Grundlæggende liberalisme: Tre argumenter for liberalismen: 1) Naturrettighedsargumentet

Jeg skriver på livet løs på Wikipedia-artiklen om liberalisme, så den med tiden kan blive lidt bedre – eller meget bedre, for at være korrekt: For indtil i forgårs, da jeg satte mig ned og kigge på den, var det noget hø. Meget af det gamle er der stadig, men stille og roligt går det fremad.

Kraftigt inspireret af Otto Brøns-Pedersens utrykte skriv om liberalismen, som jeg fik udleveret da jeg gik på Cepos Universitetet, har jeg valgt at have et kapitel med tre forskellige argumenter for liberalismen. Her er introduktionsteksten og afsnittet om naturrettighedsliberalismen.

Kommentarer er som altid velkomne!

P.S. I originalteksten er der en række kildehenvisninger, som ikke er medtaget hér.

P.P.S. Det er skrevet i Google Docs, så vær overbæren med mig – det er nemlig et utroligt dårligt tekstbehandlingsprogram.

—

For liberalistisk filosofi har Humes er-bør-problem konkret haft den betydning, at liberale filosofier har måtte indrette deres argumenter. I nutiden ses liberalismen oftest agiteret ud fra tre forskellige indgangsvinkler: Den første er baseret på at mennesker og institutioner altid vil være i besiddelse af begrænset viden om verden omkring dem, og at det derfor er en logisk og praktisk nødvendighed, at de har handlemuligheder og valgfrihed. En anden går på at menneskelige præferencer og institutionernes incitamenter til at tage hensyn til selv samme. Hvor disse to modeller er konsekventialistiske i den forstand, at individets autonomi er en funktion af individuelle præferencer, er det tredje argument for liberalisme direkte baseret på frihed på en sådan måde, at friheden i sig selv bliver en nødvendig forudsætning for at de pågældende præferencer kan realiseres. Det tredje løsning går også under navnet rettighedsliberalisme.

Naturrettighedsargumentet

Tilhængere af en naturretligt argumenteret liberalisme tror på, at alle individer har ret til at leve som de selv ønsker det, uden uden nogen påvirkninger fra andre individer, en stat eller en anden form for kollektivt organ. Tilhængerne mener tillige, at der altid vil opstå en spontan samfundsorden, selvom staten slet ikke er der eller er begrænset til til såkaldt minimalstat^[11].

Retten til at eje sig selv, sin tid og sin egen samvittighed kaldes for selvejerskabs-aksiomen^[12].

Gennem logisk deduktion^[13] kan de øvrige rettigheder udledes fra selve selvejerskabet. Dette gælder f.eks. ejendomsretten, der kan etableres via den såkaldte homesteading-proces.

Det eneste der begrænser selvejerskabet er den nødvendige respekt individerne må have overfor andre menneskers tilsvarende selvejerskab. Dette kaldes ikke-angrebsprincippet^[14]. Med udgangspunkt i ikke-angrebsprincippet kan rettighedsliberalister både afvise og retfærdiggøre en stat på én og samme tid: En sådan stat kan logisk ikke udbyde velfærdsservices eller på anden måde tage en aktiv rolle i individernes liv, men skal være begrænset til at beskytte individernes selvejerskab. Dette skyldes, at ikke-angrebsprincippet siger, at selvejende individer nyder ret til ikke at blive angrebet af andre, og dermed også, at man har ret til ikke at blive belemret med en stat – med mindre staten er legitimeret gennem individernes egen beslutning.

Den mest berømte udtalelse om selvejerskabet findes hos John Locke:

Though the earth, and all inferior creatures, be common to all men, yet every man has a property in his own person: this nobody has any right to but himself. The labour of his body, and the work of his hands, we may say, are properly his. Whatsoever then he removes out of the state that nature hath provided, and left it in, he hath mixed his labour with, and joined to it something that is his own, and thereby makes it his property.^[15]

Chandran Kukathas, der er politolog ved London School of Economics, har påpeget^[16], at en samfundsorden baseret på rettighedsliberalisme kan føre til i hvert fald to forskellige typer af samfund: ”Frihedsføderationen” og ”Frihedsunionen”. Spørgsmålet er hér hvilken samfundstype der er den der sikrer mest frihed. Kukathas når selv frem til, at begge samfundstyper har væsentlige ulemper men fastholder, at ”Frihedsføderationen” er at foretrække.

Sådan hjælper jeg US-dollaren og inflationen med at komme ned

Jeg brænder lortet:

Grundlæggende liberalisme: Hvad er liberalisme – en introduktion

For lang, lang tid siden besluttede jeg mig for at ville omskrive den artikel der er om liberalisme inde på den danske udgave af netleksikaet Wikipedia.

Årsagen hartil var – og er – at den nuværende artikel ganske enkelt ikke er god nok, og alt for mange steder er præget af overfladiskhed og manglende forklaringer på nye begreber, man raskt væk introducerer.

Og da jeg også før har bidraget med ting og sager til Wikipedia – dog primært den engelsksprogede udgave – tænkte jeg, at det ikke ville blive så svært.

Så frem fra gemmene fandt jeg en gammel “introduktion til liberalismen”-artikel, som jeg har skrevet sådan lidt frem og tilbage på fra tid til anden, og sammenstykkede Wikipedia-artiklens introduktionsafsnit. Det er nu publiceret og kan iøvrigt også læses nedenfor. Kommentarer modtages med taknemmelighed

Liberalisme er et samlende begreb for en række mere konkrete politiske holdninger og filosofier, der alle har det til fælles, at de anser staternes magtmisbrug og den deraf følgende krænkelse af den individuelle autonomi som en central samfundsproblemstilling. For liberale udgør statens arbitrære magtanvendelse en reel og konkret trussel mod den enkeltes velfærd, livsstil, ejendom og udfoldelsesmuligheder, hvorfor denne magt skal begrænses igennem vidtgående frihedsrettigheder og et frit og uafhængigt retsvæsen.

Selvom en begrænset statsmagt er et gennemgående tema i liberal filosofi, er der delte meninger om, i hvor stor en grad denne magt skal begrænses. En filosofisk retning mener at statsmagten skal bruges positivt til at skabe velstand (socialliberalisme), medens andre understreger vigtigheden af at staten aldrig bliver udviklet til mere end en såkaldt minimalstat (minarkisme), medens andre retninger helt ønsker at afskaffe statsmagten (anarko-kapitalisme).

Alternativet til statsmagten er kaldes i liberal filosofi for civilsamfundet. Forskellen imellem de to ligger i, at statens virksomhed er baseret på tvang, medens civilsamfundet er baseret på frivillighed. Heri ligger dog ikke, at man ikke kan være ligeså bundet af en norm eller beslutning i civilsamfundet som man kan i en stats, men derimod, at man i civilsamfundet selv vælger om man vil være med i det til at starte med.

Liberalismen er ikke i sig selv en økonomisk teori. Ikke desto mindre sammenkædes liberalismen ofte med det kapitalistiske markedssystem, der i udgangspunktet er karakteriseret ved fuldstændigt privat ejerskab over produktionsmidlerne. Denne sammenkædning skyldes, at kapitalismen, ligesom civilsamfundets institutioner, er udtryk for en social proces, hvor mennesker handler i deres egen interesse for at tilfredsstille andre menneskers egeninteresse.

Fra 1900-tallet og frem er liberalismen overordnet set præget af to hovedstrømninger, der hver især konkurrerer om termen "liberalisme": Liberalismen er i USA oftest blot et andet ord for socialliberalisme, idet begrebet sammenkædes med et ønske om etableringen af en stærk velfærdsstat, støtte til statslige hjælpeprogrammer så som Franklin D. Roosevelts New Deal-program og keynesianistisk samfundsøkonomi i al almindelighed; i modsætning hertil er liberalisme i Europa stadig karakteriseret ved at være i trit med den klassiske opfattelse. For europæere, såvel som for amerikanere, har den nyere betydning af liberalisme i USA været årsag til en del forståelsesproblemer, hvorfor man i amerikansk liberalistisk filosofi i stadig stigende grad vælger at bruge begreberne "klassisk liberalisme" og "libertarianisme" om den form for liberalisme, man i Europa traditionelt kalder liberalisme.

Konkret ligger forskellene i det to modeller for liberalisme i, at klassisk liberale og libertarianere mener, at den eneste form for frihed der findes, er frihed fra tvang – at frie mennesker ikke skal kunne tvinges til at foretage en handling, men alene tvinges til ikke at foretage den. Socialliberale mener derimod, at statsmagten bør tage en aktiv rolle i samfundets udvikling og igennem tvang styre borgernes handlinger i retning af en bestemt samfundsmodel.

Liberalisering af den New Yorkske narko-lovgivning!

Der er gode nyheder for de borgerne i delstaten New York, som gerne vil nyde en fyreaftensfed eller en lille bane coke lørdag aften. I hvertfald bliver konsekvenserne af at blive taget af strisserne noget mildere, når delstatsparlamentet, som det er ventet, ophæver den betygtede Rockefeller Drug Law, som i 35 år har foreskrevet meget, meget lange fængselsstraffe for førstegangsforseelser.

Problemet med Rockefeller narkoloven er det velkendte: En politiker vil gerne være populær og går til valg på at ville indføre meget hårde straffe for narkomaners besiddelse af narko. Politikeren vælges  og lovreglen vedtages.

Konsekvensen: Anklagemyndigheden får nærmest frie hænder til arbitræt at bestemme, hvor mange år den tiltalte skulle i fængsel – uden nogen mulighed for at domstolen selv havde mulighed for at nå frem til en rationel dom i den konkrete sag.

I sin essens er det påfaldende, at man overhoved vælger at straffe folk for at tage stoffer eller ryge en joint. Konsekvensen af handlingen rammer ingen andre end den der tager narkoen og “forbrydelsen” bliver derfor i sig selv en direkte form for adfærdsregulering.

… Det samme kan man f.eks. sige om den regel der siger, at man skal kører med hjelm hvis man fører motorcykel, eller skal kører med sikkerhedssele i en bil… eller den om at man får en bøde når man går over for rødt, selvom der ikke er nogen biler i miles omkreds.

At New York langt om længe har besluttet sig for at indføre mere rationalisme i strafferetten er med de liberale briller en sejr. At man stadig forbyder disse offerløse forbrydelser er mere betænkeligt — og, igen med de liberale briller, udtryk for en paternalistisk og autoritær strafferet.

En mere fornuftig skatteomlægning – med fokus på påviselige dynamiske effekter

Fra tid til anden er jeg en smut forbi iværksætter forumet Amino.dk, for at at se hvad der rør sig – oftest på den regnskabsmæssige front og i særdeleshed i forbindelse med mit lille bijob som kasserer i et a.m.b.a.

I dag snublede jeg over et blogindlæg med en utroligt fornuftig skatteomlægningsplan:

Selvfinansierende skattepakke til 16 mia. kr.

Grundlag:

- Påviste dynamiske effekter (OECD)

- Finanspolitisk lempelse (EU, OECD anbefaling)

1) Fjern mellemskatten

2) Hæv loftet for topskat til 1 mio. kr. årligt

Fordele:

- Ingen skal betale mere i skat

- Intet område skal spare

- Ingen ny lovgivning på skatteområdet

- Mere udenlandsk vidensarbejde på markedsvilkår

- Hjemvenden af danske hjerner fra skatteeksil

- Gevinsterne tilfalder almindelige borgeres virkelyst

- Mere økonomisk demokrati frem for direktion og stat

- Progression i beskatningen af særligt høje indtægter

- Janteloven bliver skudt ned (FOA, AE græder)

- Mindre sort arbejde og gør-det-selv-fusk

Resultat for for staten (Selvfinasierende):

- Udgifter (Skattelettelser):

15 mia. kr. (kilde: skatteministeriet)

+ 1 mia. kr. til lønstigninger i det offentlige, som følge af effektiviseringer i arbejdet

———————–

16 mia. kr. i udgifter / Skattelettelser

- Indtægter (Dynamiske effekter / finanspolitisk lempelse):

3 mia. kr. fra mere moms og afgifter (kilde: Skatteministeriet)

+ 3 mia. kr. fra at sort bliver til hvidt arbejde (kilde: rockwool fonden, Nyrup 1995)

+ 4 mia. kr. fra flere vidensjob (kilde: OECD)

+ 4 mia. kr. fra skatteflygtninge kommer hjem (Kilde: OECD)

+ 2 mia. kr. fra merarbejde (Kilde: professor Eva Smith og OECD)

———————–

16 mia. kr. i indtægter / dynamiske effekter

Resultat for samfundet :

15 mia. kr. i skattelettelser til alle lønmodtagere, der betaler mellem- og topskat