Michael Moore er lidt af en løjerlig gut. Han skriver bøger som er underholdende (jo de er!), er ultrasocialist men også mangemillionær, går rundt og ligner en lastbilchauffør mens han laver dokumentarprogrammer, som kan få næsten enhver til at mene, at det Moore mener også er det rigtige. Nå ja, og så støtter han de militante, socialistiske bevægelser i latinamerika…
Meget af det er selvfølgelig en fascade. Han ser ud som han gør fordi det er, hvad målgruppen kan lide at se på. The avarage Joe. Og faktualiteten i hans dokumentarfilm — alle sammen — er mere end betænkelig. Til tider endda løgnagtig.
Tag nu f.eks. gennembrudsfilmen “Roger & Me”: Hele formålet med filmen er, at Moore skal have et interview med General Motors tidligere CEO Roger Et-eller-andet om koncernens nedlukning af bilfabrikker i det nordlige midt-west. Han får selvfølgelig ikke interviewet… Siger han i hverfald. For faktum er jo, at han rent faktisk havde hele to interviews med Roger mens de lavede dokumentaren. Moore har bare klippet det ud for at dramatisere.
Det samme i Bowling for Columbine, hvor Moore taler med Charlton Heston. Ifølge Moore dukkede Heston op i Flint, Michigan med hele Riffelforeningen for at holde et mega-konvent blot fire dage efter, at en 6 årig dreng havde skudt og dræbt en jævnaldrende pige… Men i virkeligheden gik der over tre måneder før Heston var i byen — og slet ikke for at tale om våben, men derimod for at vise sin støtte til George Bush til en republikansk fundraiser…
Det kan ikke undre, at Moores sære balacnegang mellem fakta og fiktion har spinnet en anti-Michael-Moore-bevægelse af sig.
Den britisk-amerikanske litteraturanmelder, tidligere super-kommunist, ateist og antireligiøse debattør Christopher Hitchens skrev i 2004 en klumme i Slate om Michael Moore og hans løgnagtighed i filmen Fahrenheit 9/11. Klummen er rigtig god — især hvis man ikke har set filmen endnu, men har planer om det.
