Sig ordet ”guldstandard” til en liberalist med hang til det rothbardianske og du vil opleve, at der sker noget mellem benene på ham. Guldstandarden er nemlig noget af det mest sexede i verden – mere sexet end Jessica Alba, kronprinsesse Mary eller en intim situation med dem begge…
Engang havde de fleste lande deres valuta knyttet op på en guldstandard således, at pengene rent faktisk repræsenterede en værdi, som var låst inde dybt nede i en nationalbanks boks. Pengene var m.a.o. understøttet af en speciesreserve og man kunne gå ned i banken og indløse sine sedler til guldstykker. Helt enkelt og meget logisk.
I dag er verden anderledes. Nu bruger vi noget, som amerikanerne kalder ”fiat money”: Penge, som er den lovlige valuta i et land fordi en regering har beordret det og som ikke er understøttet af speciesreserve og dermed ikke er indløselig. Med andre ord er pengene fiktive; når man har en 1000 kr-seddel er den ikke 1000 kr værd; men tanken om og troen på at den burde være 1000 kr værd gør, at den også repræsenterer den værdi… Ja. Det lyder jo absurd.
Grunden til at vi har et så sært system som vi har det i dag skyldes ikke én præcis ting, ide eller begivenhed. Men Første Verdenskrig, markedsjusteringen i 1920’erne (af nogen kaldet ”den store depression”) og socialismens udbredte popularitet har haft stor indflydelse. De forkromede valutaplaner i 50’erne og 60’erne, hvorunder US Dollaren var knyttet op på en kunstigt lav guldpris var for alvor begyndelsen på enden.
Magasinet Time har en interessant artikel på sin hjemmeside. Den er skrevet tilbage i 1965 og fortæller historien om, hvordan De Gaulle førte ”valutakrig” mod USA, ved at forlange de franske US Dollar-reserver indløst i guld, som man havde krav på at få det.
Charles de Gaulle last week proclaiming that the primacy of the dollar in international dealings was finished, calling for an eventual return to the gold standard —which the world’s nations scrapped 50 years ago — and practically inviting other countries to follow France’s lead and cash in their dollars for gold…
…The Federal Reserve announced that the U.S. gold supply declined last week by $100 million, to a 26-year low of $15.1 billion…
…France converted $150 million into gold last month, plans another $150 million conversion soon. Following that lead, Spain has quietly exchanged $60 million of its dollar reserves for U.S. gold—the biggest such transaction of the Franco era…. [C]oncern is growing in Washington that nations that have so far refrained from converting dollars out of consideration for the U.S. may cash them in for gold once the extra bullion becomes available—and thus send still more gold-laden truckloads rolling out of Fort Knox.
Mens de gispede efter vejret i Washington kunne De Gaulle — helt korrekt — læne sig tilbage og tænke for sig selv:
The time has long since passsignal ed, he told a press conference, when the currencies of any one or two nations can enjoy “this privilege, this signal advantage.” The present-day world, said De Gaulle, needs “an indisputable monetary base, and one that does not bear the mark of any particular country. In truth, one does not see how one could really have any standard criterion other than gold.“
I agree!
[HT Mises]
3. juli 2008 kl. 20:56 |
Jeg er selv meget fascineret af guldstandarden, da den jo tydeligvis forhindrer at staten trykker for mange penge, men min samfundsfagslærer påstår at væksten derfor er afhængig af at der findes mere guld. Hvordan hænger dette sammen?
3. juli 2008 kl. 23:42 |
Det hænger ikke sammen. Lad være med at lytte til din samfundsfagslærer, når han taler om økonomi, fordi det kan han åbenbart ikke finde ud af. Han forveksler vækst og pengemængde. Lad os forestille os en simpel verden:
Verden: Der findes to varer og to guldmønter. Den gennemsnitlige pris for at købe en af varerne er en guldmønt. Verden er to varer og to guldmønter rig.
Lad os se, hvar der ville ske i forskellige situationer:
Situation 1: En driftig mand producerer en tredje vare. Den gennemsnitlige pris for en af varerne er nu 2/3 guldmønt. Verden er tre varer og to guldmønter rig. Der har fundet vækst sted uden yderligere guldfund.
Situation 2: En guldgraver finder guld til at lave en mønt til. Verden er nu to varer og tre guldmønter rig. Den gennemsnitlige pris for en vare stiger til 1½ guldmønt. Der har ikke fundet yderligere vækst sted, udover den der fandt sted, da guldet blev fundet.
Pengemængden bestemmer ikke mængden af forbrugsgoder i samfundet – kun prisen.
4. juli 2008 kl. 08:13 |
Men guld er vel også bare en konvention – guld er kun noget værd, fordi alle er enige om, at det er noget værd.
På denne måde adskiller det sig ikke fundamentalt fra penge i moderne forstand – hvis alle blev enige om, at nu vil de ikke længere acceptere guld, og fremover skal alle transaktioner foregå i perler (med kauriskaller som “småpenge”), ville der ikke være nogen fundamental forskel på det og så skiftet fra moderne penge til guldstandarden. Mao: what’s the difference?
4. juli 2008 kl. 11:09 |
Nej, guld er ikke en konvention, ikke på samme måde. Gulds værdi – ligesom alt andets værdi – afhænger naturligvis af, at nogen mener det er noget værd. Men hvor meget guldet er værd er markedsfastsat og ikke noget en centralbank kan styre. Et drastisk fald i guldpriserne verden over ville betyde at guldstandardvalutaer faldt i værdi sammen med guldet og priser på øvrige varer ville være stigende. En guldstandard ville altså med andre ord rigtigt nok være afhængig af efterspørgslen på guld, og der ville være tider, hvor det var mindre tilrådeligt end andre at have sine penge stående i en guldvaluta.
Den store, store forskel ville være, at ens penge rent faktisk svarer til fast ejendom. Din pengeseddel er ikke bare en matadorpengeseddel, men et skøde på ejerskab af en mængde guld (det kunne også være en perle – same same). INGEN kan uden videre beslutte, at dette ikke er længere noget værd, for INGEN kan sætte markedsprisen af sig selv. Du har med andre ord ikke en centralbank, der helt af sig selv kan bestemme, hvor stor en del af din formue de vil konfiskere uden videre, ved at øge seddelpressens hastighed. Det sker hver dag i dag, når den skjulte formueskat vi kender som inflationen, konfiskerer almindelige menneskers opsparing til fordel for staten og dens begunstigede, og det sker i særlig høj grad i tider, hvor stater går grassat fordi uansvarlige/dumme personer har magten og ikke kan styre sig og ødelægge landet for egen vinding (Zimbabwe i dag, Tyskland efter Goldmarkens fjernelse).
Så – ja, fiat penge er kun noget værd, fordi vi alle er enige om det. Guld er kun noget værd fordi alle er enige om det. Der er ingen forskel. Forskellen er, at med fiat penge, skal der en mand til at omgøre beslutning, med guld skal vi vitterligt alle sammen miste lysten til at eje guld, før det bliver værdiløst.
4. juli 2008 kl. 12:28 |
Egentligt er det meget simpelt.
Nogle libertarianere (mig selv inklusiv) vil gerne have penge privatiseret. Problemet er at banker ikke bare kan udstede fiat penge (papir-penge uden dækning af værdi), fordi ingen til at starte med, vil tage imod dem (jf. Mises regression theorem)
Når penge opstår, er de således altid nødt til oprindeligt at være dækket af noget værdifuldt.
Så måske er det spild at bruge guld som penge, men det er altså den eneste måde at privatisere penge på…
4. juli 2008 kl. 14:30 |
@ Arnoll og Thomas: Nemlig
11. oktober 2008 kl. 21:40 |
[...] pengepolitik indføres. Nogen vil have privatiseret pengeudstedelsen. Nogen vil genindføre guldstandarden. Nogen vil forpligte nationalbanken til at lade pengemængden vokse med en fast (lav) årlig [...]