Jeg har altid elsket at spille Sim City. Derfor blev jeg også lidt glad da jeg så et (gammelt men godt!) indlæg på Liberators forum i aftes om, hvordan man som minarkist (minimalstatsliberalist 
) egentlig mener (minimal)staten skal indrettes.
Spørgsmålet i starten af tråden:
Den libertære tankegang er konstant under angreb fra minarkister her på siden, som konsekvent henviser til, at de vil have en lille stat, der kan sørge for visse ting for ‘fællesskabet’ – på trods af min principielle uenighed med disse minarkister vil Jeg sgu gerne vide lidt om, hvad de egentligt selv går og mener er den bedste løsning for en statsdannelse… (På trods af at Jeg ikke er spåkone forudser Jeg en særdeles lang tråd om det her, da der er stor sandsynlighed for, at det ene svar vil føre til flere spørgsmål…. sådan er politik nu engang)
Lad os starte med det helt basiske….
Såfremt der kom et overvældende flertal af minarkister i Folketinget, hvilke ministerier ville, om nogen bliver nedlagt?
Såfremt der kom et overvældende flertal af minarkister i Folketinget, hvilke ministerier ville, om nogen, blive oprettet?
Såfremt der kom et overvældende flertal af minarkister i Folketinget, hvilke ministerier ville, om nogen få lov at forblive – og såfremt, der skal foretages ændringer, hvilke skulle disse ændringer så være?
Mine overvejelser – som de var i aftes, efter megen eksamenslæsning og tiltagende skævøjethed:
Spørgsmålet om hvilke ministerier der skulle blive og hvilke der skulle forsvinde, havde Danmark fået sig et minarkistisk flertal i Folketinget er en oplagt mulighed for at komme med glistrupske svar, men som en anden har skrevet i denne tråd er det nok smartest at gå et skridt længere tilbage; tilbage til en mere positiv definition af hvad statsmagten skal være for en størrelse – og for den sags skyld hvilke ministerier der skal være (hvem siger iøvrigt, at der skal være ministerier? Jeg kan sagtens forestiller mig folkeafstemninger eller andre former for mere direkte folkestyre end gennem embedsmænd).
Et godt billede på hvordan samfundet, sådan styringsmæssigt, ville se ud tror jeg man kunne få ved at slå op i historiebøgerne (her er Rothbards amerikanske historie oplagt!) og se på, hvordan de ordnede tingene i kolonierne i Amerika og hvordan man gjorde det lige efter den store frihedskamp: Samfund med kort mellem beslutningerne og beslutnignstagerne, et enormt stærkt civilsamfund, få (men valgte) embedsmænd og så en snusfornuft der sagde, at man ikke blandede sig i andre folks sager, med mindre at den person, hvis sager man blandede sig i, foretog nogle handlinger, som havde vidtrækkende konsekvenser for naboerne og naboerne ikke var tilfredse hermed.
Udgangspunktet må være en fornuftig kontrakt/forfatning, der kan fastsætte hvad man nu mener skal fastsættes, men som i hvertfald som minumum bestemmer, at visse grundlæggende “spilleregler” ikke bare sådan lige kan ændres og at spillereglerne i sig selv er en garanti om noget. F.eks. at der ikke kan eksproprieres; due process i strafferetten; nævningeting; folkevalgte dommere; ingen værnepligt osv — alle de klassiske spørgsmål.
Derpå kan man så fastsætte hvad man nu mener er en minimalstatsopgave. Jeg har personligt lidt svært ved at forestiller mig alt for mange og er derfor enig i dén definition af liberalismen, som tidligere har været nævnt, og som definerer en liberal som en der kun går ind for offentligt politi, retsvæsen og forsvar — med den modifikation, at ordenspolitiet bør være en privat opgave. Hertil vil jeg imidlertid også mene, at der er væsentlige argumenter der taler for, at en minimalstat sagtens kan rumme fællesskabstiltag, der har til formål at fjerne nogle objektive onder indenfor samfundet, skulle det vise sig, at mulighederne for civilsamfundsinstitutioner ikke er helt så gode, som de kunne være til at adresserer problemet. Jeg tænker f.eks. på spedalskhed, psykisk sygdom, osv., som skyldes medfødte eller i hvertfald undskyldelige omstændigheder.
Hvad vi (ja, “vi”) gør ved f.eks. børn der har en hjertedefekt og har brug for en pacemaker og hvor forældrene/værgen ikke har midler nok til at få dette apperat installeret er, som jeg ser det, det spørsmål, som er vigtigst at komme med et svar på, hvis man overbevisende skal udbrede det glade budskab til de spektiske masser. Er det ikke overbevisende nok er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at mennesker, når de konfronteres med denne form for “ulighed” vil ty til en mere rendyrket kollektivisme end den (trods alt særdeles beskedne) der ligger i, at man fra en gruppes side forsøger at afhjælpe sådanne objektiviserbar onder.
