… eller rettere, virksomhederne skal føre en mere stringent kontrol med hvor deres ansatte kører i deres private biler; ikke firmabiler mind you. Det er konklusionen ovenpå en dugfrisk højesteretsdom i sagen René Emill Jensen mod Skatteministeriet.
Det er desværre forbundet med straf at være skattefrihedskæmper her i landet, eftersom statsmaskineriet jo ikke kører af sig selv (bliver vi bildt ind – selvom vi godt ved, at staten jo bare kan trykke flere penge…). Men der bør være visse grænser for, hvor meget staten kan forlange, at man fører kontrol med sig selv og så efterfølgende selvangiver. Jo mere vi skal indberette og jo mere SKAT kigger os efter, desto mindre har vi lyst til rent faktisk at være med til at betale gildet. Et mere moderat skattetryk (helst fladt omkring de maks. 15 % for nu at hive et tal op af hatten) ville givet vis være mere forståeligt for de fleste af os, og endda anspore os til — tør jeg sige det — betale vores skat med (delvis) glæde… eller okay: delvis forståelse.
Eller måske endnu bedre: At vi slap for kildeskatten og alle sammen selv skulle indbetale vores skat; altså ligesom vi alligevel ville gøre med b-indkomsten… Ja, suppleret med en detaljeret opgørelse over, hvad pengene rent faktisk går til, krone for krone, ville systemet jo nærmest være perfekt. Og nu ikke noget med, at en sådan opgørelse ville være umuligt – for selvfølgelig ville den ikke være det. Vi allerede finansloven vi kan tage udgangspunkt i; den findes et eller andet sted i et elektronisk eksemplar, som man så kan koble op på en database, der der ved, hvor meget jeg har betalt. Derefter kunne jeg nemt og enkelt, måned for måned, følge med i, hvor mange penge jeg brugte på dette og hint.
Hvis man er til politik på folkeretsniveauet, vil man sikkert have en vis fornøjelse med at læse konklusionerne, fra det netop færdige møde i Rådet for Den Europæiske Union — eller “topmødet”, som nu de kære journalister plejer at kalde denne EU-retlige konstruktion.
Og hvis man har en vis interesse for hvordan bank- og finanssektoren reguleres, kan man med fordel også læse lidt med. For som der står i konklusionerne, har EU påtaget sig opgaven med at “opbygge en ny orden på de finansielle markeder”.
“Jubii” var egentlig det første jeg tænkte da jeg læse dette. For hidtil har bank- og finanssektoren været overreguleret i en så høj grad, at den almindelige caveat emptor-grundsætning (der går ud på, at man som bankkunde selv må se sig for, når man vælger bank) har været sat ude af kraft. Således forventede jeg, at EU’s stats- og regeringschefer, når de nu gerne vil skabe en “ny orden”, ville lægge sig an på en ny liberalistisk kurs, med deregulering og mere frihed til banker og forbrugere til følge.
Jeg tog fejl.
Finanskrisen har tydeligt vist, at der er behov for at forbedre reguleringen af og tilsynet med de finansielle institutioner, både i Europa og globalt. Hvis der rettes op på de svigt, som den nuværende krise har afdækket, vil det bidrage til at forhindre fremtidige svigt.
“Forbedret regulering” = mere regulering, som man også kan se her:
Det Europæiske Råd anbefaler også, at der oprettes et europæisk finanstilsynssystem, som omfatter tre nye europæiske tilsynsmyndigheder, med det formål at opgradere kvaliteten af og konsekvensen i det nationale tilsyn, styrke det overordnede tilsyn med grænseoverskridende koncerner ved etablering af tilsynskollegier samt fastlægge et fælles europæisk regelsæt, der gælder for alle finansielle institutioner i det indre marked.
De finansielle institutioner skal således underligges både Finanstilsynets tilsyn og et EU-tilsyn. Mon ikke man istedet skulle give bankerne tid til at gøre det som de er bedst til, istedet for at begrave dem i red tape?
Men hvad havde man også kunnet forvente af et dokument, der har denne indledning:
Midt i den dybeste recession, som verden har oplevet siden anden verdenskrig, viste Det Europæiske Råd på ny, at EU er fast besluttet på at overvinde de nuværende vanskeligheder og vende blikket mod fremtiden ved at træffe en række afgørelser, der hurtigt og effektivt skal tage en bred vifte af udfordringer op.
Jeg har netop oprettet mig en blog på 180-grader, som har sådan lidt karakter af at være et pet project – den kommer således på ingen måde til at erstatte denne! “De lega ferenda” har jeg kaldt den og det er lidt ideen, at den — når tiden er til det — skal indeholde et par kommentarer om vores kære lovgiveres gøren og laden. Her er det første indlæg, som jeg i dagens anledning tillader mig at kryds-poste:
Det danske folketing er en vidundeligt kedelig institution. Tak for det – så undgår vi med alt for stor sandsynlighed, at alle de fornuftige mennesker begynder at befærde bygningen på Slotsholmen i andre anledninger end den tilfældige rundtvisning.
For at gøre hverdagen mindre kedelig — og indirekte skabe en illusion af, at det rent faktisk er folketinget der lovgiver og udøver en check-funktion på regeringen — har man som borgerrepræsentant/MF’er mulighed for at stille spørgsmål til ministeren; spørgsmål, som ministeren så får sine embedsmænd til at skrive et svar på og som ministeren derefter stolt og helt af sig selv, kan læse op nede i folketingssalen. Spontanitet og egne svar og formuleringer hører jo ikke hjemme i et parlament som det danske, skal man jo huske på.
Men hvad spørger disse folketingsmedlemmer så om?
Mon de stiller spørgsmål til lovenes hensigtsmæssighed? Til sædernes beståen? Til den førte politik eller til til embedsmandsvældets skjulte magt? Ikke just.
Per Clausen fra Enhedslisten ville gerne vide noget om kontaktlinsesalg på nettet og spurgte:
Mener ministeren, at det er acceptabelt, at de danske firmaer, der i dag sælger kontaktlinser på nettet, gør dette uden at kræve dokumentation for, at der er gennemført synstest, og vil ministeren tage initiativ til at sikre, at denne praksis ændres femover?
Karen Hækkerup vil dømme folk før de er dømt:
Vil ministeren tage initiativ til at skabe lovhjemmel for at bilister, om hvem der er bestyrket mistanke om, at de har dræbt andre i færdselsulykker, med det samme efter ulykken fratages deres kørekort, således at de ikke kan køre bil frem til retssagen, hvor der skal træffes beslutning om deres skyld og eventuelt fældes dom?
Og så var der også Kim Christensen fra Dansk Folkeparti, der var interesseret i at få at vide, hvad trafikministerens holdning til religiøse altre ved de danske veje. Det viser sig nemlig, at det åbenbart er forbudt at have vejaltre i Danmark – hvilket jeg iøvrigt aldrig havde tænkt over før, men velsagtens heller ikke har savnet.
Men helt seriøst: Hvad er det her for en ordning vi sidder med i dag? De her spørgsmål har ikke noget som helst med folketingsarbejde at gøre; og hvor er den danske version af Hendes Majestæts Loyale Opposition, som man kender den fra England? Er det denne konseksuskonformitet der tilsiger, at folketingets medlemmer og regeringen skal være dus med hinanden og indgå i hvad der nærmest forekommer som arbejdsfællesskaber? Kan det virkelig passe, at det er nogle få danske medier, som skal have monopol på at kritisere magthaverne og stille de bare nogenlunde fornuftige spørgsmål?
Hvorfor ikke spørger om noget i retning af: Hvad mener ministeren om fordelene hhv. ulemperne ved at have en såkaldt uafhængig nationalbank? Hvad mener ministeren om det danske embedsværks matematiske evner, når man i Politiet kan underbudgettere med mere end 500.000.000? Og når vi nu er ved det: Når det er et almindeligt princip i en retsstat at kun den skyldige straffes, hvorfor vil ministeren så ikke lade embedsværket ifalde ansvar for egne fejl?
Listen kunne fortsætte, for det er ikke spørgsmål der mangler. Det er spørgere og det er svar.
Hvis man bor i Danmark, er borgerlig og ikke mindst interesserer sig for amerikanske forhold, ved man helt sikkert godt, hvem Ron Paul er. Gør man ikke er her en mini-introduktion:
Ron Paul er medlem af Repræsentanternes Hus og kommer fra Texas. Under primærvalgene stillede han op som republikansk præsidentkandidat og overraskede alle med den helt enormt store græsrodsstøtte han modtog fra republikanere og andre, som ikke just var begejstrede for Bush-Chaney-regeringens interventionistiske (altså pseudo-socialistiske) økonomiske politik og ikke mindst de tiltagende indgreb i de traditionelle frihedsrettigheder, som den amerikanske forfatning sikrer (ikke “giver”, eftersom rettighederne er naturgivne!) borgerne. Pauls budskab er todelt: Først og fremmest er han proponent for en ansvarlig økonomisk politik (= “den østrigske skole” indenfor økonomisk teori) og dernæst vil han gerne have, at den amerikanske forfatning bliver overholdt.
USAs centralbank
Begge dele er hver for sig bemærkelsesværdige; men især den sidste er ufatteligt vigtig. For USA’s forfatning giver, i modsætning til hvad alt for mange tror, egentlig ikke ret mange kompetencer til den føderale regering i Washington, D.C. Nej, USA er en føderation står der, og det er delstaterne og deres lovgivende forsamlinger, der udgør the backbone i staten. Derfor er det forfatningsstridigt, når føderalregeringen opkræver en føderal indkomstskat (ved siden af eventuelle delstatsindkomstskatter); det er også ulovligt med føderale undervisningsplaner, sundhedssikringsplaner m.v.
De fleste danskere ville derfor nok mene om Paul, at han var lidt af en rabiat, når han sådan mener, at de føderale politikere i Washington ikke må bestemme, hvad børnene rundt om i USA skal lære i skolerne. Men hvad er egentlig værst: At kræve at forfatningen bliver overholdt, eller at man bare lader politikerne udvande den mest grundlæggende lov i landet? Man skal jo også huske på, at det rent faktisk er temmelig nemt at ændre den amerikanske forfatning (i forhold til den danske f.eks.), og at en vedhæftelse der garanterede f.eks. et nationalt sundhedssystem eller retten til abort sagtens kunne indføres ad den demokratiske vej.
Ron Pauls mission er derfor at kæmpe for, at den føderale regering kun gør hvad den må – og at den overholder det, som vi i Danmark kalder legalitetsprincippet.
Revision af centralbanken
Først og fremmest skal det understreges, at den amerikanske central bank er en selvstændig virksomhed. Den er ikke ejet på nogen som helst måde af staten, men har rødder i den private bankverden – til trods for, at den, som den eneste bank, har ret til at udstede penge og drive politivirksomhed!
“HR 1207” er nummeret på et forslag i kongressen, som Ron Paul har stillet. Det går i al sin enkelthed ud på, at borgerne (konkret deres repræsentanter i kongressen) får indsigt i, hvad den amerikanske centralbank gør med sine penge og hvordan den driver sin virksomhed i øvrigt. Som Paul sagde da den blev fremsat:
Why should a government-established agency, whose police force has federal law enforcement powers, and whose notes have legal tender status in this country, be allowed to enter into agreements with foreign powers and foreign banking institutions with no oversight?
Går forslaget igennem, hvilket det ser ud til, bliver det meget spændende at se, hvad resultatet bliver. Centralbanken har ikke nogensinde før været underlagt en revision.
