De færeste mennesker ville nok ønske, at de selv var Gordon Brown, den britiske premierminister, i disse dage. For ikke nok med at hans socialdemokratiske Labourparti står til at få et nærmest historisk dårligt EP-valg og kun blive det tredje største parti, langt bagefter Conservatives og LibDems, så er hele hans regering også igang med at falde fra hinanden; eller som The Economist skriver: Hjulene er ved at hoppe af.
I går var der et par ministre der smuttede; i dag endnu en, og tilmed ministeren for lokale anliggende – dét, på dagen før et lokalvalg.
På den anden side af Nordsøen er debatten om hvorvidt Brown gennemfører en regeringsrokade indenfor den nærmeste uges tid eller to livlige. I dagens PMQs var dette også noget, som David Cameron kørte hårdt på. Hér hentydede han, at de mange afgange, som ikke som sådan har noget med udgiftsskandalen at gøre, må skyldes en voksende utilfredshed med premierministeren indenfor Labourpartiet. I øjeblikket er der iøvrigt også en underskriftindsamling igang – også indenfor partiet – som har til formål at få Brown til at gå af.
Men det er ikke kun i eget hus, at Labourpartiet slet ikke formår at holde bare nogen lunde styr på sagerne. Den britiske økonomi ligger i ruiner ovenpå en katastrofal stimuleringspolitik, hvorigennem Nationalbanken — helt hjerneløst — spytter gigantiske summer af penge ud i økonomien; til banker og til både store og små virksomheder, der har drevet en dårlig forretning men som ikke må bøde for selv — ved at dø, så nye banker og virksomheder kan tage over.
Gordon Brown er tidligere finansminister. Alt andet lige burde han have bare en vis forstand på hvad der vil ske, når man sætter så mange penge i omløb, som man gør i øjeblikket. Det er min påstand, at han således udmærket ved, at dét her vil føre til en enorm inflation på ikke alt for lang sigt; at han ved, at dem der lider mest ved en høj inflation er de fattigste i samfundet og at han også ved, at en økonomi ikke kan stimuleres gennem overforbrug (der jo netop var årsagen til krisen!) men gennem opsparing, udvikling og investering inden for den private sektor – frivilligt og helt udenom statens skatteopkrævere og omfordelingsnøgler.
