige “undskyld” for dette eller hint. Bevares, det sker også i andre lande – f.eks. når Paven siger undskyld for nogle handlinger, som personer i Den Katolske Kirke har foretaget, for hvad der forekommer som æoner siden.

I USA har det føderale senat vedtaget en resolution med den sigende titel: “Apologizing for the enslavement and racial segregation of African-Americans“. M.a.o: Nutidens senatorer vedtager – på hele det amerikanske folks vegne – en undskyldning til nogle mennesker, som har været døde i mere end 100 år. I mine øjne virker dette absurd – og netop absurditeten understreges af en “disclaimer”, der er i bunden af resolutionen: “Nothing in this resolution (a) authorizes or supports any claim against the United States; or (b) serves as a settlement of any claim against the United States.” Walter Williams har en længere historie herom på Capitalism Magazine – og skrev for nogle år siden ivørigt et dokument, hvori han giver amnesti til samtlige amerikanere, med europæiske aner.

Jeg vil i den forbindelse hæfte mig ved fire ting.

1. At sige undskyld for slaveri er en (latterlig) ting. Detnæst at give erstatning er direkte tåbeligt, hvorfor også disclaimeren nævnt ovenfor giver god mening. Grunden til at det er tåbeligt at yde erstatning er, at der ikke er nogen nulevende person der har lidt et tab og derfor heller ikke nogen nulevende person, som har krav på at få den udbetalt.

Dengang USA havde slaveri kunne man med rette fremføre, at en del af negerne i USA var ofre for krænkelser af liv, frihed og ejendom og derfor var berettiget til at modtage en erstatning – udmålt og udbetalt individuelt. Men personerne er vitterligt døde og overgået til historiebøgerne som et tragisk kapitel i et ellers vidunderligt lands historie. Der er ganske enkelt ikke nogen person, der har lidt en skade, som kan gøre noget krav gældende.

Da der ikke er nogen individer, som er berettiget til erstatning, mener en del mennesker fra slaverierstatningslobbyen, at der skal udbetales en erstatning til de sorte organisationer og kulturcentre. Dette er selvfølgelig noget vås. Disse organisationer er ikke skadeslidte og kan ikke “bare sådan” påtage sig en ret til at få udbetalt andre menneskers erstatning. Allerede derfor er denne løsning tåbelig.

Men selvom man så skulle udbetale en erstatning: Hvem skulle så udrede den? Slaveejerne og slavehandlerne er forlængst afdøde; og man kan selvfølgelig ikke gøre noget krav gældende mod deres arvinger, her 150 år efter. Der er kun én person der kan udrede erstatningen: Den amerikanske skatteyder, i hvad der næsten forekommer som en form for påtvunget aflad. For hvis ikke én person (længere) kan gøres ansvarlig, må hele samfundet jo være ansvarligt. Det er samfundets skyld, lyder det fra de kollektivistiske organisationer, der repræsenterer interesser, der selv kan få del i pengene.

Humbug, det er hvad det her er. Selvfølgelig skal man da ikke påtvinge nulevende amerikanere at yde skattefinansieret kompensation til for længst afdøde personer. Det er jo ikke deres skyld; de skal ikke straffes.

2. Walter Williams nævner selv denne pointe, som jeg stiller mig bag:

Reparations advocates make the foolish unchallenged pronouncement that United States became rich on the backs of free black labor. That’s utter nonsense. Slavery has never had a very good record of producing wealth. Think about it. Slavery was all over the South. Buying into the reparations nonsense, you’d have to conclude that the antebellum South was rich and the slave-starved North was poor. The truth of the matter is just the opposite. In fact, the poorest states and regions of our country were places where slavery flourished: Mississippi, Alabama, and Georgia while the richest states and regions were those where slavery was absent: Pennsylvania, New York and Massachusetts.

3. Alle mennesker har deres egen samvittighed. Der er hverken muligt (eller ønskeligt) at påtvunge andre mennesker en anden samvittighed end den de har – og især ikke en dårlig en af slagsen.

4. Der findes ikke kollektive handlinger – kun individuelle. Så længe mennesker kan handle kan de sige til og fra, som det passer dem. Der kan selvfølgelig være tvang indblandet, men når det kommer til slaveri har man noget af en bevisbyrde for sig, hvis man påstår, at en slaveejer har været tvunget til at være slaveejer. For evt. økonomiske konsekvenser af ikke at være slaveejer i datidens South Carolina, konstituerer på ingen måder en form for tvang. At man har følt sig tvunget til at eje slaver for for ikke at gå konkurs, er ikke det samme som at sige, at man har været tvunget til at eje slaver eller gøre brug af deres arbejdskraft.

Når politikere og andre offentlige personer fremfører, at det er på tide at sige undskyld og udbetale erstatning til befolkningsgruppe X, er dette udtryk for ihvertfald to ting: a) At man vil gøre sig til overfor denne gruppe, og b) at man er kollektivist.

Skulle den ungarske befolkning nu også til at sige undskyld og udbetale erstatning til de norditalienske efterkommere fra beboeren i Veneto og Lombardiet, for de ungarske horder, der i tiden omkring år 900 plyndrede og hærgede disse områder?

Systemet med at sige undskyld og udbetale erstatning for begivenheder tilbage i historien er skræmmende tåbeligt. Historien er historien og hvis man vil, kan man tage ved lære af den, men så heller ikke mere end det. Der er en naturlig grænse for, hvornår man kan tvinge nutiden til at bøde for fortidens handlinger.