Sydamerika. Et ultra-neo-ny-liberalistisk samfund, hvor de svage død i gaderne?

Der er sagt og skrevet meget om de sydamerikanske republikker i tiden efter Anden Verdenskrig. Hver eneste gang en socialistisk leder er blevet valgt, er han blevet væltet af en ultra-neo-you-name-it-liberalistisk regering, i lommen på USA og IMF (som igen er i lommen på zionistiske frimurer, selvfølgelig) og med ét formål: At mele egen kage og skide højt og flot på de fattige.

Det er en skrøne, fortalt af sure gamle socialister, der, nu da deres verdensbillede er både intellektuelt og praktisk falleret og som forståeligt ønsker sig en at skyde skylden på. Det er jo altid de andre, ikke os selv, som er skyld i verdens rædsler…

Punditokraternes Niels Westy debunker et par af skrønerne i en rigtigt god artikel på Liberator.

Demokratisme, et folkeligt mandat og de virkelighedsfjerne politikere

Jeg har et problem med politik; eller rettere, et problem med politikere, der mener, at det at bedrive politik kan og skal være en levevej. Danmark er fyldt med sådanne levebrødspolitikere. De bruger deres liv på at leve en slags virkelighedens Paradise Hotel, hvor alt for meget går op i politik og alt for lidt handler om substans. Det er der mange der har sagt før mig, og måske skulle jeg ikke bruge min tid på at skrive det, og du din, på at læse det.

Men det er altså nødvendigt at man gang på gang får understreget, at det er et reelt demokratisk problem, når borgerdyden forsvinder fra den politiske sfære og erstattes af taktiske julelege.

Grunden til at vi har en demokratisk statsform er, at vi er tilhængere af en ideologi der siger, at statens magtanvendelse bedst doceres, når den doceres af helt almindelige mennesker, som også selv kan blive ramt af reglerne og deres konsekvenser. Jeg har meget svært ved at genkende ånden fra ‘47 48 (om man vil) i det nuværende system. For det er nemlig mit indtryk, at broderparten af de politikere vi får lov til at se og høre på i medierne, alle er så gravede og så opsatte på at opnå “magten”, at de idealer, de blev valgt ind på da de første gang var på valg, helt er forsvundet. Det er en meget trist udvikling.

I det ideelle Danmark var der “term-limits”; altså en grænse for i hvor mange år, man kan være indehaver af et offentligt valgt embede. For folketingsmedlemmernes vedkommende kunne det jo fint være 5 år, medens regeringen jo fint kunne benytte sig af en model som den schweiziske, hvor posten som regeringschef roterer blandt de i øvrigt kun 7 ministre.

Et demokrati bør være et folkestyre: Af folket, for folket og ved folket.

Et folkeligt mandat er ikke noget, som man opnår ved at besidde et flertal efter et valg. Det er et tværtimod et tillidsbånd imellem forvalterne og de forvaltede; mellem politikere og borgere. Et sådant tillidsbånd er der ikke – og det har der ikke været i rigtigt mange år.

I dag Mugabe, i morgen Obama?

Lige en lille tankestrøm:

Da Barack Obama blev valgt til præsident i USA var der en østrigsk politiker, som fik lavet en temmelig stor og dybt racistisk brain-fart: Se på Afrika og hvor dårligt det går for afrikanerne, sagde han. Sådan kommer det også til at gå i USA med en sort præsident.

At der stadig findes mennesker som mener, at et menneskes hudfarve determinere de politiske holdninger er ubegribeligt.

Noget helt andet er så, at skæbnes ironi måske vil vise, at der er en vis sandhed bag ordene. Ikke bogstaveligt selvfølgelig! Men den mængde af penge, som USAs centralbank enten allerede har spyttet ud, eller har lovet at ville spytte ud, vil unægteligt føre til en høre inflation i USA – og dermed en US Dollar der er endnu mere svækket overfor andre valutaer, end den er i dag.

Det er sådan lidt en klassiker indenfor økonomisk diskusion at debattere, om centralbanker bør føre en arbejdsløshedsorienteret eller en inflationsorienteret pengepolitik. Diskusion er faktisk nok at skyde over en smule; for der er ingen tvivl om, at der er en klar relation imellem mængden af penge i omløb og så størrelsen på inflationen.

Dette billede er fra det engang så stolte land Zimbabwe. Engang en nettoeksportør af varer, nu et land med cholera, sult, alt for tidlige dødsfald og en perverst høj inflation.

Robert Mugabe har virkelig formået at illustrere den det tydelige i, at statslig planlægning og styring fører til totalitarisme og nedbrydelse af de små, virkelystige civilsamfund. Det er noget vi har vist i vesten i mange år – og det er derfor, at der stadig er så mange af os som får kuldegys, når Helle Thorning, Gordon Brown, Villy Søvndal og Barack Obama italesætter økonomiske politikker, som for længst burde være lagt i skraldespanden.

USA og England er allerede på vej ned i helvede; de har for mange penge i omløb, de enten har eller er igang med at afskaffe den private kapitalisme for at erstatten den med kinesisk inspireret statskapitalisme og de er igang med at fjerne virkelysten fra deres samfund. For hvem i alverden har lyst til at starte noget nyt, hvis de risikerer at blive mødt af skrankepaver og hvem i alverden har nogen interesse i at yde kreditter eller lån til ansvarlige mennesker, når de kan yde dem til selv de uansvarlige i vished om, at staten nok skal dække hvert eneste tab de måtte lide.

Vejen til trældom begynder i det små. Staten “hjælper” lidt her og lidt der, og pludselig bliver planloven udviddet, så kommunerne også kan diktere hvilke butikker der skal ligge hvor, hvor mange ansatte en virksomhed skal have og hvor meget de ansatte skal have i løn. Ingen mennesker skal have det dårligere end andre og derfor skal alle have det lige dårligt (hvilket iøvrigt er essensen i Socialdemokratiets sundhedsplan, som vil afskaffe de private hospitaler og dermed genskabe ventelisterne og give liv til flere dødsfald).

Ondskab kan komme mange steder fra. Nogle onde handlinger foretages af mennesker for deres egen vindings skyld; andre af mennesker i hvad de tror, er andre menneskers interesse.

Når staterne spytter så mange penge ud, som de p.t. gør er der grund til bekymring. Det er nemlig skruen uden ende; flere penge fører til højere inflation. Højere inflation er en indirekte skat på fattigdom, da det er dem med færrest penge der rammes hårdes. Når de fattigste rammes hårdes straffes de rigeste. For at hjælpe de fattige forhøjer staten de offentlige ydelser og inflationen stiger yderlige.

Skruen fortsætter.