Firmateorien og den østrigske skole

Min oplæsning af det eksamensrelevante materiale til min forestående eksamen i selskabsret blev forstyrret, da jeg i morges tog mig selv den tid det tager at gå de 20 meter fra min bolig og hen til Statsbiblioteket, for at hente et par bøger jeg havde lånt. Fire bøger er der i alt – og alle er ”hyggelæsning”, altså bøger, som ikke er studierelevante.

De tre af dem har jeg ikke åbnet endnu, medens jeg har skimmet lidt i den fjerde. Det er en essaysamling af Nicolai Foss (der i øvrigt også bedriver bloggen Organizations and Markets) tilbage fra 1994 med fællestitlen: The Austrian School and Modern Ecnomics – den kan lånes på biblioteket.

Heri snublede jeg over et essay med titlen ”Austrian Economics and Neo-institutionalism” og hvad handler den så om? Den handler om den østrigske skoles take på firmateorien – eller, som Foss gør det klart, manglen på samme.

At de østrigske økonomer ikke har bedrevet forskning/formidling indenfor firmateorien er som sådan ikke nyt for mig; de gange jeg har ledt efter noget af de kendte forfattere indenfor området har jeg ikke rigtigt kunne finde noget. Men at man, hvis man skal tage Foss på ordet, ikke har beskæftiget sig med det overhoved, er lidt af en overraskelse.

Grunden til at det er en overraskelse ligger i det paradoks, som Foss beskriver så rammende:

[I]t is something of a doctrinal puzzle that the Austrians never took step toward formulating a theory of the firm. It is surprising because many of the analytical components that are necessary to tell a coherent story about why there should be firms in a market economy were present in Austrian theory long before they became standard fare in neoclassical economics [!] I have in mind concepts such as property rights, specific and complementary assets, assymetrical information, the distinction between planned and spontane orders, nonmaximizing modes of standing of the principal-agent relationship.

Foss understreger, at selvom de nu velkendte koncepter ovenfor er behandlet af østrigske økonomer, ikke i sig selv betyder, at en østrigsk funderet firmateori ville have samme indhold, som de gængse teorier, og at man sagtens kan forestille sig, at en østrigsk teori tog sit udgangspunkt i det, man med et godt dansk ord kalder entrepreneurship.

Ideen er ganske interessant og jeg glæder mig til at hele essayen er læst. Jeg kan i øvrigt se, at Fosse selv har skrevet et par bøger om netop dette. Derudover reklamerer han på sin hjemmeside selv med en kommentar i Berlingerne om iværksætteri, ligesom jeg har fundet en artikel (skrevet med Kirsten Foss) om Entrepreneurship, Margins and Contract Theory.

Så sådan rent metodisk tror jeg rent faktisk, at jeg har fundet mig en essay, som er ganske interessant.

Milton Friedman debatterer Naomi Klein (den heks)

http://www.youtube.com/watch?v=g2kTy7glZ9

Der er flere lignende videoer på YouTube

Opdateret: Okay. Der er åbenbart lidt problemer med at vise den her video her på siden; så bare følg linket for at se videoen.

Så er 2009-udgaven af Index of Economic Freedom på gaden/nettet

Tænketanken Heritage Foundation og Wall Street Journal har igen spyttet en udgave af deres berømte verdens landes økonomiske frihedsgrader på gaden – og på nettet i en smart, flot og ny web 2.0-udgave med bling-bling, kort fra Google Maps (så man kan se hvor det land man læser om ligger på kloden) og massere af kurver og grafer. Lækkert.

The 2008 Index of Economic Freedom hedder opgørelsen.

Danmark er endnu engang på top 10-listen (i form af en plads nr. 8), hvilket som udgangspunkt kan undre – da opgørelsen er fokuseret på virksomheder, er det ikke så mærkeligt endda; vi behandler nemlig virksomhederne ret godt. Det bliver i den forbindelse spændende at se, om den kommende aktie- og anpartsselskabslov, der liberaliserer markedet for selskabsret utroligt meget (tak for det iøvrigt!), vil få Danmark til at rykke højere op på listen.

Det der trækker mest ned for Danmark er 1) statens meget store størrelse (51 % af BNP fylder den – hvilket er uhørt i resten af verden), 2) det massive skattetryk, 3) toldbarrierer overfor resten af verden (udenfor EU) og 4) lejereguleringsloven m.v.

Det der trækker op er bl.a. at det er dejligt nemt at fyre folk og at de (mange) lovregler vi har, anvendes konsekvent og efter en konsistent praksis.

Hong Kong scorer endnu engang førstepladsen og Singapore (et af mine yndlingslande) anden pladsen. Bemærk f.eks., at Hong Kong har en konkurslovgivning, der ikke medfører for store omkostninger for de involverede parter.

Konklusionen må derfor være den, at hvis Danmarks skal højere op (og det skal Danmark!), så skal vi beskære skatterne drastisk, sikre den private ejendomsret endnu mere, fjerne lejereguleringen og lave massive nedskæringer i den offentlige sektor.

- men det vidste vi jo godt allerede

Om at lege gud: Hvordan minimalstaten bør/skal/kan indrettes

Jeg har altid elsket at spille Sim City. Derfor blev jeg også lidt glad da jeg så et (gammelt men godt!) indlæg på Liberators forum i aftes om, hvordan man som minarkist (minimalstatsliberalist ) egentlig mener (minimal)staten skal indrettes.

Spørgsmålet i starten af tråden:

Den libertære tankegang er konstant under angreb fra minarkister her på siden, som konsekvent henviser til, at de vil have en lille stat, der kan sørge for visse ting for ‘fællesskabet’ – på trods af min principielle uenighed med disse minarkister vil Jeg sgu gerne vide lidt om, hvad de egentligt selv går og mener er den bedste løsning for en statsdannelse… (På trods af at Jeg ikke er spåkone forudser Jeg en særdeles lang tråd om det her, da der er stor sandsynlighed for, at det ene svar vil føre til flere spørgsmål…. sådan er politik nu engang)

Lad os starte med det helt basiske….

Såfremt der kom et overvældende flertal af minarkister i Folketinget, hvilke ministerier ville, om nogen bliver nedlagt?
Såfremt der kom et overvældende flertal af minarkister i Folketinget, hvilke ministerier ville, om nogen, blive oprettet?
Såfremt der kom et overvældende flertal af minarkister i Folketinget, hvilke ministerier ville, om nogen få lov at forblive – og såfremt, der skal foretages ændringer, hvilke skulle disse ændringer så være?

Mine overvejelser – som de var i aftes, efter megen eksamenslæsning og tiltagende skævøjethed:

Spørgsmålet om hvilke ministerier der skulle blive og hvilke der skulle forsvinde, havde Danmark fået sig et minarkistisk flertal i Folketinget er en oplagt mulighed for at komme med glistrupske svar, men som en anden har skrevet i denne tråd er det nok smartest at gå et skridt længere tilbage; tilbage til en mere positiv definition af hvad statsmagten skal være for en størrelse – og for den sags skyld hvilke ministerier der skal være (hvem siger iøvrigt, at der skal være ministerier? Jeg kan sagtens forestiller mig folkeafstemninger eller andre former for mere direkte folkestyre end gennem embedsmænd).

Et godt billede på hvordan samfundet, sådan styringsmæssigt, ville se ud tror jeg man kunne få ved at slå op i historiebøgerne (her er Rothbards amerikanske historie oplagt!) og se på, hvordan de ordnede tingene i kolonierne i Amerika og hvordan man gjorde det lige efter den store frihedskamp: Samfund med kort mellem beslutningerne og beslutnignstagerne, et enormt stærkt civilsamfund, få (men valgte) embedsmænd og så en snusfornuft der sagde, at man ikke blandede sig i andre folks sager, med mindre at den person, hvis sager man blandede sig i, foretog nogle handlinger, som havde vidtrækkende konsekvenser for naboerne og naboerne ikke var tilfredse hermed.

Udgangspunktet må være en fornuftig kontrakt/forfatning, der kan fastsætte hvad man nu mener skal fastsættes, men som i hvertfald som minumum bestemmer, at visse grundlæggende “spilleregler” ikke bare sådan lige kan ændres og at spillereglerne i sig selv er en garanti om noget. F.eks. at der ikke kan eksproprieres; due process i strafferetten; nævningeting; folkevalgte dommere; ingen værnepligt osv — alle de klassiske spørgsmål.

Derpå kan man så fastsætte hvad man nu mener er en minimalstatsopgave. Jeg har personligt lidt svært ved at forestiller mig alt for mange og er derfor enig i dén definition af liberalismen, som tidligere har været nævnt, og som definerer en liberal som en der kun går ind for offentligt politi, retsvæsen og forsvar — med den modifikation, at ordenspolitiet bør være en privat opgave. Hertil vil jeg imidlertid også mene, at der er væsentlige argumenter der taler for, at en minimalstat sagtens kan rumme fællesskabstiltag, der har til formål at fjerne nogle objektive onder indenfor samfundet, skulle det vise sig, at mulighederne for civilsamfundsinstitutioner ikke er helt så gode, som de kunne være til at adresserer problemet. Jeg tænker f.eks. på spedalskhed, psykisk sygdom, osv., som skyldes medfødte eller i hvertfald undskyldelige omstændigheder.

Hvad vi (ja, “vi”) gør ved f.eks. børn der har en hjertedefekt og har brug for en pacemaker og hvor forældrene/værgen ikke har midler nok til at få dette apperat installeret er, som jeg ser det, det spørsmål, som er vigtigst at komme med et svar på, hvis man overbevisende skal udbrede det glade budskab til de spektiske masser. Er det ikke overbevisende nok er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at mennesker, når de konfronteres med denne form for “ulighed” vil ty til en mere rendyrket kollektivisme end den (trods alt særdeles beskedne) der ligger i, at man fra en gruppes side forsøger at afhjælpe sådanne objektiviserbar onder.

Lidt om alt det her med monopolregulering

I går skrev jeg et indlæg, som kortfattet ridsede Coases undersøgelse af civilsamfundets rolle i etableringen af fyrtårne (ja, dem på kysterne) op og hvori jeg drog den konsekvens, at man derfor, som stat eller “offentlig beslutningstager”, bør overveje meget kraftigt, om det man nu mener staten skal gøre, egentlig ikke var noget, som folk selv ville gøre, hvis man bare blandede sig udenom.

Blandt kommentarerne var der én som sprang mig i øjet, og som jeg gav et – kan jeg nu se – utroligt langt svar på. Så langt faktisk, at jeg egentlig synes, at det burde være et indlæg i sig selv. Her kommer det så.

Kommentaren der gav anledning til mit svar var således:

Jeg er enig i, at privat er at foretrække, hvis det kan lade sig gøre.

Dog vil jeg mene, at Microsofts dominans er et utroligt godt eksempel, at man har brug for en stat. En stat, der har ressourcer til at kæmpe mod et skadeligt markedsmonopol.

Derfor har vi brug for en stat, medmindre du har bedre forslag til at kæmpe mod monopoler?

Selvom mit indlæg handlede om offentlige goder og ikke såkaldt misbrug af en dominerende stilling, svarede jeg følgende:

@ Christoffer:

Problematikken omkring monopoler har utroligt mange facetter, som man ikke umiddelbart kan skærer ned til et spørgsmål om for eller imod stat, synes jeg.

Én indgangsvinkel på monopoler er den immaterialretlige, hvor en statsmagt giver en person eller et firma et monopol på f.eks. en bog, en ny type græsslåmaskine e.l., i form af en ophavsretlige eller patentretlig beskyttelse. Hér ser det ikke ud til, at der er så mange der har noget imod monopoler, selvom der kan føres klare beviser for, at en monopolisering af denne type, der i øvrigt minder ufatteligt meget om de hedengangne kongelige privilegier og laug, er med til at sætte en dæmper på den teknologiske udvikling, som der er bred enighed om, er til gavn for samfundet.

En anden indgangsvinkel kunne være at se på, hvad man gør i andre lande overfor virksomheder med en dominerende position på et marked. I Europa kan vi f.eks. godt lide at skride ind overfor såkaldt predatory pricing, hvor man straffer en monopolist for at sælge sine produkter for billigt(!), medens man i andre dele af den industrialiserede verden er mere end bare betænkelig overfor hele ræsonommentet bag denne form for regulering/styring/straf.

Mere lavpraktisk synes jeg man skal spørge sig selv: Hvorfor er monopolisten blevet monopolist?

Er han blevet det fordi han har gjort noget moralsk forkert, f.eks. hyret en lejemorder til at dræbe konkurrenterne og disses ansatte, skal han straffes.

Men hvad nu hvis han er blevet monopolist ved simpelthen bare at være på markedet? Ved ganske enkelt at tilbyde kunderne/forbrugerne de bedste/mest fordelagtige produkter? (Og her ikke et ord om hvad der er det “bedste produkt” – det er uhyre subjektivt, men ved at se på hvordan et produkt klarer sig på markedet har man en rimelig god indikator for det). Hvad nu hvis det rent faktisk er monopolisten, der har de produkter der (frivilligt) efterspørges – og derfor klarer sig bedst i konkurrencen?

Er det fair at bebyrde den succesfulde fordi han er succesfuld? Burde det måske ikke istedet være hans kunder man straffede fordi de har gjort ham til monopolist – ved at købe de varer han udbyder? Dette vil jeg mene har støtte, sådan rent logisk, set i forhold til den nuværende model. (At dette så ville føre til et perverst ærkekommunistisk tvangssamfund er noget helt andet)

Og når man så nu engang er blevet monopolist: Har man så sit monopol udi al evighed?

Du nævner selv Microsoft; et firma der kæmper med næb og kløer for at klare sig i SaaS og S+S-markederne. På markederne for mere eller mindre gratis web 2.0-tjenesteydelser og search kan firmaet ikke stille noget op. På musikfronten har de en fejlslagen afspiller (Zune), som ingen køber og en konkurrent i f.eks. Apple, der er rigtigt gode til at sælge musik — og så har jeg endda slet ikke nævnt de udfordringer Microsoft står overfor i selve detailledet, hvor de har at gøre med forhandlere og producenter, der fylder computere med al mulig crapware eller ikke formår at lave en salgsopsætning i butikken, der på bare nogen måde viser kvalitet? Og så har jeg ikke engang nævnt fremmarchen af licensfrie styresystemsalternativer i Den Tredje Verden. Det må være ubestridt, at Microsoft er en virksomhed, der rent faktisk kæmper for at opretholde sin position – til glæde og gavn for kunder og aktionærer.

Ser man på aktiekursen for Microsoft som en indikator for selskabets succes er der ikke meget at juble over, hvis man ejer Microsoft aktier — kursudviklingen har været stort set stagnerende de seneste mange år. Markedet viser altså, at selv Microsoft, som monopolist, har udfordringer; udfordringer på markedspladsen, som skal overvindes ved snilde og forretningsførelse og ikke gennem misbrug af en dominerende stilling.

Teorien er iøvrigt også spot on her: Monopolistens største fjende er den lille producent, der har et bedre produkt at tilbyde. Som monopolist har du derfor et væsentligt incitament til hele tiden at forbedre og udbygge; via f.eks. opkøb (der dog ikke ser ud til at hjælpe Microsoft på search og annoncemarkedet) eller videreudvikling (og her har jeg ladet mig fortælle at Windows 7 er det bedste stykke OS selskabet nogen sinde har lavet) – og i sidstnævnte tilfælde er Ribbon-baren i Office 2007 nok det gode eksempel at fremdrage (og den er iøvrigt patenteret i USA).

Eventuelle kommentarer kan gives i det oprindelige indlæg – som kan læses her.