Danmarks offentlige sygehuse har mange forskellige IT-systemer; systemer hvor læger og sygeplejersker skal logge ind med brugernavn og password for at gøre det de nu skal gøre. Sikkerheden skal jo være i top. Men mange systemer betyder — i dette tilfælde — også mange forskellige brugernavne og passwords. Så mange faktisk, at det forskinker arbejdsgangen og er skyld i unødig spild af “hjernetid”. Det skrev Dagens Medicin i fredags.
Der er mange systemer: Alt lige fra blodbanksystemet, laboratoriesvar, notat-modul, medicin-modul, røntgenbookingen, røntgendatabasen, bestillingsmodul og så videre – de fleste læger kan med lethed fortsætte listen.
“Det er et stort problem, at vi ikke har single sign-on. Især for os, der bruger mange programmer. Jeg bruger for eksempel selv på en almindelig vagt EPJ, to forskellige røntgensystemer, et laboratoriesystem, to blodbanksystemer med flere – jeg bruger vel omkring otte forskellige programmer,” siger Peer Eske Jensen.
Min mor, der er sygeplejerske, har tidligere indviet mig i, at problemet også gør sig gældende i de systemer, som de bruger.
Løsningen er ellers ligefor: Et såkaldt single sign-on-system, som man kander det fra f.eks. Windows Live-ID, bankernes NET-ID, web-verdenens OpenID og den offentlige Digital Signatur. Microsofts Active Directory-struktur kunne løse problemet — og regionerne siger da også, at de er på vej med en løsning…
Det kan undre, at dette emne ikke har været oppe i “de rigtige medier”; eller for den sags skyld bare været underlagt én eller anden form for offentlig debat. Vi ved jo alle, hvordan forholdet mellem “det offentlige” og “it” minder meget om vand og olie. Og effektivisering osv. af det offentlige har også været en klar prioritet for regeringen siden 2001.
Dagens Medicin fortæller ikke noget om, hvordan forholdene er på de private sygehuse. Men rent effektivitetsmæssigt må man alt andet lige forudsætte, at virksomheder der opnår en bundlinjefordel ved at handle efficient — og hvem på markedet har ikke det? — også sikrer sig at have processer, der ikke tager mere tid end hvad nødvendigt er. Sygehusene er jo garanteret deres penge næsten ligegyldigt hvad der sker — hvilket jo også gentagende gange er bevist som værende et håbløst og tåbeligt system. Dermed dog ikke sagt, at man skal privatiserer bare fordi IT-systemerne er tåbelige — det ville være at skyde spurve med kanoner.








1. juni 2008 kl. 12:38 |
Jeg har da set det i “de rigtige medier” et par gange. B.T. 10. december sidste år, side 16-17 “Lægerne spilder tiden” kan jeg umiddelbart finde frem. Men nogen stor offentlig debat er der rigtigt nok ikke.