Liberalisme 101: Etisk universalisme

At mænd ikke kan multitaske er noget værre vrævl. For jeg har netop, på en og samme tid, undersøgt priserne på diesel i Århusområdet og læse et ældre indlæg på Johan Espersens blog; The Hairpin Bend.

Udover at have fundet ud af, at jeg kan købe mig den billigste diesel, hvis jeg kører til UnoX i Risskov, fik jeg stiftet bekendtskab med en konklusion, som jeg selv drog for efterhånden nogle år siden: At utilitarismen ikke er så slem endda.

I artiklen Det Gyldne Snit giver Johan Espersen, der da den blev skrevet var gymnasieelev, en glimrende forklaring på, hvorfor etiske dogmer (a la selv-ejerskabet) meget nærliggende fører til praktisk præference-ulititarisme:

Når jeg accepterer, at etiske domme må fældes ud fra et universelt perspektiv (hvilket ligger i begrebet ’etik’) accepterer jeg altså også, at mine interesser og præferencer ikke tæller mere end andres. Når jeg tænker og handler etisk må jeg altså medregne alle interesserne af de personer der bliver berørt af min handlen, ikke blot mine egne. Dette kræver, at jeg skal afveje alle disse interesser og vælge det handlingsforløb, der mest sandsynligt maksimerer de påvirkedes interesser. Nu er vi altså allerede på et præferenceutilitaristisk niveau.

Den etiske doms universaliserbarhed leder altså til præferenceutilitarisme. Når man forestiller sig at være i andres sko og på den måde opfylder etikkens universelle aspekt, må dette i første omgang lede til præferenceutilitarisme. Dette er altså den ultimative mest minimale etiske teori, der kan leveres og umiddelbart også den eneste, der både er konsekvent og fleksibel.

Man må altså som udgangspunkt være præferenceutilitarist.

Det kunne være sjovt at vide, om han stadig, nu som filosofistudernede (så vidt jeg er orienteret), har samme holdning.