Der er sagt og skrevet meget om de sydamerikanske republikker i tiden efter Anden Verdenskrig. Hver eneste gang en socialistisk leder er blevet valgt, er han blevet væltet af en ultra-neo-you-name-it-liberalistisk regering, i lommen på USA og IMF (som igen er i lommen på zionistiske frimurer, selvfølgelig) og med ét formål: At mele egen kage og skide højt og flot på de fattige.
Det er en skrøne, fortalt af sure gamle socialister, der, nu da deres verdensbillede er både intellektuelt og praktisk falleret og som forståeligt ønsker sig en at skyde skylden på. Det er jo altid de andre, ikke os selv, som er skyld i verdens rædsler…
Punditokraternes Niels Westy debunker et par af skrønerne i en rigtigt god artikel på Liberator.
