Da regeringen i sin tid nedsatte en skattekommission var det med det formål, at reformere verdens mest undertrykkende skattetryk. Det gav ligeså god mening dengang, som det gør i dag: Det danske skattetryk er i sin progressive udformning mildest talt arkaisk; et levn fra en svunden tid, hvor logikken ikke nåede langt og de umenneskelige konsekvenser i en indkomstbeskatning ikke endnu var åbenbare.
Ja, en beskatning af de arbejdsomme danskere var der intet i vejen med. Snapsen kunne man godt afgiftsbelægge med det ene formål at tilskynde folk til ikke at drikke så meget – men en lignende effekt af indkomstskatten var selvfølgelig helt, helt utænkelig. Men nu var procentsatserne dengang selvfølgelig også noget mere taknemmelige, end de er i dag.
Da Fogh Rasmussen fremlagde planen for en skattekommission sagde han, at skattestoppet ville bestå; men ikke uændret. Vha. sine hænder tegnede han en tidslinje i luften og viste, at der før skattekommissionen ville være et skattestop, ligesåvel som der efter skattekommissionen ville være et skattestop – men indimellem kunne der godt foretages ændringer i skattestoppet.
Så lige på den her front ser det vist ud til, at både regeringen og oppositionen har ret. Regeringens aftale er velsagtens imod skattestoppet, som det blev fremlagt under valget; men at skattestoppet også ville være til stede efter en skattereform lå klart fra starten.
Men hovsa! Der sagde jeg jo skattereform. Finansministeriet kalder det også en skattereform.
Det forstår jeg ikke hvorfor de gør; kalder det en reform altså. Når jeg hører ordet reform komme fra en politiker flyver mine tanker straks til store forkromede projekter; af den type, som man som folketingsmedlem kun får mulighed for at stemme en til to gange om i løbet af en karriere. Politi- og domstolsreformen er et oplagt eksempel; kildeskattelovens indførelse et andet.
Som jeg forstår det må en reform således være et stykke lovgivning eller en moralsk nyopfattelse, der afgørende ændrer på tingenes tilstand. Ikke nødvendigvis i en revolutionerende grad, men dog så mærkbart, at der ikke er meget tilbage af det gamle.
Jeg har meget svært ved at tro, at 2009-skattereformen (som den sikkert vil hedde i historiebøgerne… hvis den da bliver nævnt hér) kommer til at få en sådan virkning. Bevares, man har da accepteret de såkaldte økonomisk-dynamiske effekter, men ellers er der jo, ret beset, ikke tale om noget reformeret skattesystem.
Så længe man er nødt til at bruge adskillige timer på at udregne sin skat når man har tjent mere end X antal kroner i løn, og måske har en pensionsordning og lidt værdipapirhandel inde over, er der et eller andet rivende galt.
Hvorfor dog ikke bare et simpelt, flat-tax-system? Et system hvor jeg plusser en masse tal, dividerer med 100 og ganger med f.eks. 15. Bada-bing-bada-bum og skatten er regnet ud… og hvis man så iøvrigt også kunne få lov til selv at indbetale den (fremfor at lade noget af den beskatte ude hos arbejdsgiver) ville det da være helt perfekt!
Det ville da være dejligt nemt! Ja, indfør bare det sidste, så folk i det mindste har mulighed for sådan virkelig at mærke på pengepungen, hvor meget de egentlig betaler, så ville jeg sige tillykke med reformen.
Som det er nu er systemet med den progressive beskatning hamrende usolidarisk og nærmest perverst diskriminerende overfor dem, som formår at tjene mere end politibetjenten.
