At slippe markedet fri — private sundhedsforsikringer II

L.E. Skovgaards indlæg i Berlingerne i søndags, som jeg lakonisk omtalte i går, får også positiv og negativ kritik på partiet Liberalisternes blog i dag.

Om brugerbetaling i det offentlige skrev Skovgaard i Berlingerne:

Hvis der kom et gebyr for at låne bøger på biblioteket, gå til lægen eller køre på motorvejen i myldretiden, kom der nemlig en masser penge i statskassen, som så bagefter kunne deles ud til de svageste i samfundet. Bedre pensioner til ældre, nyt isenkram på sygehuset. Begge dele kunne der hurtigt blive råd til.

— og Liberalisterne replicerede:

Brugerbetaling i det offentlige bør kun komme på tale, hvis revenuet, krone for krone, bruges til at sænke andre skatter. Skatteydere, der allerede døjer med verdens højeste skattetryk, skal ikke betale ekstra for offentlige ydelser, så pensionisternes liv kan forsødes.

Problemet i det danske sundhedssystem er ikke, at vi får for mange ydelser – som et blik på de lange ventelister vil minde enhver om. Problemet er, at det hele finansieres over skatten, så ekstraforbrug fører til lavere vækst.

I stedet for at lappe på et dårligt system, er der brug for en grundlæggende holdningsændring til, hvordan vi producerer sundhedsydelser. Opgaven bør fjernes fuldstændigt fra det offentliges regi og placeres der, hvor den skulle have været hele tiden: På det frie marked.

Den nuværende ordning, hvor arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer er skattefrie, bør udvides til også at dække private sundhedsforsikringer, ligesom over-disken-udgifter bør kunne trækkes fra. Det offentlige skal kun spille en rolle ved tilskud til socialt svage, der ellers ikke ville have råd til sundhedsydelser.

I modsætning til udtalelser om selvsamme emne fra partierne Venstre og Konservative, er det meget svært at finde bare ét sted, hvor man kan være uenig i det, som Liberalisterne skriver.

Fradragsretten for sundhedsudgifter er jeg især meget glad for. I mine øjne er dette et helt oplagt område for lovgivningsmagten til, at give magten tilbage til folk, som mener, at de selv kan stykke en mere fordelagtig ordning sammen.

Og netop fordi der er en fradragsret er det svært at forestille sig en situation, hvor folk ville lade sig underforsikre — tværtom vel sagtens.

“Men det rammer jo socialt skævt. Tænk på de fattige; de barnløse enker og dem med arbejdsskader. Dette fører os ud i den sociale massegrav!” — kunne man lige forestille sig socialisten Mette Frederiksen sige.

Men ville det nu også det? Jeg har svært ved at forestille mig, at en forøgelse af private sundhedsforsikringer m.v. kombineret med en fradragsret skulle stille nogen værre, end de allerede er i dag. Tænk endda, hvis det stillede flere bedre?

Socialdemokraternes politiske webleksikon (sådan et har de åbenbart behov for, for at vide hvad de selv mener…) siger følgende om emnet:

Den borgerlige regering har gennemført lovgivning, der giver skattefradrag til arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Dette er vi stærkt imod, da det bryder med princippet om fri og lige adgang til behandling.

Umenneskeligt, ikke sandt? Socialdemokraterne vil hellere have, at de syge skal forblive syge, hvis det er prisen for, at alle har “fri og lige adgang til behandling”. Og hvor er logikken?

Måske kan det være, at Socialdemokraterne vil komme med en logisk argumentation for, hvorfor private — helt private og arbejdsgiverbetalte — sundhedsforsikringer er så dårlige, som de i øjeblikket påstår. Gemmer der sig mon nogle rationelle tanker bag deres afstandtagen eller er det blot mere tom politisk retorik?

– retorik, der koster mennesker livet?

Godt gået Helle…