Forleden spurgte jeg her på bloggen om, hvordan det kan være, at et økonomisk tankesæt som det Den østrigske Skole tilbyder, har så få tilhængere. Lars Hvidberg og Christian Skov kommer begge med hver sin kvalificerede begrundelse for, hvorfor denne indgangsvinkel ikke har fået så stor en tilslutning som man med en vis berettigelse burde kunne forvente.
Lars Hvidberg skriver:
Den østrigske skole giver ikke magt til økonomen, derfor er den ikke populær.
Der er ikke plads til at lave fine grafer og komme med policy-forslag, der giver arbejdspladser til økonomer og prestige i store nye styrelser, der skal løse en masse problemer – essensen af “østrigsk” økonomi er stort set: vi aner ikke noget som helst om, hvad folk vil, eller hvordan økonomien vil komme til at udvikle sig, og vi har ingen anelse om, hvordan vi kan påvirke den i den retning, vi ønsker – hold nallerne væk, for markedet er klogere end dig.
Ja, heri er jeg enig. Det er i den forbindelse påfaldende, at så mange af de tidligere østrigske økonomer havde en fortid indenfor juraen og indenfor den politiske økonomi. Det er først med keynesianismen, at økonomerne, som profession, får en nærmest moralsk legitimation til at ”pille ved hjulene” i det store maskinværk, der er staten.
En finurlig konsekvens heraf er den, at man igennem en interventionistisk økonomisk politik opnår en mærkværdig samfundsstruktur, hvor en række vitale forretningsorienterede beslutninger (f.eks. regler for kreditgivning og for markedsføring) enten slet ikke træffes af forretningsmændene selv, eller også er underlagt en efter-censur.
Hvis pointen i vores styremform er den, at embedsmænd er gode til at styre staten fordi de har en særlig indsigt i hvordan maskinen virker, hvordan kan det så være, at forretnignsmændene og kunderne ikke har en tilsvarende frihed, når de selv ligger inde med den største indsigt i, hvordan deres lokale ”maskine” virker?
Christian Skov mener svaret skal findes i det ideologiske:
Svaret på spørgsmålet er altså, at østrigsk økonomi er marginaliseret fordi det er forbundet til en liberalisme, der er gået af mode siden det 19. årh.
Skulle man fluekneppe den her lidt ville man nok fremføre, at liberalisme som sådan ikke er = metodisk individualisme. Men fred være med den.
Men i forlængelse af Hvidbergs svar viser Skovs ditto velsagtens årsagen til, at så mange ikke har den fornødne tiltro til den østrigske skole. At de så ikke har den tiltro er lidt besynderligt, eftersom konsekvensen af en forkastelse af den østrigske metode logisk må være, at man er tilhænger af det modsatte: En økonomisk metode der tager udgangspunkt i en kollektivistisk samfundsopfattelse.
Men hvis man starter med at kigge på hvordan samfundet reagerer og handler herudfra, glemmer man da noget, ikke sandt? For ligegyldigt hvor stor maskinen er, handler den ikke af sig selv. Det er bødlen der dræber den dødsdømte barnemorder; ikke staten.
Diskusionen om hvorvidt samfundet består af individer alene eller er en form for organisme, hvor 1+1=3, er kedelig. Enhver kan se at civilsamfundet eksisterer. Formålet med den østrigske metode er derfor ikke at benægte at kollektive enheder findes, men derimod at analysere deres opståen, handleringerne indenfor gruppen og deres forsvinden.
Og dermed også sagt, at man ikke bør afvise metoden bare fordi, at man er kollektivist fremfor individualist.
