Magnettog er egentlig ret seje

Med fare for at blive associeret med socialisterne fra Schiller Instituttet, über-trekkierne i The Venus Projekt og pandavennerne i Verdensnaturfonden vil jeg gå så langt som til at indrømme, at det ville være rimeligt “sejt”, hvis man kunne erstatte flytrafik med de hersens superhurtige magnettog.

Da tid er en knap ressource ville det være mere end bare almindeligt dejligt, hvis man kunne skære en 15 timers flyrejse ned til et par timer i et magnettog, der kører i et rør med vakuum i.

Juleshopping i London? Nej da! Juleshopping i Hong Kong, eller en lille smuttur til Cape Town. Vil ungerne se en løve, så tager man til Tanzania istedet for til Valby.

I Shanghai er lokalstyret igang med at bygge sig en magnetbane, der kan få togene til at køre med hastigheder på over 500 km/t. I Japan kan man kører næsten 600 km/t. Det franske TGV-tog, skal det dog siges, kan også komme op på omkring de 600 km/t. Grunden til at togene ikke kan køre hurtigere er vindmodstanden, så hvis man vil have projektilhastighed skal man have bygget sig de her vakuum-tunneller.

Hvis man skal bruge offentlige penge på noget langtidsholdbart ville det da være værd at kigge lidt nærmere på den her, lidt alternative, baneform. Prisen er selvfølgelig et problem: 25 mio. USD pr. kilometer bane virker rimeligt højt, men hvis man kunne få flere med på ideen kunne det jo være at prisen ville falde – og ellers kan nationalbanken jo bare trykke flere penge… For inflationen er jo ikke noget vi går op i alligevel…

Taber-aviser. Alle sammen

I dag har jeg skimmet samtlige større dagblade og morgenaviser igennem: Jyllands-Posten, Politiken, Berlingerne, Ekstra Bladet og BT. De udenlandske “standardaviser” (Financial Times og IHT) samt Børsen og Erhvervsbladet har jeg ikke læst.

Om de førstnævnte kan jeg kun sige én ting: Sikke en gang lort. Eller skulle man hellere sige pis og papir?

Gutenbergske stenaldermedier har folk indenfor brahchen før kaldt de store danske dagblade. Jeg er mere end tilbøjelig til at bruge samme vending om de danske avismedier.

Jeg læste primært aviserne på Statsbibliotekets læsesal og skulle derfor ikke punge ud med de enorme beløb, en avis nu om dage koster — til tords for de millioner af kroner, der hvert år ruller ind i form af mere eller mindre skjult statsstøtte. Det er jeg glad for at jeg gjorde; for 14 kr, eller hvad det nu er de løber op i, tilsvarer på ingen som helst måde, den merværdi, jeg gerne skulle få ud af at købe og læse en avis.

Hvorfor betaler folk egentlig for at læse f.eks. Politiken?

Nyhedsstof har den avisen jo intet intet af, det er åbenlyst. Højst noget førstehåndsspin fra nogle politiske rådgiver om den danske andedamspolitik og så ellers en enorm mængde telegrammer og klummelignende finurlighede, der på ingen som helst måde beriger mig i min hverdag.

Hvad skal jeg bruge de danske aviser til?

Folketinget og regeringen (Anders Fogh Rasmussen i egen høje person endda) har netop været ude for endnu engang at bekræfte, at de danske aviser skal modtage millioner i statsstøtte. Hvorfor skal de det? Det skal de fordi, de er en central del af den danske ytringsfrihed… For, som det hedder sig, uden aviser er der ingen ytringsfrihed.

Ja, det lyder en anelse bizzart. Kan det virkelig passe, at ytringsfriheden forsvinder, hvis man ikke støtter trykte morgenaviser? Det virker som noget af en påstand; og bevisbyrden ligger udelukkende på denne positive ytringsfriheds forsvarsstøttere.

Men er det så alle aviser der får støtten – både papir- og netaviser? Nej da! Som statsministeren sagde det så klart og tydeligt: Papiraviserne har omkostninger til store distributionsnetværk, der gør det muligt for alle danskere at modtage avisen (på et eller andet tidspunkt før kl. 17.00) – og fordi det koster penge at bringe avisen ud til de få der betaler for det, så skal alle danskere betale for det. Ikke kun dem, som vælger at være så lud-dovne, at de ikke orker selv at hente avisen. Det virker i mine øjne som et luksusproblem.

Netaviserne får ikke en rød øre. Og det til trods for, at også disse medier har distributionsomkostninger i form af bl.a. båndbredde og serverplads.

Anders Fogh Rasmussen mener åbenbart, at papiraviserne er en del af det danske ytringsfrihedsbegreb, medens nye medier ikke er det.

Anders Fogh Rasmussen har  således et forkvaklet og særdeles virkelighedsfjernt verdensbillede. Jeg undrer mig over, om han overhoved har begreb om, hvad han taler om. Hans kommentarer om netaviserne virker ihvertfald påfaldende åndsfjerne.

Jeg tror grunden til at de danske politikere gerne vil støtte aviserne er, at de igennem selvsamme har en kanal til forholdsvis nem og problemfri propaganda. Tag nu f.eks. Thomas Larsen, der er politisk kommentator på Berlingerne og gerne fungerer som sidegadepusher for statsministeriets idepraogram…

Kan det virkelig passe, at de danske skatteydere, som ikke nødvendigvis læser papiraviser, skal betale for, at Thomas Larsen fra Berlignerne kan udgyde sin ligegyldige propaganda i Berlingerne? Det mener jeg ikke.

Og hvem læser egentlig aviserne? Læserbrevssektionen i f.eks. Jyllandsposten virker som en skueplads for en lille kreds af debattører, som ikke kan udstå hinanden. Hvorfor i alverden skal jeg læse deres interne bavl? Hvad får jeg ud af det? Ikke noget som helst – som udgangspunkt.

Det er næsten som om, at aviserne er lavet af én kreds mennesker for at tjene samme kreds menneskers selvfede menings-onani.

Ja, det er sikkert en helt vildt “god” og “ekvilibristisk” kunstudstilling, som Politiken har skrevet side op og side ned om. Men hvad fanden kan jeg bruge det til? Jeg tager sgu da ikke til Berlin for at se den! I don’t give a flying fuck om deres kunst-pjat. Hvad har en udstilling i udlandet med dansk ytringsfrihed at gøre? Og hvorfor skal det have distributionsstøtte?

Hvad værre er: Aviserne har annoncer i sig!

For ikke nok med, at man betaler i dyre domme for at købe en avis. Nej, man skal satme også have en næsten overskuelig mængde annoncer med i købet. Det giver ingen mening. Når jeg køber en avis skal det da ikke være fordi, at det er her jeg kan se, hvad der er på tilbud i Føtex. Jeg køber den ikke for at læse tåbelige annoncer!

Så længe de store dagblade er fyldt med fire-farvede annoncer burde da da for pokker være dem, der betalte mig, for at læse dem.

Det har gratis-aviserne og netmedierne da i det mindste til en hvis grad forstået.

Danmark er fyldt med lorteaviser. Fra tid til anden er der måske noget godt, men det er langt fra altid tilfældet. Snarere er der tale om aviser, der formidler spin, tåbelige debatindlæg og anmeldelser af betydningsløse udstillinger i mennesketomme kunsthaller. Ord uden nogen betydning.

Det kan jeg ikke bruge til noget og det vil jeg ikke betale for. Hverken i kiosken eller via skatten.

En liberalistisk konsensus – måske inspireret af creative commons?

I går citerede jeg fra store dele af et indlæg fra en amerikansk blog, hvor forfatteren beklagede sig over manglende samhørighed liberalister imellem. Ikke sammenhørighed a la “fælles fodslag” eller noget hen i retning af et politisk program, men en art konsensus, eller “creed” om man vil, over visse centrale begreber eller betydninger.

Personligt ville jeg ikke have noget imod en konsensus.

Det er ubestridt, at der er helt vildt stor forskel på, hvordan grundlæggende begreber som “rettigheder”, “tvang”, “ejendom” skal enten forstås eller defineres (eller begge dele) – og det er i sig selv vidunderligt og særdeles underholdende. Det ville være mere end en anelse kedeligt, hvis der kun var et produkt på hylderne, som man kunne “vælge” imellem.

Problemet er bare som jeg ser det, at der denne uorden af ideer ikke lige frem er smart, når budskabet skal sælges.

F.eks. er det nemt nok at pladere for en natvægterstat hvis man bevæger sig indenfor Nozicks univers, men så snart vi kobler f.eks. Hans Hermann-Hoppe, eller måske endnu værre F.A. Hayek, på, er der en vis disharmoni, som i hvertfald i mine øre nogle gange går hen og bliver øredøvende.

Og begynder man at sondre, som Nolan-diagrammet gør det, imellem økonomisk og personlig frihed bliver det ofte bare endnu værre. Tilsæt så tidsperspektivet og du har et kammerorkester og et fusionsjazzband der spiller på samme tid og konkurrerer om at få din opmærksomhed.

Hvor skal man også starte, hvis man vil argumenterer for f.eks. lavere skatter? Skal udgangspunktet være en Daniel Defoe-karakter, en statistik eller en udredning på baggrund menneskers rationalle handlingsmønstre? Eller noget fjerde, femte eller…?

Jeg er selv mest tilbøjelig til den med de rationelle handlinger (ud fra antagelsen om, at enhver handling er rationel…), medens andre har det bedst med manden på øen (og her tænker jeg på ovenomtalte bog og ikke den famøse screensaver til Windows 95). Nå ja, og så glemte jeg helt det store flertal, som har det bedst med statistikken.

I Libertas erklæring finder man måske noget man kan bruge? Nej, det gør man ikke. Erklæringen er i sig selv god, men noget pejlemærke e.l. kan den aldrig blive.

Måske man skulle bruge en model lidt hen ad Creative Commons-licensen?

Altså at have nogle “definitionspakker” e.l., som man så kunne erklære sig enten enig i, uenig i eller ambivalent overfor, og så få en program til at sammenstykke et resultat, som man kunne vise til andre folk.

Hmm… måske… Det lyder måske lidt åndssvagt men systemet ville i det mindste have den fordel, at det ville være nemmere at identificere en holdning på baggrund nogle forudbestemte kategorier?

Okay, bevares. Det lyder lidt konstruktuvistisk-sk og ville måske i sin ånd stemme lidt imod det liberale. Men rent pædagogisk og propagandistisk ville det, som jeg umiddelbart ser det, have sine helt store fordele.

Det er ikke noget der kommer nogen nye intellektuelle gevinster ved, men det kan måske være skridt i denne retning, som på sigt kan gøre os lidt mere forståelige – i en verden, hvor frihed er blevet en abstraktion.

Den alt for forvirrende liberalisme

Bloggen Polycentric Order, der kan bryste sig af at producere nogle top-kvalitets indlæg om liberalismen og alle dens facetter, har et nyt indlæg om noget, som jeg selv har været temmeligt frustreret over: Den manglende samhørighed blandt liberale om, hvad de kan være enige om. Jeg har tilladt mig at citere et par dele af  et par dele af indlæget nedenfor:

Let’s face it: the libertarian movement is in shambles. There is no commonly understood definition of what libertarianism is even among self-proclaimed libertarians, and to the extent that there is, this is only loosely based on a handful of principles which are nonetheless still interpreted and applied in many different ways. Self-proclaimed libertarians can’t even agree with eachother on simple single issues like immigration and intellectual property. Hell, there isn’t even a consensus on what anarchism and statism really is, and some people’s favor for a government/state distinction sometimes adds to confusion.

Frankly, some of the positions taken by certain self-proclaimed libertarians are outright psychopathic. I’ve even debated with people who will actually defend the absurd implication of being allowed to arbitrarily shoot a child for being on your lawn, and to add insult to injury this is defended in the name of non-aggression and property rights! It seems like an alarming number of self-proclaimed libertarians defend aggression in the name of non-aggression. They have latched onto libertarianism only as a sugar-coating or legitimization for their own personal motivation to get away with psychopathy.

This is especially true in the case of explicitly right-wing libertarians, who appear to only nominally oppose the current secular state because they view it as competition to their own prefered forms of authoritarianism. Libertarian concepts are only useful to these people as a means of justifying racism, classism, parental authority, the church and feudal landlords. This extends well beyond the normal implications of a vulgar libertarianism, as it is vulgar in every sense possible. These right-wing libertarians only dislike the state because they mistakenly see it as standing in the way of “natural heirarchy” and “natural authority”.

They then go on to essentially propose their authoritarian preferances as the new state, while sugar-coating it with libertarian concepts or terminology to give it legitimacy. Their views on the establishment of a libertarian society almost directly mirrors the artisocratic justifications for political systems. This can be blatantly seen in Hans Hoppe’s concept of “natural elites”, which is just a right-libertarian version of the exact same artistocratic justification for the state that traditional conservatives give, despite having a veneer of being opposed to the current statist intellectuals (who are mostly disliked for their socially liberal tendencies of all things).

The anarcho-capitalist and right-libertarian’s knee-jerk opposition to all things “left” leads them down the path of becoming arch-conservatives, and the anarcho-communist’s knee-jerk opposition to all things “property” leads them down the path of becoming just another group of authoritarian socialists.

When I made the jump from being a minarchist to an anarchist, I had the impression that I had crossed a hurdle that leaves room for more clarity and consensus. I was wrong. The minarchist vs. anarchist debate is actually being mirrored within the anarchist movement in all sorts of different ways. Hence, you will find some market anarchists opposing the proposals of anarcho-capitalists on the grounds that such proposals are indistinguishable from a state or blatantly risk devolving into a state, and you will find social anarchists opposing the proposals of anarcho-communists on the grounds that such proposals are indistinguishable from a state or undermine basic principles. These are the more rational people in the bunch to the extent that they are genuinely being sure not to let authoritarianism be snuck in through the back door.

This gives good reason for disillusionment.