Hvad er tænketankens mission statement?

På Liberator har Jan Madsen et fornuftigt indlæg, hvori han angriber et par nyere notater fra CEPOS, som handler om den aktuelle økonomiske situation. Madsen når frem til at den person på CEPOS, som har skrevet notaterne, ikke har helt forstand på de principper der ligger til grund for den metafor vi kalder økonomien, og som de fleste mennesker tror er “en ting” der lever og fungerer ved siden af det almindelige samfund.

Jan Madsens kritik fik mig til at slå en smut forbi nogle af de mest anerkendte tænketanke verden over for lige at se, hvilken mission statement de egentlig har. Here we go:

CEPOS:

CEPOS er en uafhængig tænketank, der fremmer et Danmark baseret på frihed, ansvar, privat initiativ og en begrænset statsmagt.
CEPOS er stiftet af fremtrædende danske erhvervsfolk, tænkere og kulturpersonligheder og indledte sit arbejde den 10. marts 2005.
CEPOS ønsker at bidrage til mere personlig og økonomisk frihed, retsstat og demokrati samt sunde borgerlige institutioner som familie, foreninger og kulturliv.
CEPOS vil omlægge og begrænse direkte og indirekte støtte fra det offentlige til befolkningen. Støtten skal komme de svage til gavn og afskaffes for personer, der kan klare sig selv.
CEPOS går ind for fri konkurrence og frie markeder, og er tilhænger af global frihandel og imod statsstøtte til erhvervslivet.
CEPOS udfører ikke opgaver på begæring af noget politisk parti, nogen myndighed, erhvervsvirksomhed, organisation eller privatperson.

Adam Smith Institute (ASI):

The Adam Smith Institute is Britain’s leading innovator of free-market economic and social policies. Named after the great Scottish economist and author of The Wealth of Nations, the Institute is guided by the principles of the free society. Since its founding, it has played a key role in pioneering practical initiatives to inject choice and competition into public services, extend personal freedom, reduce taxes, prune back regulation, and cut government waste.

Institute of Economic Affairs (IEA):

The mission of the Institute of Economic Affairs is to improve understanding of the fundamental institutions of a free society by analysing and expounding the role of markets in solving economic and social problems.

Cato Institute:

The mission of the Cato Institute is to increase the understanding of public policies based on the principles of limited government, free markets, individual liberty, and peace. The Institute will use the most effective means to originate, advocate, promote, and disseminate applicable policy proposals that create free, open, and civil societies in the United States and throughout the world.

Manhatten Institute:

The Mission of the Manhattan Institute is to develop and disseminate new ideas that foster greater economic choice and individual responsibility.

Ud af dem jeg har listet her, er det missionen fra Institute of Economic Affairs (IEA) som jeg bedst kan lide. Den er kort, præcis og afgrænset. Man (det kan jeg ihvertfald) næsten mærke, hvordan al deres produktion er baseret på nogle helt fundamentale økonomiske principper (bl.a. de østrigsk-økonomiske), hvorom alt andet drejer.

(Grunden til at Center for Policy Studies ikke er med er, at deres hjemmeside er nede)

Ved valget

Indtil videre er det en lille hemmelighed hvem jeg stemme på her til EP-valget. Men ét er dog sikker og det er, at jeg ikke stemmer på Dan Jørgensen.

Indrømmet: Jeg har ikke fået set ret mange valgdebatter her op til valget. For er man ideologisk afklaret med sig selv, bør det ikke være noget, som man bruger sin tid på. Men jeg har da, ud af øjenkrogen, set lidt med.

I den forbindelse er det slående, så dårligt Dan Jørgensen klarer sig. Sjælden har jeg set en politiker, der virker så kejtet og så off-the-page på emnerne, som han. Hver eneste debat starter han med at gå løs på den stærkeste modstander i panelet, for derefter at sige: “Men jeg er her ikke for at diskutere sådan noget”. Øh? Hvad? Er det overhoved en debatform?

Derudover er han utroligt god til at tale ned til folk. Ikke dem i panelet, men alle os andre, som åbenbart er lidt dumme. F.eks. har jeg hørt ham (i to forskellige fora!) henvise til en politikerkollega, som ifølge Jørgensen havde kommet med et “teknisk” bud på, hvorfor Danmark skulle antage sig Euro’en. Man kan undgå “asymmetriske chok på valutamarkedet” var der blevet sagt; og dét var åbenbart tre så tekniske ord, at Dan Jørgensen ikke kunne følge med. Han siger bare “og det er jeg da enig i” — for så at sige, at man skal snakke om værdier og politik, så folk kan forstå hvad man taler om… De frem år med Nyrup i parlamentet har ikke været forgæves.

Så hvad står vi med her? Vi står tydeligvis med en kandidat, der har gjort det til en mærkesag ikke at tale til laveste fællesnævner, men at tale om at tale til laveste fællesnævner!

Og så skøjter han da også henover en utroligt mange emner uden egentlig at sige noget fast. Hvad mener Dan Jørgensen egentlig? Ved han det selv? Jeg tror det ikke. Nå jo, frem år endnu i parlamentet, det vil han.

På den lyse side går han pænt klædt. Men han burde nok overveje at komme lidt mindre produkt i hårdet så det ikke stritter så meget i vejret. Men på den anden side, så er det vistnok også et trick man gør brug af, når man ikke er ret høj.

Hjulene hopper af Browns regering. Brown fatter det stadig ikke.

De færeste mennesker ville nok ønske, at de selv var Gordon Brown, den britiske premierminister, i disse dage. For ikke nok med at hans socialdemokratiske Labourparti står til at få et nærmest historisk dårligt EP-valg og kun blive det tredje største parti, langt bagefter Conservatives og LibDems, så er hele hans regering også igang med at falde fra hinanden; eller som The Economist skriver: Hjulene er ved at hoppe af.

I går var der et par ministre der smuttede; i dag endnu en, og tilmed ministeren for lokale anliggende – dét, på dagen før et lokalvalg.

På den anden side af Nordsøen er debatten om hvorvidt Brown gennemfører en regeringsrokade indenfor den nærmeste uges tid eller to livlige. I dagens PMQs var dette også noget, som David Cameron kørte hårdt på. Hér hentydede han, at de mange afgange, som ikke som sådan har noget med udgiftsskandalen at gøre, må skyldes en voksende utilfredshed med premierministeren indenfor Labourpartiet. I øjeblikket er der iøvrigt også en underskriftindsamling igang – også indenfor partiet – som har til formål at få Brown til at gå af.

Men det er ikke kun i eget hus, at Labourpartiet slet ikke formår at holde bare nogen lunde styr på sagerne. Den britiske økonomi ligger i ruiner ovenpå en katastrofal stimuleringspolitik, hvorigennem Nationalbanken — helt hjerneløst — spytter gigantiske summer af penge ud i økonomien; til banker og til både store og små virksomheder, der har drevet en dårlig forretning men som ikke må bøde for selv — ved at dø, så nye banker og virksomheder kan tage over.

Gordon Brown er tidligere finansminister. Alt andet lige burde han have bare en vis forstand på hvad der vil ske, når man sætter så mange penge i omløb, som man gør i øjeblikket. Det er min påstand, at han således udmærket ved, at dét her vil føre til en enorm inflation på ikke alt for lang sigt; at han ved, at dem der lider mest ved en høj inflation er de fattigste i samfundet og at han også ved, at en økonomi ikke kan stimuleres gennem overforbrug (der jo netop var årsagen til krisen!) men gennem opsparing, udvikling og investering inden for den private sektor – frivilligt og helt udenom statens skatteopkrævere og omfordelingsnøgler.