”Her har vi en regering, der er omspundet af det temmelig yderligtgående højre; og den vunder sig, men ud af fagntaget kan den ikke komme”.
Det sagde miljøvennen David Rehling i det tidligere omtalte debatprogram på Danmarks Radios program 1; alt imens jeg sad tilbage med et smørret grin på læben. Formuleringen er nemlig meget sjov; og også delvist rigtig, hvis min mening skal komme til orde. Og det skal den jo.
Men alligevel ville jeg nu udskifte ”det temmelig yderligtgående højre” med – lad os sige – ”nationalistiske socialdemokrater (med stort ”S”)” før jeg kunne være helt 100 pct. enig.
For det er altså vigtigt at forstå, at Dansk Folkeparti ikke er højreorienteret. De er derimod autoritært kollektivistiske og støtter ikke de højreorienterede mærkesager så som forøget økonomisk og personlig frihed på bekostning af statsmagten og bureakuratiet.
Tag f.eks. det praktisk vigtige og (i disse dage) særdeles relevante finanspolitiske område, hvor Dansk Folkeparti gentagende gange har udmærket sig ved, at repræsentere traditionelle socialistiske synspunkter (kollektivisme, positiv diskrimination med overførelsesindkomster osv.) frem for højreorienterede synspunkter: Større retfærdighed i skattesystemet igennem lavere skatter; færre men smartere overførelsesindkomster; mindre administrativt bøvl for virksomheder og borgere osv.
For den traditionelle venstrefløj er det nok udlændinge politikken der det mest iøjefaldende. Men heller ikke her er Dansk Folkeparti højreorienteret. Ja rent faktisk duer den traditionelle, finanspolitiske højre-venstre skala ikke her. I stedet skal man kigge på, hvordan partiet forholder sig til folks personlige frihed; altså de frihedsrettigheder, der ikke er direkte økonomiske. Med andre ord: Hvordan har Dansk Folkeparti det med den private ejendomsret.
Kan man sige hvad man vil uden at blive truet? Kan man opholde sig hvor man vil? Må man købe hus hvor man vil? Må man opføre en carport hvor man vil (på ens egen jord)? Må man selv bestemme om man vil have fjernvarme? Kan man gå klædt som man vil? Osv. osv.
Her er Dansk Folkeparti – sammen med faktisk også Venstre og Konservative – lidt tricky. For medens det er rimeligt nemt at sige, at Socialdemokraterne, De Radikale og SF er imod at man skal bestemme alt for meget selv (hvilket empirien vil understøtter) er billedet noget mudret hos de borgerlige.
Venstre og Konservative synes at have et par få, udvalgte kerneområder, hvor de hævder ejendomsrettens suverænitet. Men de er desværre få og praktisk set ikke særligt relevante. Alle partier støtter f.eks. Planlovens regeltyrani, rygeforbuddet og Roundup-forbuddet.
Tager man de borgerlige partier over ét vil man rent faktisk kunne se, at tendensen går i retning af, at de alle – med undtagelse af træmandspartiet Ny Alliance – er ganske autoritært indstillet. Dette illustreres iøvrigt glimrende af en undesøgelse om netop dette emne, som CEPOS har fået foretaget.
Så ser man på Dansk Folkepartis retorik, og sammenholder den med partiets mange forslag i Folketinget, vil det ikke overraske en, at partiet fremstår som den stærkeste talsmand for det paternalistiske “Father knows best“-synspunkt i dansk politik. Det Konservative Folkeparti er ikke meget anderledes.
At dette har en indflydelse på regeringen, som David Rehling siger, kan ikke undgås: Fordi regeringen ikke selv har et flertal i Folketinget, ville det være alt andet end unaturligt, at man på den ene og anden måde forsøte at please sine støttepartier.
At det nu engang er sådan skyldes i høj grad Danmarks forældende model for folketingsvalg, som favorisere de politiske partier på bekostning af valgkredsens vælgere, der ikke – som i f.eks. England – er repræsenteret i parlamentet af et medlem, der både bor, har kontor og kontortid i selve valgkredsen.
Så jo: Regeringen er i grebet på Dansk Folkeparti, hvis det nu er sådan man vil udtrykke det. Men sådan vil det jo altid være. Vil man have et mere borgerligt-liberalt Danmark er det selvfølgelig trist; men ikke desto mindre den pris demokratiet har.
20. juli 2008 kl. 22:07 |
Måske det er en strid om ord, men Dansk Folkeparti er et klassisk populistisk højreparti med fokus på det nationale og en stærk social profil. I den sammenhæng kan det sammenlignes med et parti som Le Pens i Frankrig og Jörg Haiders i Østrig.
Mere ekstremt kan de også sammenlignes med Adolf “Folkevogn of fuld beskæftigelse” Hitler, Benito “tog til tiden” Mussolini, og med Franco – mere ekstremt, fordi sammenligningen trods alt ikke implicerer, at de har tænkt sig at plage landets økonomi med en øststatslignende statskapitalisme, som Franco gjorde – eller invadere Albanien eller andre af de ubehagelige ting, disse diktatorer gjorde. Sammenligningen implicererkun, at det er samme *afart* af politik, og netop den kobling af populisme og social tryghed med patriotisme og traditionelle værdier altid er blev regnet for at høre til højrefløjen.
Det er bl.a. også derfor, England svigtede den spanske republik under borgerkrigen, selvom det, man svigtede, egentlig var en koalition af borgerligt-liberale og socialdemokrater til fordel for den frådende, ensrettede kollektivisme under Franco – det var en *højreorienteret* frådende, ensrettet kollektivisme, Franco stod for, og derfor opfattede de britiske konservative ham nærmest som en allieret.
Tilsvarende var det også en grund til, at Neville Chamberlain kunne holde liv i appeasement-politikken så længe: Mange britiske konservative så ganske enkelt Hitler som en slags allieret i kampen mod kommunisme og socialisme og håbede derfor på et samarbejde (Churchill var som bekendt en undtagelse i den sammenhæng).
Og i en mindre skala ser vi faktisk også, at det er netop Dansk Folkeparti, regeringen finder det naturligt at forhandle med – og ikke de andre partier, som regnes for at høre til længere mod “venstre”, men som er klart mere økonomisk liberale end DF. Det ændrer ikke noget ved, at DF er et højreorienteret parti. Problemet er nok, at du stirrer dig blind på det økonomiske aspekt – som man plejer at bruge begrebet, er der flere ting, der spiller ind.