Religion er folkets placebo

Lige en lille tanke:

I visse kredse bruges der for tiden megen tid på at diskutere, hvem der skal med og hvem der ikke skal med til regeringens kommende ytringsfrihedskonference. Egentlig handler det mest om, hvorvidt den hollandske politiker med det vammelt-afblegede hår, Gert Wilders, skal med.

I den forbindelse skal jeg indrømme, at jeg ikke har set hele Wilders film Fitna. Det synes jeg nemlig ikke jeg har behov for; jeg ved at islam, såvel som kristendom, taoisme, jødedom osv., er og bliver mystifistiske fænomener, som mennesker med utilstrækkelig selvtillid eller uvilje mod at acceptere, at handler man har foretaget her i livet rent faktisk er foretaget af én selv i egen egoistiske selvinteresse.

Religion er ikke opium for folket; det er et placebo for folket.

Der er nemlig ikke nogen substans i religionen. Hule ord fra en svunden tid og arkaiske holdninger til, hvad man bør gøre mod en nabo-stamme på den arabiske halvø siger ikke en døjt om nutidens samfund. Med mindre man selv forsøger at konstruere en falsk virkelig. Men i så fald er det konstruktionen og ikke religionen, der er substansen.

Og vi elsker disse konstruktioner. “Danmark skal beskytte sin kristne arv” hører man fra tid til anden. Hvilken kristen arv? Der er tale om en historisk arv, ikke en kristen. Kristendommen har måske, men det er mange år siden, haft en vis indflydelse på den måde, mennesker handlede på – men det vil aldrig kunne ændre på, at arven er et resultat af menneskelige handlinger og valg, frem for religionen.

Når folk gør noget dumt skyldes det dem selv; de har svunget kniven eller klynget andre op i galgen. Gerningsmanden kan skyde skylden på alle de guddomme han vil og alle de hellige skriver han kan opridse, men det ændrer ikke på, at det er ham der er en galning – og tilmed nok en stor en hvis han tror, at han igennem oldgammel litteratur kan opnå en guddommelig bemyndigelse til at dræbe

Et skridt frem og to tilbage – mere hemmelighed på ministerkontorerne

Det var en stolt statsminister, som i tirsdag kunne offentliggøre en aftale imellem alle de store, såkaldt regeringsduelige partier (+ SF), om, at alle ministres bedrifter rundt om i landet i embedsets tjeneste, skulle offentliggøres via statsministereits hjemmeside.

Lad mig starte med at sige, at dette er en rigtigt god idé, som kan kun kan undre sig over, ikke for længst er blevet vedtaget.

Hvorfor er det en god idé at vi kan snage? Fordi vi ikke snager. Ministre er din og min tjener – og vi kan ikke være tjente med, at han kan korrumperes med dyre gaver og måske endda også giver vennetjenester, så som at diktere, at ministerbilerne skal købes af personlige venner, som ved et tilfælde netop havde arrangeret et lille ferie/forretningsophold på et golfcenter.

Som der står i aftalen imellem partierne:

Aftaleparterne finder, at det er et bærende princip for demokratiet, at borgerne bør have størst mulig adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til ved forvaltningens udførelse af dens opgaver. Denne adgang til at føre kontrol med den offentlige forvaltning, som offentlighedsprincippet giver mulighed for, kan bidrage til at forebygge og forhindre magtmisbrug og anden kritisabel forvaltningsvirksomhed. En sådan indsigt er således egnet til at underbygge og forøge tilliden til forvaltningen.

Aftaleparterne kan konstatere en stigende efterspørgsel efter oplysninger om ministres forbrug af offentlige midler og ministres deltagelse i forskellige arrangementer. Aftaleparterne ønsker at imødekomme denne efterspørgsel og er derfor enige om at indføre en ny ordning med større åbenhed og styrket demokratisk kontrol på dette område.

Som sagt: 100 % enig.

Men kæden springer desværre af, når man kommer lidt længere ned i aftalen:

Aftaleparterne finder, at den ny åbenhedsordning sikrer offentligheden omfattende indsigt i ministerens forbrug af offentlige midler og deltagelse i aktiviteter, og aftaleparterne er derfor enige om at løfte ministerkalenderen ud af den nutidige offentlighedsordning for derved at bevare kalenderen som et planlægningsredskab og samtidig sikre det historiske kildemateriale, som vil være tilgængeligt efter de gældende arkivregler.

Mon ikke, om man har den frækhed at sige, at en ministerkalender pludselig skal være hemmelig! Hvad sker der lige for det? Siden hvornår er det blevet en statshemmelighed, om en minister skal mødes med en politiker?

I øjeblikket er det stort set kun statsrådssager og så interne notater der kan uddrages dine og mine øjne. Det er i sig selv forkert, hvis du spørger mig.

Helt i trit med det, som aftalen imellem partierne siger øverst i dokumentet, må det være for hele den offentlige forvaltning; åbenheden skal være åbenlys.

Man skal jo ikke glemme, at samtlige politikere i dette land (kongehuset indkluderet) lever af penge, som de mere eller mindre stjæler fra os andre (under trussel om bøde og fængselsstraf!). Og når man samtidig vil have et system med repræsentativt demokrati, hvor vi andre tager os tid til at gøre det vi synes bedst om, er det vel ikke for meget at forlange, at politikere ikke fører hemmelige kalendre eller holder hemmelige møder?

Og videre ud ad den tangent: Hvad er der egentlig i vejen for, at der er offentlighed omkring møder mellem en minister og en anden politiker? Hvorfor kan dette ikke være offentligt? Hvorfor gør det noget, at man skriver denne politikers navn i en offentlig kalender?

Vi lever altså i 2009. Ikke i geheimestatsrådets dage under enevælden!

Hvis et møde mellem en minister og en politiker ikke tåler dagens lys tyder meget på, at der bliver besluttet eller diskuteret fordækte ting og sager, som, netop fordi de er fordækte, har stor vigtighed for alle os andre.

Derfor bør den sidste del af aftalen laves om så den istedet for hemmelighed siger, at samtlige personer en minister mødes med nævnes ved navns nævnelse og at emnet for mødet også noteres.

Det er, trods alt, ikke ret meget at forlange.

En lille solstrålehistorie

Fra Sjællandske:

Så skyd dog for helvede, din idiot, råbte købmanden i SuperBest i Faxe Ladeplads mod den maskerede person, der lidt efter lukketid lørdag indfandt sig ad bagvejen og med en pistol truede Villy Jensen til at udlevere pengene.
- Han kom ind omkring 18.30 og sagde med revolveren pegende mod mit bryst: “Det er et røveri, og jeg skal have pengene”. Jeg fortalte ham, at dagens omsætning var kommet i boksen, og at jeg ikke kunne komme til pengene, da de bliver hentet af et værdihåndteringsfirma. Så ville han have nøglerne til pengeskabet, og jeg sagde, at dem havde han da ikke megen glæde af, for jeg ville straks sætte ny lås i. Så sagde han igen, at han ville skyde mig, og jeg råbte, at han da bare kunne skyde – og så vendte han om og gik.

OMFG

Det amerikanske kongressrepræsentant Michelle Bachmann er næsten uden sidestykke, når det kommer til wackos i politik. Hun er ikke inde i sine sager, kan ikke sondre mellem fakta og løse påstande, og så mener hun iøvrigt, at det er Gud (ingen ringere!), som har sørget for, at hun er i kongressen.

Trist for republikanerne, at hun er i deres parti. For hun er ikke den bedste reklamesøjle.

Hun er ikke wacko på den sådan lidt ondskabsfulde måde, som man f.eks. ville associere den republikanske kommentator Ann Coulter med; Bachmann er det på en langt mere jordnær måde. Tag f.eks. den her udtalelse, hvori hun helt klart forsøger at give Barack Obama og Det Demokratiske Parti skylden for svineinfluenza:

Nå ja: Hendes bibeskæftigelse er at “konvertere” homoseksuelle, som hun iøvrigt mener er pædofile!, til heteroseksualitet gennem det kristne budskab. Og så påstår hun, at ondsindede lesbiske kvinder har forsøgt at kidnappe hende!

OMFG, siger jeg bare.

Wilders, ytringsfrihed og klimakonferencen

Det er i sandhed nogle mærkelige tider vi lever i. Staten har for lang tid siden bebudet, at man vil have en konference om ytringsfrihed. Hvorfor man egentlig vil have den ligger hen i det uvisse, ligesom konklusionen vel nærmest er givet på forhånd: For enten bliver den at ytringsfriheden skal begrænses, så vi som borgere tvinges til tvangstolerance, eller også bliver det det direkte modsatte, nemlig at ytringsfriheden ikke skal begrænses og at religiøse mystikere skal tolerere dét.

Derudover har staten bebudet, at man vil have en klimakonference, som vistnok skal resultere i et dokument a lá Kyoto-protokollen, der paradoksalt nok er kendetegnet ved ikke at ville have nogen mærkbar indflydelse på menneskers levevilkår i en global forstand – dertil er der nemlig ikke sammenhæng imellem mål og midler.
Og lige i den forbindelse kunne man jo godt spørge, hvorfor debatten om de såkaldte menneskeskabte klimaforandringer nærmest er forstummet i en accept af, at disse rent faktisk er her? Og selvom de skulle være det, hvorfor så i alverden ikke tale om konsekvenserne?

Al Gore led forrige år et svigende nederlag i de britiske domstole, som underkendte 11 konklusioner i hans nobelprisvindende film om klimaforandringer. Når Al Gore f.eks. viser konsekvenserne af en højere vandstand som en følge af indlandsisens smelter bort, glemmer han ganske enkelt at sige, at det hans flotte illustration viser, er vandstandsforhøjelser over adskillige tusinde år!

Men vi skal have en klimakonference i Danmark. Og en Ytringsfrihedskonference.

Og i den rækkefølge, fordi Staten pludselig er blevet bange for Gert Wilders, som har bebudet at han vil komme til ytringsfrihedskonferencen. Det er ynkeligt synes jeg. Og det er det af flere grunde.

Først og fremmest synes jeg ikke man skal være bange for at høre på ekstreme synspunkter. Bevares, vi kan da tåle at høre på Villy Søvndals gak-gak udtalelser dagligt i TV-avisen, så hvorfor ikke også høre på en islamkritisk hollænder?

Nogle synspunkter er selvfølgelig mere korrekte end andre. Udbreder man Wilders islamkritik til at være en generel religionskritik er jeg egentlig fint på bølgelængde med ham. Al religion er pr. definition irrationel mysticisme og jeg kan ikke selv forligs mig med noget som kræver at jeg ikke skal vide, men skal tro. På den måde er religion lavmålet for menneskelig tankevirksomhed.

At Staten ikke vil have Wilders på besøg forstår jeg derfor ikke. Det må vel næsten være fordi, at de offentlige embedsmænd også mener at nogle holdninger er bedre end andre. Bare de forkerte; de irrationelle.
Men alt dette overskygges dog af et gigantisk spørgsmål: Hvorfor skal staten overhoved arrangere konferencer om ytringsfrihed og om klimaforandringer? I mine øjne er det et utroligt spild af penge, som kunne bruges langt mere fornuftigt andre steder.