“Som økonom har jeg svært ved at have andet end foragt tilovers for regeringens forslag” [OPDATERET]

Efter at Peter Kurrild-Klitgaard holdt op med at være redacteur og fast skribent på Punditokraterne kommer jeg alt for sjældent ind på den blog. Jeg abonnerer selvfølgelig på deres feed i Google Reader, og deler fra tid til anden også et indlæg derfra, men det med sådan rigtigt at få læst det hele, går det noget sløvt med. Mit indtryk er, at professorvældet er begyndt at blogge om nogle lidt andre emner, end man gjorde før…

Anyhoooouuu. Både Bjørnskov og Westy har kommenteret den skaffeomlægning, VKO har den frækhed at kalde en skattereform. Jeg har også været inde på den her og i en afledt form her.

Min følelse efter skattereform er lidt hen ad: I was promised a tax reform, and all I got was this lousy t-shirt.

Bjørnskov er rimelig ligefrem: 

Som økonom har jeg svært ved at have andet end foragt tilovers for regeringens forslag.

Udsagnet kvalificeres således:

[Regeringens] egne beregninger peger for eksempel på, at de dynamiske effekter af forårspakken vil beløbe sig til 19.200 fuldtidsbeskæftigede, fordelt på 19.550 fra sænkningen af top- og mellemskat, 3100 fra det højere beskæftigelsesfradrag, 1700 fra den lavere bundskat, og et minus på 5150 fra de højere afgifter osv. Ligesom Koch-kommissionens udspil, bruger man dermed en uforholdsmæssig stor del af udgifterne på dele, der kun minimalt gør noget ved Danmarks langsigtede problem: Hvordan får man danskerne, og i særlig grad de dygtige, til at arbejde mere og hvordan tiltrækker man dygtig arbejdskraft og bibeholder den i landet. Et godt bud på, hvor stor en arbejdsstyrke der kommer til at mangle om bare 15-20 år, hvis man skal finansiere et blot uændret niveau for de offentlige udgifter, er 100.000-120.000 ekstra fuldtidsbeskæftigede. Hvordan kan man kalde en reform ’historisk’, hvis den i bedste fald løser en femtedel af det, regeringen selv opfatter som kerneproblemet? 

Netop. Og man behøver endda ikke at være økonomisk uddanet for at se og høre, at regeringen har fejlet katastrofalt på et område, som den selv har kaldt Danmarks kerneproblem nr. 1.

Westys kommentarer er vidunderlig, når den taler om en skattereform, hvor “laveste fællesbævner og dyrkelsen af en ganske særlig landlig misundelseskultur synes at være det mest fremherskende.“

Han har helt ret når han bemærker det bizzare i, at folk simpelthen ikke forstår procentregning:

Sænker man indkomstskatten med 10 pct.-point, vil den der tjener 1.000.000 selvfølgelig opnå en større besparelse, end den der tjener 200.000. Hvor svært kan det egentlig være at forstå? Kan det virkelig passe, at det her rent faktisk er nødvendigt at pointere sådanne ting? Ja, åbenbart.

Verden er fandme mærkelig. Og så er jeg bange for, at journalisterne m.fl. er med til at gøre folk dummere, når de bevidstløst genfortæller hvad LO & Co. (VKO inkl.) har fortalt dem.

OPDATERING: Det ser endda ud til, at Kristian Jensen i egen høje person deltager i debatten på Bjørnskovs indlæg. Cool.