I går citerede jeg fra store dele af et indlæg fra en amerikansk blog, hvor forfatteren beklagede sig over manglende samhørighed liberalister imellem. Ikke sammenhørighed a la “fælles fodslag” eller noget hen i retning af et politisk program, men en art konsensus, eller “creed” om man vil, over visse centrale begreber eller betydninger.
Personligt ville jeg ikke have noget imod en konsensus.
Det er ubestridt, at der er helt vildt stor forskel på, hvordan grundlæggende begreber som “rettigheder”, “tvang”, “ejendom” skal enten forstås eller defineres (eller begge dele) – og det er i sig selv vidunderligt og særdeles underholdende. Det ville være mere end en anelse kedeligt, hvis der kun var et produkt på hylderne, som man kunne “vælge” imellem.
Problemet er bare som jeg ser det, at der denne uorden af ideer ikke lige frem er smart, når budskabet skal sælges.
F.eks. er det nemt nok at pladere for en natvægterstat hvis man bevæger sig indenfor Nozicks univers, men så snart vi kobler f.eks. Hans Hermann-Hoppe, eller måske endnu værre F.A. Hayek, på, er der en vis disharmoni, som i hvertfald i mine øre nogle gange går hen og bliver øredøvende.
Og begynder man at sondre, som Nolan-diagrammet gør det, imellem økonomisk og personlig frihed bliver det ofte bare endnu værre. Tilsæt så tidsperspektivet og du har et kammerorkester og et fusionsjazzband der spiller på samme tid og konkurrerer om at få din opmærksomhed.
Hvor skal man også starte, hvis man vil argumenterer for f.eks. lavere skatter? Skal udgangspunktet være en Daniel Defoe-karakter, en statistik eller en udredning på baggrund menneskers rationalle handlingsmønstre? Eller noget fjerde, femte eller…?
Jeg er selv mest tilbøjelig til den med de rationelle handlinger (ud fra antagelsen om, at enhver handling er rationel…), medens andre har det bedst med manden på øen (og her tænker jeg på ovenomtalte bog og ikke den famøse screensaver til Windows 95). Nå ja, og så glemte jeg helt det store flertal, som har det bedst med statistikken.
I Libertas erklæring finder man måske noget man kan bruge? Nej, det gør man ikke. Erklæringen er i sig selv god, men noget pejlemærke e.l. kan den aldrig blive.
Måske man skulle bruge en model lidt hen ad Creative Commons-licensen?
Altså at have nogle “definitionspakker” e.l., som man så kunne erklære sig enten enig i, uenig i eller ambivalent overfor, og så få en program til at sammenstykke et resultat, som man kunne vise til andre folk.
Hmm… måske… Det lyder måske lidt åndssvagt men systemet ville i det mindste have den fordel, at det ville være nemmere at identificere en holdning på baggrund nogle forudbestemte kategorier?
Okay, bevares. Det lyder lidt konstruktuvistisk-sk og ville måske i sin ånd stemme lidt imod det liberale. Men rent pædagogisk og propagandistisk ville det, som jeg umiddelbart ser det, have sine helt store fordele.
Det er ikke noget der kommer nogen nye intellektuelle gevinster ved, men det kan måske være skridt i denne retning, som på sigt kan gøre os lidt mere forståelige – i en verden, hvor frihed er blevet en abstraktion.
Gode ræsonnementer. Jeg er enig i at “creed’en” og konsensus ikke er særligt liberalistisk, men vi har slemt brug for noget propaganda der virker. Hver anden tosse, overfor hvem man nævner at man er liberal, tror at det betyder at staten skal give til de rige og skide på de fattige. Og de mest forstokkede af dem, nægter at forstå det, når man direkte fortæller dem at “det skal staten ikke, fordi der ikke skal være nogen stat2. Det er imponerende.
Ja, og der er tons vis af den type udfordringer. Personligt har jeg et kæmpestort problem med “corporatism” og det, som socialisterne kalder “neoliberalisme”.
Spørgsmålet er, hvordan man vil undgå at den økonomiske magt koncentreres hos få mennesker?
Jeg har ikke kunnet finde noget på skrift om det.
@Christoffer.
Hvorfor skulle den økonomiske magt nødvendigvis koncentreres hos få mennesker? Jeg har ret svært ved at se, hvorfor det skulle være tilfældet.
I det frie (liberalistiske), samfund er der jo ingen der har fortrinsret fremfor andre. Alle kan være kapitalister hvis de ønsker og alle kan være almindelige lønarbejdere, hvis de ønsker det. Logisk set (pga. menneskelig forskellighed og natur), vil goderne ikke fordele sig ligeligt, men at det kun skulle være nogle få der skulle have det meste af rigdommen, er der mig bekendt ikke meget belæg for at påstå.
@Jan:
Grunden til, at jeg nævner det her, er fordi “almindelige” mennesker nok vil gå imod en liberalistisk konsensus fordi de tænker på corporate capitalism og generel grådighed. Derfor vil folk være imod det og liberalisterne kommer ingen vegne.
Desuden vil jeg mene, at dem, der har den økonomiske magt idag fortsat ville have dem i morgen, hvis det liberalistiske samfund blev en realitet. Hvordan ville man håndhæve ikke-tvang over for en borger/lønmodtager, som havde færre penge end en, der havde mange? Mennesket går efter magt – det viser al erfaring. Se politikere og firmaer, som har pyramidelignende strukturer.
Det kunne være, at denne konsensus kunne indeholde en definition af dette.
Nu er jeg ikke inde i alle de synspunkter, der er liberalister imellem, men det ville være praktisk at blive enige om få ting, så man kan få vippet tvangspolitikerne ud.
@Christoffer.
“Hvordan ville man håndhæve ikke-tvang over for en borger/lønmodtager, som havde færre penge end en, der havde mange?”.
Vel på nøjagtigt samme måde som man ville håndhæve den for en der havde mange penge. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan penge skulle kunne spille ind i hvorledes man kan håndhæve en lov, når der ikke er nogen stat til at give “de rige” (eller andre grupper) særlige privelegier.
Jeg er meget overbevist om at i det frie samfund, vil stort set alle individer være medlemmer i, en af flere konkurrerende, frivillige organisationer, der på en eller anden måde beskyttede dem. Det er jo naturligt for mennesker at samarbejde. Så samfundet vil måske ikke være så meget anderledes ift. idag, pånær det absolutte fravær af tvang. Så retssikkerheden vil, som minimum, være den samme i det frie samfund.
Jeg har principielt intet imod ideen der ligegr til grund for velfærdsstaten, men jeg har utroligt meget imod, at jeg ikke med min individuelle beslutning kan straffe de meget dårlige initiativer der kommer ud af staten. Derfor vil jeg have frivillighed og konkurrence, så jeg altid kan vælge en bedre udbyder, skabe min egen, eller blot melde mig helt ud indtil en sådan bliver skabt af andre.
@jan
Tak for debatten. Jeg er blevet klogere.
Jeg skal til mit forsvar sige, at jeg gennem så mange år er blevet hjernevasket gennem medierne om at vores velfærdsstat er så fantastisk.
Jeg har et familiemedlem på kontanthjælp, og kommunen er helt uduelige til at hjælpe. Så jeg kan sagtens se pointerne i afstrafningen af staten/kommunen.
@Christoffer.
Jamen selvtak. Jeg takker også for de udfordringer du har frembragt og håber ikke at jeg med min, til tider, die-hard liberalistiske-tromlen-henover-folk argumentation har stukket dig blår i øjnene.
Men det varmer sgu altid, når andre kan acceptere og anerkende det argument man forsøger at fremføre. Lidt på det personlige plan og altoverskyggende på det idealistiske, da det frie samfund ligger mig uendeligt meget på sinde.