Denne artikel er en art svar på en anden artikel jeg har skrevet i dag, om en tekst om marxistisk økonomi i Information.
Anti-kapitalismen lever i bedste velgående. I Danmark, i EU, i USA, i Asien, i Sydamerika og i Afrika. Verden over går unge på gaden, iført elefanthuer, råber slagord, spiller på guitar og ødelægger McDonaldsbutikker. Deres forældre går på café, hvor de drikker drikker fair trade-kaffe, køber øko-grønsager og slapper af foran en ballet i svensk TV, medens de stille og roligt falder i søvn i Wegner-møblementet.
Hyggeligt er det – og pÃ¥ samme mÃ¥de skræmmende. For verden udenfor er jo ond. Den styres af griske virksomheder, hvis ledere mødes til hemmelighedsfulde konferencer, hvor de køber politikere, sÃ¥ der ikke bliver stillet spørgsmÃ¥l til deres tvivlsomme forretningsmetoder. Og AIDS-børnene i afrika og strÃ¥lekanonerne pÃ¥ sygehusene er der jo heller ignen der tænker pÃ¥!
Ja, som socialist er verden et ondt sted. Det dokumenterede en undersøgelse sidste Ã¥r ogsÃ¥: Jo mere borgerlige man er – desto mindre bekymret om fremtiden er man. Det er da værd at tænke lidt over.
Men endnu mere vigtigt er nok årsagen til, hvorfor folk er anti-kapitalister.
Jeg er overbevist om, at en del af problemet med anti-kapitalismen ligger i, at anti-kapitalisterne slet ikke ahr forstået, hvad kapitalisme er.
For hvad er kapitalisme?
Kapitalisme er én ting: Det er navnet på ethvert økonomisk system, hvor ejerskabet til produktionsmidlerne ejes af private og ikke af fællesskabet/samfundet/staten.
Kapitalisme er ikke korporatisme – dvs. et økonomisk system, hvor virksomhederne dikterer spillets regler.
Kapitalisme er ikke etatisme – hvor folkestyret bestemmer hvad de enkelte virksomheder skal bruge deres midler til.
Kapitalisme er ikke giftudledninger i Indiske floder.
Kapitalisme er ikke den sociale massegrav – fordi kapitalismen slet ikke handler om hvad skatterne bruges til.
Og listen kan fortsætte — for kapitalismen er igenem tiden blevet skudt meget i skoene. Meget, som den slet ikke har noget med at gøre.
Som jeg har skrevet nægter jeg at tro pÃ¥, at alle de mennesker — unge som gamle — der kalder sig selv for anti-kapitalister rent faktisk er det; ihvertfald for største delens vedkommende. Hovedparten er ganske givet etatister og elsker skatten; men fra derfra at slutte, at man ogsÃ¥ er modstander af, at man som privatperson skal kunne eje ejendom, er nok at stramme skruen lidt for meget.
