Mine bloggingprincipper

Jeg har forsøgt at forklare hvordan min bloggingproces er, og hvorfor den er som den er: http://altanen.wordpress.com/blog-først-tænk-bagefter/

Kommentarer modtages med glæde! Det samme gør forslag til andre procedurer.

“Som økonom har jeg svært ved at have andet end foragt tilovers for regeringens forslag” [OPDATERET]

Efter at Peter Kurrild-Klitgaard holdt op med at være redacteur og fast skribent på Punditokraterne kommer jeg alt for sjældent ind på den blog. Jeg abonnerer selvfølgelig på deres feed i Google Reader, og deler fra tid til anden også et indlæg derfra, men det med sådan rigtigt at få læst det hele, går det noget sløvt med. Mit indtryk er, at professorvældet er begyndt at blogge om nogle lidt andre emner, end man gjorde før…

Anyhoooouuu. Både Bjørnskov og Westy har kommenteret den skaffeomlægning, VKO har den frækhed at kalde en skattereform. Jeg har også været inde på den her og i en afledt form her.

Min følelse efter skattereform er lidt hen ad: I was promised a tax reform, and all I got was this lousy t-shirt.

Bjørnskov er rimelig ligefrem: 

Som økonom har jeg svært ved at have andet end foragt tilovers for regeringens forslag.

Udsagnet kvalificeres således:

[Regeringens] egne beregninger peger for eksempel på, at de dynamiske effekter af forårspakken vil beløbe sig til 19.200 fuldtidsbeskæftigede, fordelt på 19.550 fra sænkningen af top- og mellemskat, 3100 fra det højere beskæftigelsesfradrag, 1700 fra den lavere bundskat, og et minus på 5150 fra de højere afgifter osv. Ligesom Koch-kommissionens udspil, bruger man dermed en uforholdsmæssig stor del af udgifterne på dele, der kun minimalt gør noget ved Danmarks langsigtede problem: Hvordan får man danskerne, og i særlig grad de dygtige, til at arbejde mere og hvordan tiltrækker man dygtig arbejdskraft og bibeholder den i landet. Et godt bud på, hvor stor en arbejdsstyrke der kommer til at mangle om bare 15-20 år, hvis man skal finansiere et blot uændret niveau for de offentlige udgifter, er 100.000-120.000 ekstra fuldtidsbeskæftigede. Hvordan kan man kalde en reform ’historisk’, hvis den i bedste fald løser en femtedel af det, regeringen selv opfatter som kerneproblemet? 

Netop. Og man behøver endda ikke at være økonomisk uddanet for at se og høre, at regeringen har fejlet katastrofalt på et område, som den selv har kaldt Danmarks kerneproblem nr. 1.

Westys kommentarer er vidunderlig, når den taler om en skattereform, hvor “laveste fællesbævner og dyrkelsen af en ganske særlig landlig misundelseskultur synes at være det mest fremherskende.“

Han har helt ret når han bemærker det bizzare i, at folk simpelthen ikke forstår procentregning:

Sænker man indkomstskatten med 10 pct.-point, vil den der tjener 1.000.000 selvfølgelig opnå en større besparelse, end den der tjener 200.000. Hvor svært kan det egentlig være at forstå? Kan det virkelig passe, at det her rent faktisk er nødvendigt at pointere sådanne ting? Ja, åbenbart.

Verden er fandme mærkelig. Og så er jeg bange for, at journalisterne m.fl. er med til at gøre folk dummere, når de bevidstløst genfortæller hvad LO & Co. (VKO inkl.) har fortalt dem.

OPDATERING: Det ser endda ud til, at Kristian Jensen i egen høje person deltager i debatten på Bjørnskovs indlæg. Cool.

2009-skatteaftalen koster konservative medlemmer – og Mike Legarth er arrogant

Konservative har på partihjemmesiden offentliggjort en pressemeddelelse om skatteaftalen; “en historisk dag for skatteyderne” er overskriften. Det er selvfølgelig noget forsludret vrøvl, hvilket jeg da heller ikke har lagt skjult på før. 

Hans Henrik Juhl har gjort mig opmærksom på den kommentartråd der følger pressemeddelelsen. For det er nemlig sådan, at Konservative har gjort deres nye hjemmeside sådan lidt blogagtig. Heri er der godt nok mange sure holdninger, som kommer til udtryk – holdninger, som jeg kun kan være enig i. I udpluk lyder det:

Mandag morgen vil jeg melde mig ud. Jeg skal nu finde et nyt parti som vil have min stemme og medlemsskab. 

Jeres seneste adfærd har fået mig til at skamme mig over min stemme ved det seneste valg. Havde jeg blot vidst at en stemme på de Konservative var en stemme på socialdemokratisk politik!!! 

Men ak! Først en bankpakke som gjorde boligejere med fast forrentede lån til grin, og derefter en desperat skattereform uden liberalt indhold. 

Tiden er vist kommet til at tage pakke virksomhed og familie, og flytte til udlandet.

Jeg tror også min stemme bliver blank næste gang. Alternativt Liberal Alliance eller Borgerligt centrum. 

Denne aftale er dårligt forhandlet og i for høj grad styret af DF. Ingen ændring af topskatten, et helt tåbeligt loft på pensionsindbetalinger. Tilmed sat på et niveau, hvor mange nu får problemer med deres arbejdsgiver pensioner. Det er ganske enkelt ufatteligt ringe. 

Dette betyder, intet for viljen til, at arbejde. For der er stadig ikke ændret på, at den sidst tjente krone er alt for hårdt beskatte

Men betyder det så noget for de folkevalgte? Ikke en skid, hvis man skal forstå Mike Legarth korrekt:

Hold op, hvor er det morsomt, at læse mange af disse indlæg fra vores politiske modstandere, der lader som om, at de er sure konservative vælgere. Det er de ikke, det afslører deres egoisme og totale mangel på forståelse for, hvad der er muligt, at opnå i politiske topforhandlinger, hvor man skal samle 90 mandater.

Hvor sjovt.

- og siden hvornår er egoisme blevet et minus-ord?!?

- jeg stemmer iøvrigt på Liberal Alliance til næste valg. Fuck den konservative folketingsgruppe – de har jo ikke engang forstand på at fremstille partiets egen holdning mere; eller i det mindste virke forsmåede over den ynkelige “skattereform”.

Obama hvidvasker Iran

Ayn Rand Center for Individual Rights er en enhed indenfor Ayn Rand Institute-organisationen, der repræsenterer det, som de selv kalder den rigtige (læs: orthodokse) version af Ayn Rands objektivistiske filosofi. Ret beset er centret ikke meget andet end en stor, konstant opdateret artikelsamling og har derfor ikke så meget at gøre med det, som man normalt ville forbinde med et (forsknings)center.

Men hva’ fanden… Jeg har nemlig lige fået en artikel fra selvsamme center ind i min Google Reader-feedlæser om Barack Obamas holdning til de religiøse mørkemænd (okay, det var en pleonasme) i Den Islamiske Republik Iran.:

In his address to the joint session of Congress, President Obama said that “We cannot shun the negotiating table” in conducting our foreign policy. He’s previously elaborated that “if countries like Iran are willing to unclench their fist, they will find an extended hand from us.” And Iran’s president Ahmedinijad tentatively welcomes “talks based on mutual respect and in a fair atmosphere.”
 
The shared idea, evidently, is that our conflict with Iran stems largely from a past failure to use so-called diplomacy to settle disputes. Alluding to George W. Bush’s supposedly tough policy, Obama has said he wants to restore “the same respect and partnership that America had with the Muslim world as recently as 20 or 30 years” ago. 

…

In 1996 a team of jihadists–financed and trained by Teheran–blew up the Khobar Towers building in Saudi Arabia, killing 19 American servicemen. Clinton’s administration learned that Iran was behind the attacks. But Washington brushed aside any notion of retaliating against Iran, in order to facilitate a “reconciliation” with that murderous regime. In an eerie parallel with today, Iran expressed its openness to U.S. groveling–an opportunity Clinton seized.
 
So, Clinton attended a speech by Iran’s leader at the U.N.; the administration also permitted the sale of much-needed aircraft parts to Iran, among other sweeteners. Granted the cover of respectability, Iran was emboldened to continue fomenting Islamist aggression and avidly pursue its then-embryonic nuclear program. 
 
Obama’s appeasing diplomacy re-enacts the disastrous policy of the past. Our policymakers evaded Iran’s character as an enemy, and by rewarding its aggression with bribes and conciliation, they encouraged a spiral of further attacks

No. Bush was no exception to this trend. After 9/11 his administration invited Iran–the leading sponsor of Islamist terrorism–to join an anti-terrorism coalition(!). Talk of an axis of evil was quickly abandoned, and Washington backed the European scheme to bribe Iran to halt its nuclear program. By late last year, there was talk of opening a U.S. Special Interests Section (a step down from an embassy) in Iran. Meanwhile Bush’s welfare mission in Iraq negated U.S. security and left Iran untouched to grow more powerful and resolute. 
 
A genuinely new, rational policy toward Iran would turn away from the last 30 years and begin by facing up to Teheran’s ongoing proxy war against us.

Helt, 100 % Enig! Den her defaitistiske stil minder alt for meget om appeasement.

A=A – som lov, givet af lovgivere

Klokken er tydeligvist ved at være forbi min sengetid, da jeg er begyndt at snuble over skøre artikler på nettet. Dette indlæg handler om et forsøg på at vedtage en lov i Californien som siger, at A=A; at ting, logisk set, er det som de er. Den blev dog ikke vedtaget:

Berkeley, the first city to ban Styrofoam and wood-fired pizza ovens, could become the first to enact Aristotle’s ancient law of logic — that every entity is equal to itself.

In a philosophical effort to come up with a city law that no one could ever break, conceptual artist Jonathon Keats wants Berkeley to legally acknowledge Aristotle’s law, commonly expressed as A=A.

More plainly put, it means a table is a table. A blade of grass is a blade of grass. The mayor is the mayor.

Mayor Shirley Dean was dumbfounded.

“I haven’t a clue what that means,” Dean said of Keats’ proposition.

Few others did either as Keats tried to get them to sign his sidewalk petition Saturday near the downtown Berkeley BART station.

“Why do you need a law to say that?” asked one passer-by.

Sweating in a three-piece wool suit, bow tie and penny loafers, Keats explained that a simplistic law challenges society’s notion of what laws are, why they are made, and why we follow them.