Reclaim the Streets

I et Danmark og en verden, hvor ejendomsretten konstant udhules og det er mere end svært at kende forskel på dit og mit, er det intet under, at en masse unge mennesker – som ikke har været med til at opbygge denne udbyttende velfærdsstat – vender sig imod den voksende regulering, overvågning, peberspray og visitationszoner.

For der bør være en forskel på dit og mit. Du bør kunne eje noget og have dine ting i fred, uden at jeg har karv på at få del i dem eller ad omveje har indflydelse på, hvad du bruger dem til.

Det “progressive” (læs: ultra-socialistiske) netmagasin Modkraft har trykt en art manifest, fra bagmændene til “gadefesten” i København i sidste uge, der lagde en eller to gader øde. Johan Espersen skriver fra 180grader om manifestet. Begge steder henvises til den franske filosof Foucault, som jeg normalt ikke bryder mig så meget om. Fra  manifestet:

Den franske filosof Michel Foucault er normalt kendt for at være anti-etikker per excellence, måske kan han hjælpe os her.

To steder har vi alligevel set Foucault komme med decideret normative udsagn, udsagn af etisk karakter. I en tekst, der oprindeligt var et foredrag for en arkitektskole et sted i Europa, under titlen Heterotropier.

Teksten afsluttes med følgende: »I civilisationer uden skibe dør drømmene ud, spionagen erstatter eventyret og politiet erstatter sørøverne.« (Foucault 1967)

Og hvad betyder det så? Ja, vi er ikke helt sikre, men noget i retningen af, at civilisationen bliver mere og mere stiv, omklamrende, trimmet, kategoriseret, overvåget, kontrolleret, disciplineret, lovgivet, normaliseret osv. Og dette er ikke godt. Sørøverens båd er, i modsætning til politiets spionage, på vandet. Vandet bevæger sig altid, og båden er kun i havn for en stund. Sørøveren bor på vandet og derfor bor sørøveren ingen steder. Foucaults pointe er, at sørøvere er bedre end politi.

Passagen de citerer i manifestet er, når man tager den for sig selv, egentlig ret god. Og hist og her i manifester er der også nogle passager og holdninger, som jeg, taget ud af sammenhængen, kan være enig i. F.eks. denne observation:

Man kunne derfor få den samfundsdiagnostiske tanke, at alt denne polemik om en masse graffiti, en smadret bil, 6 smadrede ruder, en afbrændt sofa og et par flasker mod ordensmagten, i virkeligheden handler om, at politikkens tid er forbi. Politik findes ikke længere. Parlamentarisme og sikkerhedspolitik er hvad der er tilbage. Og netop dette er ikke politik, men administration og risikostyring.

Ser man denne lille “happening” i sin rette sammenhæng, og undersøger man hvad det egentlig er bagmændene forsøger at skabe/italesætter, tegner der sig et billede af nogle temmelig brogede intentioner.
Hér har vi med mennesker at gøre, som mener at staten og dens regulering er kvælende.

Det frie initiativ ikke blod dræbes når det er der, det får ikke engang lov til at vokse frem. Den basale udveksling af ”ydelser” (viden, kapitalgoder, what ever!) mellem mennesker opløses af en statskontrolleret syre-opløsning, og markedsprocessen (der er et aggregat af disse udvekslingshandlinger) sættes ude af spil – ligesom civilsamfundet ætses væk.

Jeg er enig i at der er et problem. Men er løsningen en form for anarkistisk socialisme? Socialisme fordi ingen har ret til at eje noget selv – anarkistisk fordi der ikke er nogen organiseret statsmagt/sikkerhedsagentur til at stoppe ødelæggelser.

I dag er der endnu en gadefest:

RECLAIM THE STREETS

TAG BALLONER, BOLDE, SPRAY, FLAG, BANNERE, DINE VENNER, DIN TANTE, GODT HUMØR MED TIL DEN VILDESTE GADEFEST!

DET ER:
Brostensbelagt baggårds demokrati lokalt organiseret med globalt sigte. Det er de rigtige holdninger, Det er venstreorienteret, ikke som politisk ståsted men som humanistisk udgangspunkt.Gemt bag kampråb og bannere for en bedre verden. autodidakt gør det selv kultur fra fucking bunden. Det er umiddelbarhed, uden forespørgsel. Det er fra hånden til munden med en forbandet masse smutveje. Det er land bygget på LOVE. Og desrespekt for lov der ikke er vores. Det er anti autoritær ammunition. Civilt og ulydigt. det er modstand der avler modtryk, mod stat og kapital, det er kamp for international befrielse, fordi det er værd at kæmpe for. Det er anti kommerciel gade kredit på klods hos den lokale grønthandler. Det er proletarer imod mere regulering, kontrol peberspray og paragraffer. Det er pansret mangfoldighed i tusind farver. Transseksuelt, feministisk, queer og broget.

Det virker som om, at programbeskrivelsen er skrevet af en skitzofren.

Logikken er ikke lige til at se; for mig i hvert fald. En fri/liberal samfundsorden uden en ejendomsret der værnes er en selvmodsigelse. Det sidste er en nødvendig forudsætning for det første. Havde de blot indset det – og tilmed kommunikeret dét budskab ud – ville der nok være flere, som ville sympatisere for holdningen. Nå ja, og så skal de selvfølgelig ikke gå og ødelægge ting der ikke er deres!

Europa-Parlamentet laver den klassiske fejlslutning: Demokrati = ligestilling

Folkestyret er efter min mening det bedste politiske system der findes, hvis man vil sikrer sig, at mennesker indenfor et samfund skal have medbestemmelse i de beslutninger, man nu og engang har besluttet sig for ikke er private men af offentlige. I en minimalstat vil det selvfølgelig ikke være ret tit, at folkestyret trådte i værk  – dertil ville det civile samfunds institutioner og traditioner, for slet ikke at glemme den individuelle indsats. Men desværre garanterer vores grundlov ikke en minarkistisk samfundsorden; men det kan jo være det kommer engang ude i fremtiden.

Men folkestyret er ikke en problemfri samfundsorden. Det har jeg også skrevet mere om i den alt for lange artikel “Er demokratiet frihedens fjende” på Liberator. Et klassisk – og stadig ikke løst problem – er, at friheden for dig og mig til stort set at gøre hvad vi vil (når vi ikke skader andre), ikke pr. definition er garanteret bare fordi vi har folkestyre. Derudover er der en konkret fare for, at folkestyrets “rene” græsrodsbaserede repræsentationssystem udvikler sig til en form for demokratisme, hvor demokratiet er et mål i sig selv.

Lidt stiliseret kan man sige, at vi som liberale ikke har noget imod demokrati fordi demokratiet sikrer os mod totalitarismens ondskaber. Anderledes med den hellige demokrat, der er ligeglad med totalitarisme – bare så længe, at styreformen ikke er autokratisk.

At det f.eks. er forbudt at køre uden sikkerhedssele er et godt eksempel på, hvor demokratismen har spillet ind og en totalitær regel er indført til trods for, at den eneste der lider skade ved ikke at køre med sele, er dem der har valgt ikke at køre med sele, skulle man køre galt.

I Europa-Parlamentet kan man godt lide demokrati. Systemet har i mange år kæmpet for at få en såkaldt initiativret, så de, ligesom Kommissionen, kan fremsætte forslag til EU-regulering…

Det er der nogen der ikke vil mene, at der er noget galt med. Der er trods (alt for) mange EU-tilhængere i Danmark.

Som liberal tror jeg på folkestyret – og derfor kan jeg selvfølgelig ikke være en alt for stor tilhænger af EU-systemet, der i både form og udformning er som taget ud af den franske statsadministrations byzantinske organisationsform.

Og min begejstring for systemet, og i særdeleshed Europa-Parlamanetet, famler endnu mere, når jeg læser erklæringer som denne, fra parlamentets kvindeudvalg. Den første sætning lyder:

Equal representation of women in institutions goes hand-in-hand with democracy

Med ét bliver definitionen af demokrati/folkestyre udviddet til ikke blot at være en almindelig mulighed for borgerne i et statssamfund at gøre deres indflydelse gældende; nej nu er et system først demokratisk, når de folkevalgte repræsentanter består af 50% mænd og 50% kvinder.

Når Parlamentet består af mennesker, der ikke kan sondre imellem pærer og bananer kan jeg godt forstå, at der ikke er flere, som går op i dét valg.

[video] Kapitalismens moral

Hr. Yaron Brook fra ARI taler lidt om kapitalismen og dette økonomiske systems meget moralske opdrag:

Mr. Jim Rogers

Tak til Jacob Hedegaard for at have fortalt mig om Hr. Jim Rogers, manden bag Quantum Gruppen (sammen med G. Soros), og om de gode interviews man kan finde om ham diverse steder på nettet.

Hvad prædiker han? At US-dollaren er en lortevaluta, forvaltet af fremte-rangs økonomer (Ben Bernanke) og som alle fornuftige mennesker solgte ud af, hvis de har beholdninger i valutaen. Ifølge Rogers ville det gå bedre for økonomien, hvis etatisternes interventionistiske handlinger blev stoppet, så markedet (der som bekendt blot er et aggregat af naturlige, menneskelige handlinger og ikke er en autonom usynlig hånd!) justere sig selv.

Det der er ritigt fed ved ham er, at han gør som han prædiker. Han bor ikke længere i USA men i Singapore, fordi han ikke mener USA har nogen mærkbar indflydelse på verdensøkonomien (ligesom Europas ikke har haft det i 200 år) og hans børn er igang med at lære mandarin, så de kan klare sig i fremtiden.

Her er en video hvor Rogers prædiker sund og fornuftig økonomi. Er man bare lidt enig med den østrigske økonomiske skole, vil man også være enig med Rogers.

De levende døde

Hermed lidt copy-paste med en god, anti-religiøs pointe:

Applauding the Supreme Court’s decision to uphold a ban on so-called partial birth abortions, President Bush called it a victory for “building a culture of life in America.”

The idea of a “culture of life” has been a rallying cry for religious conservatives in their opposition to all abortion and embryonic stem cell research, and in their opposition to euthanasia and assisted suicide. By doing everything possible to preserve embryos, fetuses, and the incurably ill or vegetative, they say, we will bring about a “culture of life.” “The problem we face . . .” declares conservative icon Rush Limbaugh, “is . . . a culture of death. From abortion on demand . . . to embryonic stem cell research [to] assisted suicide . . .”

But what would life actually be like in their “culture of life”?

Consider a world in which abortion were illegal–which is the exact meaning of the President’s pledge, following the Supreme Court’s verdict, to “continue to work for the day when every child is welcomed in life and protected in law.” Pregnant women who rationally desired to abort–whether because of accidental pregnancy, rape, birth defects, or danger to their lives–would be forced to undergo 20 years of enslavement to the needs of children they did not want to give birth to, or attempt dangerous, back-alley abortions, the kind that crippled or killed untold numbers of women before Roe v. Wade. To prohibit abortion would be to sentence countless women to spiritual–and sometimes literal–death.

Or consider another staple of the “culture of life”–a world in which euthanasia and assisted suicide are illegal. Individuals with incurable and unbearable diseases would not be able to die with dignity at a time of their own choosing, but would be subjected to a protracted existence of often unspeakable agony. Their loved ones would have to endure torturous months or years seeing what was once a vibrant human being persist as a mass of pain or as a vegetable–just as, in the now-famous case of Terry Schiavo, her husband Michael had to see his wife for 15 years in a state incapable of emotion, memory, or thought.

Finally, consider a world without embryonic stem cell research. The stem cells that can be extracted from microscopic, 150-cell embryos have the potential to become any other type of human cell–and thus, say scientists, be used in therapies that could save or enhance millions of lives. To stop stem cell research would be to deprive every one of these millions–including those with heart disease, diabetes, and Alzheimer’s–of the possibility of a longer, better life.

To uphold these positions in the name of the sanctity of life is a colossal fraud. A “culture of life” would not benefit human life, but cause massive suffering and death.

What could possibly justify the religious conservatives’ crusade for such a world? “God’s will,” they answer. Our lives belong to a supernatural being, they say, and He commands us not to end them “unnaturally,” no matter how unbearable they become. He sanctifies bits of protoplasm, they say, and thus commands young women to abandon their ambitions in order to raise unwanted children, and commands everyone to abandon the breathtaking promise of a new field of research.

This is the rise of the same medieval mentality that demanded rejection of the life-enhancing developments of anesthesia, the dissection of corpses, and birth control.

The religious conservatives do not value actual human life; they are consistent followers of the Christian ideal that human life is properly lived in sacrifice to a supernatural being, and that suffering is proof of virtue. The worship of suffering is fundamental to Christianity, a religion whose central figure is glorified for dying a horrific death for the sins of mankind. Several years ago, a prominent religious conservative said of the Schiavo case, “Terry Schiavo . . . is suffering in obedience to God’s will.” He added: “Isn’t suffering in pursuit of God’s will the exact center of religious life?”

This is the culture of death–of living death.

Human life is sacred–not because of supernatural declaration, but because of the unique nature and glorious potential of the individual, rational human life: to think, to create, to love, to experience pleasure, to achieve happiness here on earth. A genuine culture of life would leave individuals free to pursue their own happiness–free from coercive injunctions to sacrifice themselves to religious dogma. Such a culture is what we must seek to create, as we do everything possible to fight religious conservatives’ culture of living death.