Hvis man er til politik på folkeretsniveauet, vil man sikkert have en vis fornøjelse med at læse konklusionerne, fra det netop færdige møde i Rådet for Den Europæiske Union — eller “topmødet”, som nu de kære journalister plejer at kalde denne EU-retlige konstruktion.
Og hvis man har en vis interesse for hvordan bank- og finanssektoren reguleres, kan man med fordel også læse lidt med. For som der står i konklusionerne, har EU påtaget sig opgaven med at “opbygge en ny orden på de finansielle markeder”.
“Jubii” var egentlig det første jeg tænkte da jeg læse dette. For hidtil har bank- og finanssektoren været overreguleret i en så høj grad, at den almindelige caveat emptor-grundsætning (der går ud på, at man som bankkunde selv må se sig for, når man vælger bank) har været sat ude af kraft. Således forventede jeg, at EU’s stats- og regeringschefer, når de nu gerne vil skabe en “ny orden”, ville lægge sig an på en ny liberalistisk kurs, med deregulering og mere frihed til banker og forbrugere til følge.
Jeg tog fejl.
Finanskrisen har tydeligt vist, at der er behov for at forbedre reguleringen af og tilsynet med de finansielle institutioner, både i Europa og globalt. Hvis der rettes op på de svigt, som den nuværende krise har afdækket, vil det bidrage til at forhindre fremtidige svigt.
“Forbedret regulering” = mere regulering, som man også kan se her:
Det Europæiske Råd anbefaler også, at der oprettes et europæisk finanstilsynssystem, som omfatter tre nye europæiske tilsynsmyndigheder, med det formål at opgradere kvaliteten af og konsekvensen i det nationale tilsyn, styrke det overordnede tilsyn med grænseoverskridende koncerner ved etablering af tilsynskollegier samt fastlægge et fælles europæisk regelsæt, der gælder for alle finansielle institutioner i det indre marked.
De finansielle institutioner skal således underligges både Finanstilsynets tilsyn og et EU-tilsyn. Mon ikke man istedet skulle give bankerne tid til at gøre det som de er bedst til, istedet for at begrave dem i red tape?
Men hvad havde man også kunnet forvente af et dokument, der har denne indledning:
Midt i den dybeste recession, som verden har oplevet siden anden verdenskrig, viste Det Europæiske Råd på ny, at EU er fast besluttet på at overvinde de nuværende vanskeligheder og vende blikket mod fremtiden ved at træffe en række afgørelser, der hurtigt og effektivt skal tage en bred vifte af udfordringer op.
EUs løsning på alle problemer er som altid mere magt til EU, uanset de skader dette kommunistsystem allerede har påført de europæiske lande.
Ja, det er faktisk helt utroligt.
Som jeg skrev et andet sted:
Denne regulering tager udgangspunkt i, at personer i det offentlige har højere moral end personer i det private erhvervsliv.
Når det danske finanstilsyn har svigtet i Danmark og tilsynene i andre europæiske lande også har svigtet (idet bankerne er blevet drevet dårligt) – hvem siger så at det bliver bedre med dette tiltag?
For at være lidt kritisk: som jeg forstår det, så er grundlaget for et liberalistisk samfund høj moral – ellers vil det ende galt som nu gør i et socialistisk samfund. Hvordan højner vi så moralen så vi kan få indført dette liberalistiske samfund?
Med høj moral tænker jeg på at folk er altruistiske og danner fonde til uddannelse, ikke svindler og bedrager, IKKE laver karteller og mindsker konkurrencen (der er jeg uenig med andre i at kartelaftaler skulle være godt for nogen) osv. Det skal selvfølgelig også gælde det offentlige i det nuværende samfund, men det virker som en umådeligt svær opgave. For at gøre op med svindlen i det offentlige med det samme, foreslår jeg 0% skat.