Bendtsen og den dejlige, store skatteyderfinansierede kagedåse

Bendt Bendtsen — ligesom sikkert ogsÃ¥ mange andre ministre, bÃ¥de før og nu — har ifølge de danske aviser misbrugt sin ministerbil; dvs. har brugt den i ærinder, som ikke just har forbindelse til stillingen som minister i H.M.s regering.

Jeg opdagede egentlig ikke selv nyheden; for jeg har ikke set fjernsyn i dag. Istedet fik jeg en e-mail fra den lokale formand for Det konservative Folkeparti, der som en anden tro partisoldat, henviste til Nyhavns (konservativt lingo for “HQ“) lakoniske pressemeddelelse, hvori formanden siger, at der intet er om sagen. Man har ogsÃ¥ sendt Lov og Ordens-talsmanden, partiets strisser nr. 2 Tom Behnke, pÃ¥ sagen sÃ¥ man kan fremstÃ¥ som forenet. Nydeligt, nydeligt. Nuvel.

Behnke siger:

De eksempler, som Jyllands-Posten giver i dag, hvor ministerens forhenværende chauffør beskylder Bendt Bendtsen for at misbruge bilen til private formål, er således helt ude af proportione.

En i mine øjne smuk non-denial-denial.

Jeg kunne selvfølgelig begynde at tordne op om, at det er forkasteligt, at ministre kører i ministerbiler til et, to eller mange familiearrangementer m.v. Det ville der faktisk slet ikke været noget galt i, al den stund, at det rent faktisk er forkasteligt — og iøvrigt fortæller en hel del, om ministerens holdning til de goder, der stilles til hans rÃ¥dighed.

Men jeg vil ikke begynde at råbe op omkring det. For det nytter jo ikke noget. Bevares! Hovedparten af det jeg normalt råber op om her på bloggen nytter, rationelt set, ikke det helt store. Men når det kommer til politik og politikeres desværre alt for tydelige og patetisk lemfældige omgang, med andre folks penge, synes ethvert håb om fremtidig forbedring at være mere end langtsigtet.

Som liberal er man imod magt. Ikke fordi magt ikke er rart, men fordi magt er ondt. Magt er det modsatte af frihed; fordi frihed ikke korrumperer — hvilket magt gør.

Case in point.

Denne gang er det en såkaldt konservativ, der er taget med fingrene i kagedåsen. Tidligere i år var det en såkaldt liberal. At man nærmest skulle tro, at den borgerlige holdning til en ansvarlig forvaltning af folks skatteindbetalinger var ligeså nonchalant, som socialdemokraternes er dybt beklagelig og meget foruroligende.