Der er åbenbart ved at være indarbejdet en fælles forståelse for, at det er dødbringende farligt at gå i solarium for at blive lidt brunere. Så farligt er det nu, at det er efter Socialdemokraternes mening skal ryge ind i samme kategori af dårligdomme som rygning hidtil har været i: Er man således under 18 år gammel skal man ikke længere kunne nyde hverken smagen af en ny cigar/cigaret eller de nye rør i det lokale solarium.
Det at gå i solarium er, ligesom rygning, et personligt valg – ja, et tilvalg tilmed; ingen tvinger dig nemlig til at skulle vælge imellem at gøre det og ikke at gøre det. Og når det er så enkelt som det er virker det også betænkeligt, at man sådan vil til at fremstille deciderede forbud mod brugen. Endda et forbud, som kun skal omfatte personer, der aldersmæssigt befinder sig under en arbitrært fastsat tærskel på 18 år. Det virker besynderligt.
Når det kommer til cigaretter har et forbud i sig selv visse meritter for sig: Jeg tænker på afhængighedssynspunktet. At man skal være myndig for at kunne skaffe sig rygetobak, der kan forårsage nikotinafhængighed, giver unægteligt en vis mening.
Anderledes er det med et solarium. Når man (til)vælger at benytte et solarium skyldes det at man gerne vil have en brunere hud. Hér er der ens egen forfængelighed og ikke en afhængighed der er afgørende.
Skal man forbyde mennesker på under 18 at være forfængelige? Kan man forbyde det? Hvorfor skulle man dog forbyde det, tænker jeg.
En følge af både rygning og solariebrug kan være cancer får vi at vide. Det er rigtigt; en følge af rygning er også KOL/rygerlunger, tøj der lugter, dårlig ånde og en endnu dårligere økonomi – det er der bare ingen der nævner.
Det samme med solariet, hvor følgen vel først og fremmest er netop en brunere hud, en efter sigende sjov duft når man forlader kabinen og vel også skammen med blandt visse mennesker, at blive opfattet som en “poletneger”.
Når man, som Socialdemokraterne, udelukkende fokuserer på cancer, når man argumenterer for forbud og andre restriktioner glemmer man de øvrige bivirkninger der kan forekomme. Især når det kommer til rygning er det som om, at risikoen for KOL — der er en skrækkelig lidelse — nærmest kun er noget man mindes om, når man besøger sin læge og kigger i de forskellige foldere i venteværelset.
Et informeret valg er hvad der er behov for. Istedet for at tvinge mennesker til ikke at gøre noget som de gerne vil, så giv dem da istedet en mulighed for at sætte sig ind i, hvorfor det de vil på sigt kan være farligt. Derefter kan de træffe et personligt, frit og informeret valg.
Den nuværende løsning, der alene fokuserer på én mulig bivirkning, gør nok mere skade end den gør gavn, da dem der desuagtet fortsætter med deres potentielt farlige adfærd men al sandsynlighed er afklaret om cancerrisikoen og helt glemmer de andre farer.
Hyperbol er vel egentlig det, som bedst beskrive den omtale konceptet om mikrokredit har nydt, de seneste par år. Konceptet, der går ud på, at man yder lån i ganske små beløb til en stor mængde fattige mennesker, så de bedre kan være entreprenante, har været prise fra mange sider af – ikke mindst undertegnede som mener, at dette er en rigtigt god måde til ikke at hive folk ud af fattigdom på, men til selv at lade folk hive sig ud af fattigdom på. Konceptets skaber og dennes bank fik da også Nobels Fredspris for sine mikrokreditter i 2006, hvilket i lyset af nutidens krise (der er forårsaget af bankernes alt for lempelige udlån og statslig regulering) virker lidt paradoksalt.
