Rygeforbuddet – eller: Den åbenlyse ejendomsretskrænkelse, som vi ser stort på fordi vores tøj ikke kommer til at lugte når vi har været i byen

Først og fremmest et tillykke til undertegnede for at have sammensat den hidtil længeste blogtitel.

Dernæst et tillykke til de jurister, som har omdøbt rygeforbuddets lov fra “lov om røgfri miljøer” til “den røgfri miljølov“; fordi de andre miljølove jo er så gennemrøgede af den høje cigarføring på Slotsholmen… okay. Dårlige joke. Moving on:

Det er denne røgfri miljølov, som er skyld i så meget ond og alligevel så meget godt, hvis man spørger menig mand i sand vox popoli-stil. For selvom det kan være endog meget træls ikke at måtte ryge på en jazzklub, mens man hører henrivende musik og nyder kælderkolde øl på flaske, er det jo alligevel rart når man kommer hjem og ikke har dunsten af værtshuset med sig…

Ja, nogen mener endda, at der er en direkte sammenhæng mellem rygeforbuddet og et fald i antallet af tømmermænd. Beviset herfor har jeg ikke set eller hørt om, men de påstår hårdnakket, at det er sådan det er…

Men hvorfor denne lov? Hvad vil lovgiver opnå? Som der står i første bestemmelse er formålet ganske enkelt og helt lige til: At udbrede røgfri miljøer.

Men hvorfor så det? Hvorfor vil man udbrede disse røgfri miljøer? Det vil man, står der i loven, for at forebygge såkaldt sundhedsskadelige effekter af passiv rygning, samt forebygge, at nogen udsættes for selvsamme – ifølge loven: sundhedsskadelige – passive rygning.

Men hvilke sundhedsskadelige effekter af passiv rygning tænkes der så på? Det nævner loven intet om. Det ville måske også være for meget at kræve, at lovgiver som sådan begyndte at indføre fodnoter og litteraturhenvisninger direkte i loven. Men på den anden side har det så også den virkning, at den der læser loven uden videre tager dens indhold til indtægt for at være sandt. Dette en oplagt problemstilling, som man ikke har taget højde for: Blot fordi lovgiver skriver ét betyder det nu og engang ikke, at dette også er sandt. Forarbejderne til loven synes heller ikke at være alt for klare på dette punkt.

For så vidt angår selve forbuddet listes i lovens paragraf to de områder, hvor loven finder anvendelse. Blandt disse er ”lokaliteter, hvortil offentligheden har adgang” og netop dette punkt er lovens akilleshæl. For havde lovgiver været lidt mere smart, havde man udpenslet hvad der nærmere menes hermed. Det gør man ikke og derfor får forbuddet den arbitrære og flertydige karakter det har.

Grunden hertil er, at forbuddet unægteligt omfatte områder, som er ejet af private, som private (ellers) har fuldstændig rådighed over og som offentligheden ikke tvinges til at befinde sig på. Fordi disse områder ikke er mere klart præciseret, kan man som ejendomsejer som udgangspunkt ikke vide sig sikker på sin retsstilling.

Sagt lidt anderledes: Rygeforbuddet krænker den private ejendomsret ved at sætte abstrakte restriktioner op for, hvordan folk skal handle i den bygning de selv – ikke staten – ejer.

Et lignende eksempel kunne være, at man ved en lignende lov forbød folk at bære brune sko på områder, hvortil offentligheden har adgang, så man beskyttede folk for passiv dårlig smag. Der er ingen materiel forskel. Begge dele er lige krænkende.

Det interessante spørgsmål er, hvorfor ikke flere har råbt op om rygeforbuddet. Ret beset ville et forbud været i orden, havde det omfattet offentligt ejede bygninger, transportmidler m.v., og ikke, som nu, behandlet private ejendomme og erhverv, som var de ejet af staten.

Med en begrebsdannelse som ”områder, hvortil offentligheden har adgang” forsøger lovgivningsmagten bevidst at snige sig udenom ejendomsretsbegrebet. Rygeforbuddet forbyder ikke rygning på privat ejendom, men alene på private områder hvortil andre end ejeren har adgang.

Løsningsmodellen er rigtig smart – og ikke desto mindre umoralsk.

Grunden til at det er umoralsk er, at konsekvensen er akkurat den samme som, som hvis man direkte og uden røgslør havde forbudt rygning på barer og i storcentre. Og det øjeblik man regulerer hvad folk gør inde på et privatejet område, fratager man også ejeren hans ret til at gøre det samme; en ret, som vel og mærket og ganske naturligt hører til dét at eje noget. Fratager man andre mennesker deres ejendomsret har man handlet tyvagtigt (actus reus) og umoralsk (mens rea).

Der er således ingen tvivl om, at et rygeforbud – som det nuværende abstrakte eller et alternativt konkret – rummer en ejendomsretskrænkelse, med karakter af tyveri. Forbuddet hører derfor hjemme i den kategori af ekspropriationer, som man kalder ”erstatningsfri regulering”; dvs. en ekspropriation som rammer mange individer og derfor – utilitaristisk set – ikke er en ekspropriation og i konsekvens heraf ikke erstatningspligtig for statskassen.

Ikke desto mindre havde en mere konkret løsning dog været at foretrække – som det mindste af to onder – da man ville eliminere de tvivlssituationer, der i øjeblikket findes, ved at gøre ejerne bevidste om hvorvidt der bliver stjålet fra dem eller ej.