Man skal fortælle SKAT hvad man laver med sin egen bil — men kunne vi ikke gøre det hele lidt smartere?

… eller rettere, virksomhederne skal føre en mere stringent kontrol med hvor deres ansatte kører i deres private biler; ikke firmabiler mind you. Det er konklusionen ovenpå en dugfrisk højesteretsdom i sagen René Emill Jensen mod Skatteministeriet.

Det er desværre forbundet med straf at være skattefrihedskæmper her i landet, eftersom statsmaskineriet jo ikke kører af sig selv (bliver vi bildt ind – selvom vi godt ved, at staten jo bare kan trykke flere penge…). Men der bør være visse grænser for, hvor meget staten kan forlange, at man fører kontrol med sig selv og så efterfølgende selvangiver. Jo mere vi skal indberette og jo mere SKAT kigger os efter, desto mindre har vi lyst til rent faktisk at være med til at betale gildet. Et mere moderat skattetryk (helst fladt omkring de maks. 15 % for nu at hive et tal op af hatten) ville givet vis være mere forståeligt for de fleste af os, og endda anspore os til — tør jeg sige det — betale vores skat med (delvis) glæde… eller okay: delvis forståelse.

Eller måske endnu bedre: At vi slap for kildeskatten og alle sammen selv skulle indbetale vores skat; altså ligesom vi alligevel ville gøre med b-indkomsten… Ja, suppleret med en detaljeret opgørelse over, hvad pengene rent faktisk går til, krone for krone, ville systemet jo nærmest være perfekt. Og nu ikke noget med, at en sådan opgørelse ville være umuligt – for selvfølgelig ville den ikke være det. Vi allerede finansloven vi kan tage udgangspunkt i; den findes et eller andet sted i et elektronisk eksemplar, som man så kan koble op på en database, der der ved, hvor meget jeg har betalt. Derefter kunne jeg nemt og enkelt, måned for måned, følge med i, hvor mange penge jeg brugte på dette og hint.