Politikere og main-stream økonomer kan godt lide at bestemme over andre menneskers gøren og laden. Politikerne fordi de elsker det normative og fordi de fleste af dem mener, at det er prisværdigt at blande sig i andre menneskers sager; økonomer fordi de mener, at de på baggrund af noget deskriptivt materiale bedre kan vurdere virkeligheden, end de mennesker der rent faktisk foretager handlingerne.
Noget af det nemmeste at regulere, har det vist sig, er det, som økonomerne kalder “offentlige goder”/”public goods”. Når man hører ordene kan man godt danne sig et billede af hvad der er tale om (forsvar, veje osv.) men økonomerne har alligevel været så venlige at definere ordet for os:
Et offentligt gode er et gode, som 1) ingen mennesker kan forhindres i at bruge, og 2) hvis værdi/brugbarhed ikke formindskes ved at det allerede er brugt af en anden person.
Jeg har selv lidt svært ved at forestille mig, at der rent faktisk findes absolutte offentlige goder, som således på en eller anden måde ikke forringes ved brug, eller som man ikke kan forhindre folk i at bruge, men på papiret kan jeg da godt følge ideen.
Dér hvor det bliver interessant at tale om offentlige goder er i forbindelse med det, som man kan kalde markedsfejl; altså fænomener der er karakteriseret ved, at markedet (et andet ord for den sociale proces, hvori person A handler i egen interesse ved at tilfredsstille person Bs egeninteresse) tilsyneladende “ikke virker” fordi, et specifikt gode ikke bliver fremstillet.
Fyrtårnet er det klassiske eksempel: Da alle både kan bruge fyrtårnet når de sejler rundt om kysten om natten er der begrænsede er der ikket et tilstrækkeligt incitament til at bygge dem, da mulighederne for afkast, alt andet lige, er beskedne.
Den store social-liberale filosof John Stuart Mill skrev om netop fyrtårnene, at disse var et godt eksempel på, at laissez-faire økonomer (altså kapitalistiske systemer, hvor staten ikke blander sig i andre menneskers sager) ikke ville kunne fungere:
“… Det er fornuftigt når staten bygger og vedligeholder fyrtårne… da det er umuligt for skibene til søs, der drager nytte af fyrtårnene, at betale for fyrtårnene når de bruger dem, og at den eneste betaling en privat fyrtårnsejer ville kunne opnå var den, som han ville kunne indkræve hvis han fik del i statens toldopkrævning” (Min egen oversættelse)
Det lyder jo fornuftigt, gør det ikke?
Men hvad nu hvis det alligevel ikke passer? Hvad nu, hvis der rent faktisk blev bygget fyrtårne uden statens medvirken?
Den amerikanske økonom Ronald Coase (der i min juraverden er mest kendt for sin firmateori) satte sig i 1974 ned og undersøgte sagen. I en artikel fra samme år, som kan læses online, viste han, at det britiske fyrtårnssystem rent faktisk var opført af private mennesker og civilsamfundsinstitutioner (altså frivillige foreninger), samt at statsmagtens eneste opgave i den forbindelse havde været at sikre at ejendomsretten til fyrtårnet ikke blev krænket.
Finansieringen? Den kom fra sømænd og skibsejere, der havde en væsentlig egeninteresse i, at de kunne navigere rundt den britiske kystlinje uden at kændre.
Artiklen rummer iøvrigt meget mere “guf”, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her. Hér skal pointen nemlig være den, at der er ting som man ser og ting som man ikke ser:
På bakketoppen står der er fyrtårn. Det kan vi se. Hvorfor det står der, kan vi regne ud. Hvem der har bygget det? Det har mennesker der har handlet i egen interesse for at tilfredsstille sig selv og samtidig også andre med samme interesse. En interesse i at kunne sejle op og ned at kysten så let som muligt og med så få bekymringer for skibets sikkerhed.
Fyrtårnene i England var beviset på, helt tilbage fra middelalderen!, at det civile samfund, der er baseret på frivillighed, rent faktisk og meget virkeligt kan løse og løser dagligdagens små problemer. Hvorfor skulle man dog blande en statslig myndighe ind i noget så trivielt som at bygge et fyrtårn? Det gør vi da selv, har de tænkt. Så bliver det gjort hurtigt og sådan som vi vil have det. At andre kan drage nytte af det er bare helt i orden, så slipper de for at kændre og drukne.
Ja, det civile samfund virker. Og man kan også inddrage mange andre eksempler, f.eks. fra vejnettet, ligesom hele “problematiken” med eksternaliteter (altså de såkaldte naboeffekter) også kan analyseres ud fra en civilsamfunds-synsvinkel, med fokus på den private ejendomsret og den heri liggende ansvarlighed.
Hvad der så er trist er, at vi alligevel skal belæmres med forkromede politisk-økonomiske tiltag til at bygge store ting og sager; selv den dag i dag.
